Fogh garderer sine flanker: Kvalitet og velfærd, miljø, sport. Men en hel masse kan gå galt for flyderen Fogh
Hvis vi har den regering, vi har fortjent, så har vi virkelig ikke været gode.
Det må mane til eftertanke, at det i den grad er lykkedes for Fogh-regeringen at sætte den borgerlige dagsorden. Nu godt hjulpet af LO`s Hans Jensen.
Der skal ryddes op, reguleres og bringes i orden. Nedrivningen af Ungdomshuset i København er udtryk for denne borgerlige verdensopfattelse.
Regeringen og dens medløbere slår ned på alt, der stritter, fordi de synes, det er ukønt og måske farligt. I næste fase ligger Christiania, Københavns mest interessante og mest besøgte turistattraktion
Regeringen har sammen med Københavns Kommune udarbejdet en plan, der skal 'normalisere' det 35-årige Christiania, der skal gøres til et nydeligt lille fristed, så byen stadig har noget at vise frem.
Realdaniafonden har rigtig mange penge, som de kan lægge, hvor de vil. Et stort beløb er lagt ud, hvis planen iværksættes. Lokkemaden er at gøre Christiania til 'et levnede og eksperimenterende boliglaboratorium'. Presset er lagt på christianitterne, for hvis de ikke accepterer tilbuddet, træder Thor Petersens alternative plan i kraft. Det menes, at han faktisk allerede har bedt Slots- og Ejendomsstyrelsen om at sætte den i kraft. Under alle omstændigheder skal der ryddes op. Jagtvej har vist, hvor grundigt det kan gøres.
Samtidig har den USA-ledede koalition fejret fire-årsdagen for krigen mod Irak. USA troede det var en let sag. Derfor troede Fogh det også og gik med.
Men der var også stemmer, der advarede om at det kunne blive et nyt Vietnam for USA. Udviklingen viser flere og flere lighedstegn. I 1967 da det for alvor begyndte at gå ned af bakke for USA`s krig i Vietnam, blev der produceret mange politiske erklæringer fra Washington om, at nu er USA ved at vinde krigen. Der skulle blot sendes flere tropper, og så skulle Nord-Vietnam smadres af B52`ere.
Det var langt fra virkeligheden. Og samtidig begyndte hjemmefronten at smuldre under presset fra en voksende international fredsbevægelserne. Lørdag var der store demonstrationer mod USA`s krig i Irak. Det er bemærkelsesværdigt, hvor nemt Fogh er kommet ud af den suppedas. Han har haft let spil. De danske medier har udpræget været for krigen. Enhver antydning af noget, der bare lignede kritisk journalistik fra DR, blev truet baglæns. Og den politiske opposition har været svag.
Netop det har givet Fogh spilleplads på den borgerlige bane. Sidste skulderklap til Fogh kommer fra LO`s Hans Jensen, der nu går med i regeringens trepartsforhandlinger om 'kvalitetsreformen'. Det er et opsigtsvækkende træk, hvor LO`s forhandlere måske får et par fingeraftryk, mod at skaffe Fogh en ny periode.
Iscenesættelsen er lagt flot op. Det er netop besluttet, at København skal være værtsby for FN`s klimatopmøde i december 2009. Der forventes 10.000 deltagere fra 170 lande. Det kan blive en mægtig paradeplatform for regeringen i relation til næste folketingsvalg.
Samme efterår holder den Internationale Olympiske Komité møde i København. Her forventes 5000 deltagere for at afgøre, hvor OL skal holdes i 2016.
Fogh garderer sine flanker: Kvalitet og velfærd, miljø, sport. Men - heldigvis - en hel masse kan gå galt for flyderen Fogh.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278