10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Israelsk charmeoffensiv

Israelsk charmeoffensiv

Tirsdag, 27. marts, 2007, 00:00:00

I dagene 28. og 29. marts holder den Arabiske Liga et topmøde i Riyad i Saudi Arabien. Under dette topmøde vil de 22 lande genfremsætte deres fredsinitiativ

af Z.Torossi, København
I en tale holdt for nylig af den israelske udenrigsminister Tzipi Livni (TL) i USA til den zionistiske lobby, AIPAC, American Israel Public Affairs Commiittee, beder hun lobbyisterne om at opfordre palæstinenserne til sameksistens. Sikke et intelligent diplomati og sikke en overskrift i Arbejderen, 14.03.07, 'Israel appellerer til arabiske lande'.
Jeg kan ikke få øje på en appel, men jeg ved, som daglig læser af en meget progressiv amerikansk hjemmeside (Counterpunch.com), hvorfor TL er på en charmeoffensiv både i USA og i Bruxelles.
Meningen med charmeoffensiven er, i mine øjne, følgende:
1. At trække tænderne ud af den Arabiske Ligas fredsinitiativ, API (Arab Peace Initiative).
2. Spil for galleriet og proisraelske kioskbasker overskrifter.
1. I dagene 28. og 29. marts holder den Arabiske Ligas 22 lande et topmøde i Riyad i Saudi Arabien. Under dette topmøde er det planen, at de 22 lande vil genfremsætte deres fredsinitiativ, API, som de har gjort ved hvert topmøde (som holdes hvert år), siden topmødet i Beirut i 2002.
Ifølge API skal de 22 lande i Ligaen kollektivt anerkende den jødiske stat, til gengæld skal Israel trækker sig tilbage til grænserne fra før krigen i 1967, gå med til oprettelsen af en palæstinensisk stat med Jerusalem som hovedstad og forhandle om en løsning på det palæstinensiske flygtningeproblem.
Kort sagt, Israel skal respektere vedtagne FN-resolutioner. Men hverken fundamentalisterne i USA eller Israel vil gå med til det.
2. Det er almindeligt kendt, at Israel altid har forhandlet på skrømt. De forhandlede syv år i Oslo, uden at der kom noget positivt ud af det. Israel trak tiden mest muligt ud, mens der blev stjålet jord fra palæstinenserne og bygget nye bosættelser . Israel lader altid som om de forhandler, som da de gentog 'succesen' i Camp David.
Hvad angår kioskbaskende proisraelske overskrifter er det en smal sag i New York og resten af USA for AIPAC og den besøgende israelske udenrigsminister. De højreorienterede aviser står i kø for at forære en kæmpe overskrift, når en israeler er i USA.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. mar. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp