Solidaritet og kollektivitet må være det fremherskende princip. Ikke kun i ord men også i handling. Så kan mange timers diskussioner om medlemsflugt måske ophøre

af Joan Ågot Pedersen
Efter det forhandlingsforløb, som vi har set i forbindelse med overenskomstforhandlingerne, står vi tilbage med spørgsmålet: havde fagbevægelsen en strategi?
Spillet har været som det plejer. Der stilles krav fra medlemmerne, og forhandlernes resultater ligner ikke kravene. På den måde er der intet nyt under solen. Men alligevel.
Kravene fra arbejdspladserne var entydige: højere lønninger, markant hævelse af mindstelønnen, mere til arbejdere på skiftehold, højere ferieprocent.
Først kom industriforliget, som bestemmer hvordan kagen skal skæres for alle andre.
Forhøjelsen på mindstelønnen var svær at få øje på. Argumentationen er at nærmest ingen går på den, og lønnen forhandles lokalt.
Nu er der bare det, at antallet af store aktive toneangivende industriarbejdspladser ikke er, som det var en gang. Dengang, da den afsmittende effekt fra industrien løftede de øvrige områder, fordi disse arbejdspladser var klar til at gå i spidsen for konflikter. I dag nøjes vi med den afsmittende effekt fra forhandlernes resultat på mindstelønnen.
Og er det nu også rigtigt, at nærmest ingen går på mindstelønnen? I en tid med udenlandsk arbejdskraft, som er på vej ind i industrien, burde vi vide fra byggeriet, hvad det betyder.

Hvem er resultatet godt for
Så ventede vi på transportforliget. Der var forventninger til dette forlig, da det kunne hæve mindstelønningerne på normallønsområdet. Men nej. Når vi undersøgte den glade nyhed om 1000 kr. mere om måneden, så viste det sig, at det hovedsageligt var på diverse tillæg, og specielt til de faglærte.
På ingen områder er det lykkedes at forhandle en mindsteløn på omkring 112 kr., som er nødvendig for at få max dagpenge. Og der findes faktisk stadig arbejdsløse på understøttelse, for ikke at glemme arbejdsløse på overførselsindkomster. Alle ved, at mindstelønningerne har afsmittende virkning på overførselsindkomsterne.
Men nu synes forhandlerne og fagtoppen jo selv, at resultatet er godt og anbefaler medlemmerne at stemme ja. Men hvem er resultatet godt for? I hvert tilfælde ikke for de svageste i fagbevægelsen: de lavest lønnede, den udenlandske arbejdskraft, de arbejdsløse.
De kan fremvise en frit-valgs ordning, som ingen har bedt om. En ordning der fremmer det individuelle valg frem for det kollektive. En ordning, som kan være med til at undergrave den 6. ferieuge, som vi fik på baggrund af storkonflikten i 98. Og de fremhæver, at denne gang har de ikke måttet afgive for at få! Så er beskedenheden da til og tage og føle på.

Styrkeforholdet skal ændres
I en situation, hvor der er mangel på arbejdskraft, skriger det til himlen, at forhandlerne ikke har udnyttet denne situation. Hvis strategien havde været, at fravriste kapitalen en større andel af profitten til dem, der har skabt den, så kunne de have holdt fast. Opbakningen var til stede blandt medlemmerne.
Hvis fagbevægelsen vil være en social kraft i samfundet, må den gøre op med den herskende tankegang i det nyliberale Danmark: fanden hytter sine egne. Solidaritet og kollektivitet må være det fremherskende princip. Ikke kun i ord men også i handling. Så kan mange timers diskussioner om medlemsflugt måske ophøre. Folk organiserer sig gerne i en organisation, der gør en forskel, der viser, at den vil gøre noget for medlemskronerne.
Derfor skal vi fremadrettet drøfte en strategi i forbindelse med kommende overenskomstforhandlinger. En strategi, der kan føre frem til et fælles mål. Et mål må være at løfte de svageste. At vise solidaritet i praksis. Et mere overordnet mål må være, hvordan vi sammen kan ændre styrkeforholdet, så det ikke er kapitalen, der bliver ved med at sætte dagsordenen. Hverken for industriarbejderne eller alle andre. Det er et fælles problem, som vi må finde svarene på.
Men den diskussion må komme senere. Nu gælder det først og fremmest om at støtte Stem Nej Kampagnen, som OK 2007 har igangsat. Flertallet af dem, der kan stemme, er utilfredse med resultatet. Ingen tvivl om det. Men mange gider ikke stemme. De skal overbevise om, at de skal stemme for solidaritetens skyld. For et NEJ kan udløse en aktiv storkonflikt, der sætter arbejdspladsernes krav på dagsordenen.

Joan Ågot Pedersen er medlem af fagligt udvalg i Kommunistisk Parti