Det er befriende med den civile ulydighed fra offentligt ansatte mod regeringens dokumentations- og kontrolregime

i>af økonom Henrik Herløv Lund, medlem af Den Alternative Velfærds-kommission
Det må hilses særdeles velkomment og gives fuld opbakning, når offentligt ansatte for tiden iværksætter civil ulydighed og nægter at efterleve det tiltagende registrerings-, dokumentations-, planlægnings -, evaluerings-, rapporterings- og kontrolbureaukrati, som regeringen har iværksat.
Dette har ikke mindst ramt folkeskolen i form af krav om elevplaner, nationale tests og så videre. Men folkeskolen er blot spydspidseksemplet på en udvikling, som under VK-regeringen har bredt sig som en steppebrand - som en omkring sig gribende bureaukratisering i den offentlige sektor.
Denne udvikling hærger de offentligt ansattes muligheder for at varetage deres kerneopgaver: Omsorg, pleje og udvikling og uddannelse og forskning. I stedet tvinger regeringen de ansatte i offentlig velfærdsservice til at bruge mere og mere af tiden til administrative og bureaukratiske aktiviteter i form af dokumentation, rituelt præget planlægning, evalueringer og rapporteringer.
Hermed stjæles tiden fra egentlig borgerrettet velfærdsservice, som hermed indirekte forringes og nedskæres.

Kvalitetsreformen
Og for de offentlige ansatte, som forsøger at fastholde kerneopgaverne, bliver konsekvensen stigende pres og stress, dårligere arbejdsmiljø og udhuling af overenskomsternes arbejdstidsbestemmelser. Ligesom offentligt ansattes faglighed og kvalitetssans i stigende grad tilsidesættes af den tiltagende detailstyring oppefra.
Med regeringens kvalitetsreform vil denne bureaukratisering af den offentlige sektor kun forstærkes. For et centralt indslag i Kvalitetsreformen er yderligere udbredelse sådanne tiltag såsom mål- og resultatstyring, evalueringer, brugertilfredshedsundersøgelser og lignende.
Det er ikke nogen tilfældighed, at den tiltagende markedsregulering og bureaukratisering især er accelereret under den nuværende regering. Uanset al spin og tilsløring heraf er Anders Foghs og regeringens ideer om samfundets indretning og dens syn på det offentlige udsprunget af nyliberalismen.
Og for nyliberalismen er udbredelsen af markedsløsninger og markedsregulering det alt overhængende mantra og mål.
Det fører til bizarre effekter i en offentlig sektor, hvor markedet egentligt er et fremmedelement, fordi offentlig velfærd grundlæggende stilles til rådighed for borgerne gratis og efter behov. Nyliberalisterne ser egentlig gerne rigtige markedsløsninger i form af brugerbetaling på offentlige ydelser og udlicitering af offentlig ydelsesproduktion.
Men det er på den anden side politisk kontroversielt, og i stedet bliver løsningen alle mulige former for efterligning af markedsregulering: Alt skal registreres og sættes i tal, borgernes 'efterspørgsel' skal eftergøres ved tilbagevendende brugertilfredshedsundersøgelser eller evalueringer, og markedets styring og kontrol søges efterlignet gennem mål- og resultatstyring, tests, strategisk planlægning og lignende.

Management
Og ligeledes omstøbes offentlig ledelse af institutionerne efter nyliberale managementteorier gennem eksterne bestyrelser, ansatte ledere i stedet for valgte, resultatkontrakter og resultatløn for ledere, kontrakter for institutioner og så videre.
Imens har omsorgen, fagligheden og de offentlige ansattes egen ansvarsfølelse og initiativkraft trange vilkår og skubbes til side i Fogh-regeringens detailstyring oppefra, der ad bagvejen skal indføre 'marked' i den offentlige sektor, hvor det i grunden slet ikke hører hjemme.
Det handler naturligvis ikke om, at der ikke er brug for tal og statistikker om og undersøgelser af velfærdsproduktionens omfang, og om hvorvidt den fungerer tilfredsstillende. For det er der.
Problemet ved den måde, som disse redskaber bruges - og som regeringen med Kvalitetsreformen vil fremme og udbrede endnu mere, er, at de ikke bruges efter behov i situationen.

Misbrug af redskaber
Tværtimod forvandles disse redskaber i regeringens styringstænkning til i-sig-selv-kørende og sig-selv-begrundende registrerings- og planlægnings- og styrings-'systemer'. De bliver tilbagevendende rutiner og ritualer, som skal efterleves uanset om de er til konkret nytte, og uanset om de giver anledning til ændret styring endsige nytænkning.
Ikke ubegrundet har kritikere sammenlignet med tidligere tiders socialistiske planlægningssystemer og planlægningsbureaukrati. Det er nu afløst af et lige så ideologisk funderet og virkelighedsfjernt nyliberalt registrerings- og dokumentationsbureaukrati.
Et eksempel på dette er brugen af tests og elevplaner i folkeskolen. Tests og elevplaner kunne bruges formålsrettet på de svage elever, hvor det vil være godt at få afdækket problemerne som afsæt for en pædagogisk plan for den enkelte lærer for, hvordan svaghederne afhjælpes.
Men i stedet skal alle elever have udarbejdet elevplaner, uanset om deres udvikling er helt normal, og de sagtens kan følge den fælles og normale undervisningsplan. Og test blæses op til et sammenligningssystem af undervisningens kvalitet på nationalt plan, hvad de i virkeligheden ikke kan sige noget om, fordi der er så mange kvalitativt forskellige forhold, der påvirker elevernes læreevne.
Bureaukratiseringen af den offentlige sektor under VK-regeringen er ikke nogen tilfældighed. Årsagen ligger i hele regeringens styringstænkning om, at den offentlige sektor så meget som muligt skal styres hen til at være et marked, hvad den i bund og grund ikke er.
Og i regeringens grundlæggende mistænksomhed overfor og nedvurdering af behovsorienteret offentlig velfærdsservice og dermed også af de grupper af offentligt ansatte og den faglighed, som er bærere heraf.
I stedet for markedsregulering og management styring udefra skal der i højere grad bygges på den offentlige sektors egne iboende styrker: Faglighed, engagement og omsorg. Kvaliteten i offentlig velfærdsservice skal sikres gennem en styrkelse af faglighed og professionsetik.
Det er forudsætningen for en god løsning af opgaverne og for, at varetagelsen af dem er præget af stolthed, integritet og høj kvalitet. Centralt i styrkelse af fagligheden står dels selvstændighed og frihed i opgavevaretagelsen, dels sikring af uddannelse og efteruddannelse gennem en udviklingsgaranti for offentligt ansatte.
Men også ledelserne i de kommunale forvaltninger og institutioner må beskyttes mod stats- og detailstyringen. Ledelsen skal have udstukket overordnede rammer og mål, men skal have reelt råderum og selvstændighed til, at institutionen selv tilrettelægger opgaveløsningen og løser opgaverne herindenfor.