Regeringens og Dansk Folkepartis udgangspunkt er, at man ved at kapitalisere fiskene og gøre kvoterne salgbare kan tilføre fiskeriet nogle flere midler gennem lånoptagning
af Per Clausen, Enhedslisten
Der er to forskellige hovedsynspunkter, hvad angår, hvordan vi sikrer fiskeriets fremtid i Danmark. De blev præsenteret, da Enhedslisten havde kaldt til Folketinget til forespørgselsdebat om fiskeri i sidste uge.
Der er det, man kan kalde regeringens og Dansk Folkepartis udgangspunkt, som er, at man ved at kapitalisere fiskene og gøre kvoterne salgbare, kan tilføre fiskeriet nogle flere midler gennem lånoptagning. Konsekvenserne af det er øget koncentration af retten til at fiske til fordel for de store både. Konsekvensen af det er også, at det i udgangspunktet bliver sværere for unge fiskere at komme i gang, fordi de så skal betale for den kapitalisering, der sker nu. Her efter årsskiftet er 'Ny regulering', som har gjort kvoter til en handelsvare, trådt i kraft.
Det kommer også til udtryk, når regeringspartierne og Dansk Folkeparti taler om, at fiskerflåden tilpasses de fisk, der er. Det er ganske rigtigt, at det er det, man kan se i en lang række mindre fiskersamfund, nemlig at her forsvinder fiskerbådene, her forsvinder fiskeriet, for eksempel på Bornholm, i Fåborg og andre tilsvarende steder.
Samtidig er de store fiskefartøjer dem, der med deres tunge redskaber bruger mest energi per fanget kilo fisk, som er væk så længe, at fisken bliver gammel inden den landes, og hvis fiskemetoder skader fisk, yngel og gydepladser groft.
Over for det har oppositionen sagt, at den faktisk er villig til at gå ind og tage klar stilling til, hvad det er for en del af fiskeriet, man ønsker at bevare og udvikle i fremtiden: Det er det miljøskånsomme, det er det, der handler om at fiske for at få frisk fisk landet hver dag. Det er det fiskeri, der både tager hensyn til havmiljøet og tager hensyn til energi- og ressourceforbrug. Det er altså en anden vej, den som kystfiskerne står for.
Oppositionen blev under forespørgslen enige om følgende, som dog må vente med at blive vedtaget til efter et valg, hvor oppositionens partier får flertal:
'Idet Folketinget konstaterer, at det miljømæssigt bæredygtige fiskeri er kommet i krise efter indførelsen af FKA (fartøjskvoteandeler - red.), opfordrer Folketinget regeringen til:
- at tage de nødvendige initiativer for at styrke det kystfiskeri, der er miljømæssigt bæredygtigt, og som lander friske dagfangede fisk til et voksende dansk marked for friske fisk.
- at støtte kystfiskeriet gennem en tildeling af større kvoteandele af de arter, som kystfiskeriet lever af.
- at støtte fiskeriet i de indre danske farvande blandt andet i form af en større andel af kvoten på torsk.
- at der iværksættes en gennemgribende undersøgelse af, hvorvidt grundlaget for uddeling af FKA-rettigheder er foregået på en for kystfiskeriet og retssikkerheden tilfredsstillende måde. I denne undersøgelse inddrages afgørelser i forbindelse med atypisk fiskeri.'
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278