Jeg finder, at både statsadvokatens afgørelse og politiets indstilling i lyset af det samlede efterforskningsmateriale er af en sådan karakter, at det er dybt betænkeligt for retssikkerheden

fra advokat Hans Kjellund
Til justitsministeren
Statsadvokaten i Viborg har den 23. december 2006 meddelt, at han følger Århus Politis indstilling af 2. november 2006 om for anden gang ikke at ville rejse tiltale mod seks anholdte Dansk Front-folk i Café Oskar-sagen. Statsadvokaten skriver videre i sit svar, at hans afgørelse ikke kan ankes, jfr. retsplejelovens paragraf 101, stk. 2, 2. pkt.
Denne afgørelse har fået mig til at indbringe sagen for justitsministeren, da jeg finder, at både statsadvokatens afgørelse og politiets indstilling i lyset af det samlede efterforskningsmateriale er af en sådan karakter, at det er dybt betænkeligt for retssikkerheden.
Jeg indbringer dette uagtet, at det af retsplejelovens paragraf 101 fremgår, at 'statsadvokaternes afgørelser i klagesager kan ikke påklages til rigsadvokaten og justitsministeren.'
Jeg gør det med henvisning til samme lovs paragraf 98, stk. 3, hvor det fremgår, at 'justitsministeren kan give de offentlige anklagere pålæg vedrørende behandlingen af konkrete sager, herunder om at begynde eller fortsætte, undlade eller standse forfølgning.'
Politiet har svigtet afgørende på to måder: Dels ved en meget mangelfuld efterforskning og dels ved en tilsvarende mangel på vilje til at rejse tiltale. I det følgende skal jeg begrunde de to nedenstående påstande:
1. Der er i det nuværende efterforskningsmateriale efter min mening et tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale mod én person efter straffelovens paragraf 244 og mod op til seks personer efter straffelovens paragraf 134 a. Straffelovens paragraf 244 har en strafferamme op til tre år, og straffelovens paragraf 134 a har en strafferamme op til halvandet år.
2. Sagen bør fjernes fra Århus Politi - i dag Østjyllands Politi - idet den samlede håndtering af sagen efter min mening har vist, at Østjyllands Politi ikke længere kan betragtes som habilt i forhold til sagen. Efter min mening har der ikke på alle punkter været ydet en tilstrækkelig helhjertet indsats for at opklare overfaldet, og politiet har på visse punkter tilsyneladende vildledt offentligheden gennem politiets håndtering af medierne.
Det hører med til billedet, at de sigtede Dansk Front-folk har nægtet at lade sig genafhøre, da Århus Politi i anden omgang blev beordret til at genoptage efterforskningen. Derfor er en stor del af det, som Århus Politi omtaler som den 'meget omfattende efterforskning', alene genafhøringer af de forurettede med videre.
Det styrker naturligvis ikke de sigtede Dansk Front-folks sag, at de nægter at udtale sig, herunder i en eventuel straffesag mod dem, og en nægtelse af at udtale sig bør efter min mening alt andet lige medvirke til en beslutning om tiltalerejsning.
Som en sidste bemærkning er det min opfattelse, at håndteringen af denne sag bør give anledning til en tjenstlig undersøgelse af Århus Politi, nu Østjyllands Politi. Som det senere vil fremgå, er det ikke mit indtryk, at det skyldes almindelig inkompetence i efterforskningsleddet, idet det bemærkes, som jeg også tidligere har gjort opmærksom på, at der i starten af forløbet blev udført et godt og effektivt efterforskningsarbejde. Det er kun gennem en sådan undersøgelse, at der kan ske en præcis ansvarsplacering.
Ikke kun som advokat, men også som almindelig borger i Århus, er det uforståeligt, at der fra politiets side tages så let på denne vold. I flere år har den trukket store overskrifter i byens medier, og Århus Byråd har gang på gang taget klar afstand, blandt andet ved en erklæret nul-tolerance-politik. Kun en grundig undersøgelse kan afklare, om der er et problem hos Århus Politi, nu Østjyllands Politi. En sådan afklaring må være i alles interesse.

1. Sagen må afgøres ved en domstol
I en principiel sag som den foreliggende er det retspolitisk utilfredsstillende, at anklagemyndigheden, via det der er blevet kaldt anklagemyndighedens 'diskretionære frifindelsesadgang', reelt kan frikende ved at undlade at rejse tiltale i en situation som den foreliggende, hvor materialet på trods af en utilstrækkelig efterforskning er ganske tungtvejende.

Brugen af peberspray var uberettiget vold.
Det er vanskeligt at forstå, at både statsadvokaten og politiet kan skrive, at 'da B.K. ('spionen' fra Dansk Front som deltog i mødet i Café Oskar den 29. november - red.) har forklaret, at det skete i selvforsvar, hvilken opfattelse støttes af flere vidner, er det politimesterens skøn, uanset at B.K. selv bragte sig i situationen, at det vil være tvivlsomt, om en tiltale for vold vil medføre idømmelse af straf.'
For det første understøttes denne opfattelse ikke af 'flere vidner' på nogen substantiel måde. Det er højst en tendentiøs læsning af nogle af andengangs-afhøringerne, som kan skabe tvivl om dette. Denne tvivl vil vidneudsagn i retten formentlig kunne rette op på.
For det andet understøttes den heller ikke af B.K.`s eget vidneudsagn. I den første afhøringsrapport forklarer han: 'Da han kom tilbage fra toilettet, var der en person, som spurgte hvorfra han kom, og flere andre spørgsmål, blandt andet hvem han kendte i Ålborg. Afhørte havde nu lidt problemer med at forklare sig, hvilket gjorde personen mere mistænkelig, og han ville nu se id, hvilket afhørte afviste. Afhørte syntes nu ikke stemningen var ret god, og afhørte fornemmede, at de gik hen mod ham. Resolut trak afhørte en medbragt peberspray op af lommen og sprayede med den i en cirkelbevægelse.'
Her ses der intet konkret, som berettiger et voldeligt selvforsvar. I den anden afhøringsrapport (efter en nat i arresten) hedder det, at 'han pointerede, at han kun brugte pebersprayen i nødværge, da han følte sig truet. Det var i selvforsvar, fordi der stod tre personer meget tæt på afhørte, da han var afsløret.
Han tog pebersprayen, og sigtede med den efter de tre personers øjne, for på den måde at 'lamme' dem så han kunne komme væk og i sikkerhed. Det var rent selvforsvar. Straks han sprøjtede gas, trak personerne sig væk, og afhørte løb op ad trappen. - Han nægtede derfor sigtelsen om overtrædelse af straffelovens paragraf 244 ved at have sprøjtet peberspray i øjnene - det var ikke vold, men selvforsvar, så derfor nægtede han sigtelsen.'
Denne sekvens tilføjer intet substantielt om en trussel, som berettiger et voldeligt selvforsvar med et ulovligt våben. I bedste fald kan det læses, som om den sigtede lige havde fået et godt råd af sin advokat.

Den 29. november skete 'efter aftale' og 'med flere i forening'.
I sin afvisning af at rejse tiltale efter straffelovens paragraf 134 a siger Århus Politi med statsadvokatens opbakning: 'Det har kunnet lægges til grund, at der var samlet en del personer inde på Café Loco forud for urolighederne på Café Oskar, samt at fire til seks personer senere var inde på Café Oskar. Det har på trods heraf ikke været muligt at identificere de personer, der har været inde på caféen (Oskar, hk) og samtidig deltaget i urolighederne. Særligt bemærkes, at det ikke er muligt at godtgøre, at de personer, der rent faktisk er identificerede, også deltog i urolighederne inde på caféen.'
Dette er for det første i modstrid med afhøringsrapporten af S.H.J. (medlem af Dansk Fronts ledelse som deltog både i overfaldet den 29. november og 3. december - red.) , hvor det lyder: 'Døren blev på et tidspunkt åbnet, og kammeraten løb væk ad Mejlgade. Afhørte mente, at Hans Jørgen Vad forsøgte at holde døren, men døren blev skubbet op. Afhørte var én af de få personer, der kom ind i caféen.
Afhørte vil mene, at der var cirka fem personer inde i caféen. Afhørte vil ikke afvise, at nogle havde taget nogle T-shirts og smidt dem udenfor. Afhørte var fokuseret på trappen ned til kælderen. Han så ikke Hans Jørgen få slag eller spark, men han så, at det var nogle borde og stole der blev væltet. Kort tid derefter forlod de alle stedet og løb via snævringen væk.'
Afhørte var altså inde i caféen, og det interessante er, at han i afhøringsrapporten ikke afviser, at der skete et voldeligt overfald. Han siger blot, 'at han ikke så det' fordi 'han var fokuseret på trappen'.
Det afgørende for anvendelsen af straffelovens paragraf 134 a er ikke, om det konkret kan påvises, at en sigtet direkte havde 'en hånd med' i et konkret overfald eller hærværk, men om han var delagtig i det. Det kunne være interessant i en retssal, at høre afhørte forklare hvorfor han var så 'trappe-fokuseret', at han ikke så et voldeligt overfald i samme lokale inden for et par meters afstand?
I øvrigt er det også irrelevant for anvendelsen af straffelovens paragraf 134 a, hvor mange som var med inde på Café Oskar, for gaden udenfor er også et offentligt sted. Det er heller ikke relevant, om det direkte kan bevises, at 'der var en aftale om slagsmål eller grov forstyrrelse af ro og orden', da det er selve deltagelsen, der er belastende.
Derfor kan alle fem anholdte fra Café Loco efter min opfattelse tiltales ud fra denne paragraf. Meget tyder imidlertid på, at også den sjette, B.K., kan det. For trods hans påberåbelse af, at hans deltagelse i det antiracistiske møde var en spontan indskydelse, så modsiges det tilsyneladende i hans egen afhøringsrapport, hvor det fremgår, at 'de gik rundt i kvarteret 'et stykke tid' - måske en halv time, uden at afhørte tog mod til sig (min fremhævning, hk). Der var lys i Café Oskar, og han ringede på.'
Det forekommer helt uforståeligt, at han skulle gå rundt 'måske en halv time' for at 'tage mod til sig' til en spontan indskydelse.
S.H.J.`s deltagelse ved det andet overfald på Café Oskar den 3. december 2005 bør også kunne føre til tiltalerejsning. Ifølge hans eget udsagn skete det på følgende måde: 'Afhørte mødtes med sin kammerat fra København. De var cirka fire personer i alt, da de mødtes. De mødtes senere med flere personer, der havde været til et andet selskab. Afhørte vidste ikke, hvorfra ideen om at tage ned i Mejlgade kom.
De gik ned i Mejlgade, hvor der var én af personerne, der fik den indskydelse, at en cykel skulle smides ind gennem vinduet. Dette var næsten dømt til at mislykkes, da der er jerngitter for vinduerne. Der var ikke nogen nærmere plan om, hvorfor de skulle gå derned. Afhørte vil mene, at der har været mellem fire og ti personer fra København, som afhørte kender fra sin tid i København. Afhørte vil mene, at de fleste er med i Dansk Front.'
Som bekendt blev cafeens glasparti smadret denne aften. Det er uforståeligt, hvorfor politiet i Århus ikke ville lade dette komme for en domstol? Det er jo en ren tilståelsessag!

2. Århus Politi er part i sagen - og derfor inhabilt
Alene det at Århus Politi i to omgange har besluttet ikke at rejse tiltale, gør det uegnet til at være anklagemyndighed i sagen, hvis en anden instans beslutter, at sagen alligevel skal rejses.
Men derudover er der også substantielle og konkrete kritikpunkter af Århus Politis samlede håndtering af sagen. Samlet tyder det på, at Århus Politis ledelse er præget af en tendensiøsitet, som uvist af hvilke grunde er vendt mod det antiracistiske miljø og til fordel for højreekstremisterne i Dansk Front. Jeg vil i det følgende vise det i nogle hovedpunkter.

Politiets efterforskning - et generelt indtryk.
En gennemgang af politiets efterforskningsmateriale viser, at der lige efter overfaldet den 29. november blev iværksat en energisk og kvalificeret efterforskning, som modsvarer den høje prioritet, som politiet officielt tillagde opgaven og den syv mand store taskforce, der blev nedsat.
Allerede i samme uge anholdtes flere Dansk Front-folk, som alle tilstod at have været med ved Café Oskar den 29. november 2005, og der udfærdiges 42 rapporter.
Den 3. december 2005 sker der et nyt angreb på Café Oskar, der gav stor genlyd i offentligheden og i medierne, hvilket angiveligt førte til en fordobling af taskforcen (Jyllands-Posten 6. december 2005). Denne fordobling afspejler sig dog ikke i denne uges efterforskningsmateriale (med kun otte rapporter), men nærmest i en stærkt nedsat aktivitet uden dog at gå helt i stå.
Den 12. december 2005 afhøres den sidste Dansk Front-mand, nemlig ovennævnte S.H.J., som imidlertid også var den vigtigste, da han er med i ledelsen af Dansk Front. Han deltog både ved overfaldet den 29. november 2005 og den 3. december 2005, og erkendte som nævnt under afhøringen, at også de øvrige deltagere begge gange kom fra Dansk Front.
Århus Politi var hermed nået til et slags gennembrud i efterforskningen set i relation til straffelovens paragraf 244 og paragraf 134 a, og man kunne forvente, at efterforskningen ville blive speedet op. Det skete imidlertid ikke, for den efterforskning, som først tilsyneladende bremses op og taber tempo, går kort herefter helt i stå.
Efter den 12. december 2005 sker der i praksis ingen aktiv efterforskning, og den 14. december 2005 er kriminalinspektør Ole Madsen citeret i Århus Stiftstidende for, at det ikke er lykkedes for politiet, at finde nogle 'som vi kan knytte til hærværket (ved Café Oskar den 3. december 2005, hk). Sagen er uopklaret. Desværre.'
Tidligere citeres han samme sted for, at 'vi har efterforsket intensivt, men har for eksempel kun fået sparsomme oplysninger. Vidner i området har for eksempel ikke set eller hørt så meget, at vi kan fastslå noget. Heller ikke om gerningsmændene kommer fra det yderste højre.'
Dette er direkte usandt, jævnfør afhøringen af S.H.J. om hærværket den 3. december 2005. Her fremgår det tydeligt, at han selv og 'fire til ti personer fra København', som 'er med i Dansk Front' gik ned og smadrede cafeens glasparti med en cykel.
Det er uforståeligt og belastende, at politiet så åbenlyst benægter Dansk Fronts deltagelse i modstrid med sandheden. En formildende omstændighed kunne dog være, hvis det var et led i en efterforskningstaktik, hvor politiet bevidst slører, hvor langt de er kommet. Eller hvis det skyldtes en underordnet politimand, som ikke var ordentligt informeret.
At det ikke skyldes det sidste, blev imidlertid helt klart godt en måned senere, nemlig i et svar til Folketingets Retsudvalg den 19. januar 2006. Her slår politimester Jørgen Ilum nemlig fast, at 'efterforskningen af hærværksepisoden den 3. december 2005 har ikke godtgjort, at episoden har forbindelse med hændelsen den 29. november 2005, men en sådan sammenhæng kan på den anden side efter politimesterens opfattelse ikke udelukkes.'
Men politimesterens formulering udelukker også, at 'sløret' er et led i en efterforskningstaktik. For sandheden er, at der efter alt at dømme ikke sker nogen yderligere efterforskning efter den vigtige afhøring den 12. december 2005. Og dette bliver blot endnu mere uforståeligt, når det her fremgår, at 'afhørte' ikke ønskede 'at oplyse navnene på dem, som var med i Mejlgade pågældende aften', (gælder både den 29. november 2005 og 3. december 2005).
Det må være en politiopgave at fremskaffe disse oplysninger på anden vis. Derfor er det uforståeligt, at dette ikke gav anledning til yderligere efterforskning for eksempel en ransagning, inddragelse af pc-tårn, kortlægning af telefon-samtaler med videre som det skete med andre Dansk Front-anholdte i den uge, hvor der foregik en energisk efterforskning. Jeg vil først senere forholde mig til, at politiet ikke forsøgte sig med varetægtsfængslinger.
I et senere svar til justitsministeren bekræfter politimester Jørgen Ilum rigtigheden af ovennævnte citat fra Århus Stiftstidende den 14. december 2005, og bakker derved Ole Madsen op. Han skriver videre:
'I denne sag er der afhørt flere uvildige vidner, men der var ikke på udtalelsens tidspunkt (min fremhævning, hk) og blev ej heller senere bevismæssigt grundlag for at fastslå, hvem gerningsmanden/gerningsmændene var og derfor ej heller, om de tilhørte gruppen fra det yderste højre.'
Det fremgår dog ikke af sagsmappen, at der skulle være afhørt 'flere uvildige vidner' end ikke én. Derimod fremgår det tydeligt, nemlig fra et måske meget lidt 'uvildigt vidne', at de tilhørte Dansk Front, jævnfør at 'vidnet' var med i Dansk Fronts ledelse.
Med hensyn til 'udtalelsens tidspunkt' kan det oplyses, at den kom den 14. december 2005. Afhøringen af S.H.J. skete som bekendt den 12. december 2005. Så også dette er direkte usandt. Og som bevismæssigt grundlag burde det være fuldt tilstrækkeligt, at et medlem af Dansk Fronts ledelse siger, at det i begge tilfælde var Dansk Front-folk, som deltog.
Jørgen Ilum skriver videre: 'Der foreligger imidlertid en yderligere omfattende efterforskning (min fremhævning, hk), og på baggrund heraf kan det ikke godtgøres, at de to episoder har forbindelse med hinanden, men det kan på den anden side heller ikke udelukkes.'
Men problemet er som nævnt imidlertid, at der efter alt at dømme ikke skete nogen efterfølgende efterforskning. Den gik tilsyneladende helt i stå.
Spørgsmålet er så, hvorfor den gjorde det? For de efterforskningsmæssige muligheder var langt fra udtømte. Skyldtes det, at politiet fulgte et forkert efterforskningsmæssigt spor - eller skyldtes det simpelthen en politisk beslutning?
Når jeg her indskyder, at det kunne være en 'politisk beslutning', er det fordi, jeg som bistandsadvokat for en forurettet har det meget svært med at forstå meningen med denne presselinje fra politiets side. Kan det virkelig være rigtigt, at Århus Politi end ikke har overvejet konsekvensen af offentligt at meddele gerningsmændene, herunder Dansk Fronts medlemmer, at man ikke er på sporet af dem?
Men lad det ligge.

Payback-sporet, Hovedbiblioteket i Århus den 23. november 2005.
Et bestemt efterforskningsspor var politiets 'payback'-teori, nemlig at overfaldet den 29. november 2005 skulle være hævn for et modsvarende overfald, som angiveligt var sket udenfor Hovedbiblioteket i Århus den 23. november 2005.
Når politiets kraftige lancering af 'payback'-teorien af de forurettede den 29. november 2005 blev opfattet som provokerende, skyldes det, at det i den brede offentlighed kunne opfattes på den måde, at politiet mente, at det var disse forurettede, som stod bag ovennævnte overfald. Dette havde imidlertid intet på sig.
Man kan derfor spørge, hvorfor det kriminalretligt kan være så interessant, om overfaldet på Café Oskar den 29. november 2005 i Dansk Front-folks bevidsthed har en forbindelse med et eventuelt overfald ved Hovedbiblioteket i Århus den 23. november 2005? For det bør højst være relevant i relation til, hvem der kunne have et motiv, da det som bekendt ikke er sådan, at det ene overfald retfærdiggør det andet - selv ikke med en direkte sammenhæng - for det vil i givet fald være selvtægt.
Alligevel tillægger politiet dette spor stor betydning i pressen - og i det materiale, jeg som beskikket bistandsadvokat for forurettede har modtaget fra politiet, er der i hvert fald 58 rapportsider, der behandler spørgsmålet om, hvad der skete på Hovedbiblioteket i Århus den 23. november 2005.
Så sent som den 19. januar 2006, hvor efterforskningen for længst er afsluttet, henviser politimesteren til dette - få linjer efter, at han har afvist en sammenhæng mellem episoderne 29. november 2005 og 3. december 2005.
En gennemgang af politiets materiale viser imidlertid, at dette spor er så tyndt, at det forekommer ubegrundet, at politiet overhovedet tillagde det betydning. Det kan faktisk betvivles, om overfaldet overhovedet fandt sted.
Overfaldet, der angiveligt fandt sted 23. november 2005, blev officielt anmeldt fredag den 25. november 2005 klokken 14.47, men omtales allerede før dette tidspunkt af anmelderen på Dansk Fronts hjemmeside. Selve anmeldelsen gør det noget utydeligt, hvor alvorligt overfaldet har været?
Dagen før anmeldelsen 'forud-anmeldes' overfaldet imidlertid af en T.M.P., formentlig et medlem af Dansk Front. Dette burde skærpe politiets opmærksomhed om, der kunne være problemer med ægtheden af historien?
En afhøringsrapport den 30. december 2005 viser, at anmelderen på basis af hjemmesiden var blevet kontaktet af en mand fra Dansk Front, som 'var klar til at beskytte anmelder fysisk, hvis der skulle være problemer med venstrefløjen. Anmelder turde ikke oplyse telefonnummeret eller identiteten på den person, som kunne hjælpe'.
Fra afhøringsrapporten den 1. december 2005 fremgår det, at denne Dansk Front-mand 'havde opfordret ham kraftigt til at anmelde dette overfald'. Men også, at anmelderen ikke selv havde 'ønsket at anmelde overfaldet, men han turde ikke lade være, da han havde følt sig presset til det af Dansk Front. - Afhørte ønskede af frygt for repressalier ikke at oplyse identiteten på pågældende person (som havde presset ham til det, hk). - Afhørte fremstod som værende meget trykket af situationen, og var flere gange ved at bryde i gråd.'
Det er et problem, hvis en anmeldelse kun skyldes, at anmelder 'ikke turde lade være' på grund af 'pres' fra Dansk Front, og at anmelder ikke tør oplyse identiteten af den, der udøver 'pressionen' på grund af 'frygt for repressalier'. Der er imidlertid intet i materialet, som viser, at politiet overhovedet er opmærksomt på, at en 'falsk anmeldelse' kan være en mulighed, og gør anmelder opmærksom på dette.
Ej heller at denne mulighed har været efterforsket. Dette er ellers en legal mulighed, da strafferammen for dette giver mulighed for at lave telefontjek, som kunne fastslå identiteten af den anonyme Dansk Front-mand.
Dette har imidlertid ikke optaget politiet. I stedet brugtes der i dagene 25. november 2005 - 3. december 2005 mange ressourcer på at få yderligere bevidnelser af overfaldet ud fra tips, som tilsyneladende også kommer fra Dansk Front-folk. Ingen af disse kan imidlertid bekræfte noget.
Den 14. december 2005 står der i Århus Stiftstidende, at 'politiets efterforskning viser, at gerningsmanden skal findes på venstrefløjen. En mand fra Antifascistisk Netværk i hovedstaden har været i søgelyset, men der har ikke været oplysninger og andet materiale, der kan identificere en mulig gerningsmand.' Og kriminalinspektør Ole Madsen er citeret for, at 'vi har dog endnu ikke opgivet at komme til bunds i den episode'.
Dette med at 'politiets efterforskning viser!' skal dog tages med et gran salt. Formuleringen dækker over et enkelt anonymt tip (formodentlig også fra højremiljøet), som kaster mistanke på to identificerbare københavnere. Om der efterfølgende er sket en yderligere efterforskning af dette tip ses ikke i materialet.
Derimod findes der en klar direkte indikation af, at hele denne Hovedbibliotekshistorie var et Dansk Front-setup, nemlig følgende formulering fra sagens hovedperson, som 'fornemmede! at (Dansk Front-kontakten) ville have venstrefløjen til at fremstå (min fremhævning, hk) som voldelige.'
Det forekommer betænkeligt, at Århus Politi så ensidigt og ukritisk tilsyneladende promoverer et muligt Dansk Front-spin, som ikke bekræftes af politiets selvstændige efterforskning.

Venstrefløjens manglende samarbejde.
I forlængelse af ovenstående skal der knyttes en kommentar til politiets pressekritik af 'venstrefløjens manglende samarbejde.'
Den 7. december 2005 siger chefkriminalinspektør Allan Lund i Jyllands-Posten, at 'Det er politiets klare opfattelse, at de forurettede (min fremhævning, hk) har mere fokus på at komme i medierne, end i at sagerne bliver opklaret. I det hele taget har ingen af parterne været til at samarbejde med i sagerne, og det har ikke just gjort opklaringen lettere.'
En gennemgang af politiets materiale bekræfter imidlertid ikke denne opfattelse, hvilken også nedtones i Århus Politis svar til Folketingets Retsudvalg af 19. januar 2006.
Her hedder det: 'at baggrunden for udtalelserne er, at én af de personer, der var til stede i Café Oskar den 29. november, i forbindelse med den efterfølgende afhøring hos politiet flere gange tilkendegav (min fremhævning, hk), at sagen mere handlede om at få pressedækning end om at få sagen opklaret.
Den pågældende medbragte en cd til afhøringen med optagelse af episoden, men vedkommende ønskede ikke at udlevere cd'en til politiet, idet den pågældende havde lovet den til TV-2 til brug for et indslag samme aften. Politiet endte dog med at få en kopi af cd'en.' ('De forurettede' er nu blevet til 'én'.)
Denne forklaring understøttes imidlertid ikke af afhøringsrapporten, som intet nævner om 'god pressedækning' versus opklaringshensyn. Og om den 'medbragte cd' fremgår der følgende: 'Derimod kom der 'en tilfældig person' forbi kort efter overfaldet, som videofilmede, da gerningsmændene løb væk fra Mejlgade, og videre op ad en smal gade, som grænser op til Mejlgade. - Afhørte forklarede, at han havde gennemset sekvensen, som varer omkring to minutter Optagelserne er meget mørke, og det er vanskeligt at genkende nogle personer på filmen. - Han udleverede derpå en cd-skive, hvorpå sekvensen var brændt over på.' Altså ingen modvilje mod at udlevere 'den medbragte cd'.
Når det efterfølgende fremgår, at 'han ønskede ikke at oplyse, hvem der optog, eller hvem der er i besiddelse af råbåndet af optagelserne', er det jo noget helt andet, og det skyldes formentlig, at fotografen ikke turde stå frem.
Politiets eneste 'dokumentation' for påstanden om, at presseomtale gik forud for opklaringshensyn, er et notat, som er skrevet af en kriminalassistent den 22. december 2005, altså mere end tre uger efter afhøringen. Og efter Allan Lunds udtalelser til Jyllands-Posten og at Folketingets Retsudvalg spurgte ind til det den 18. december 2005.
Det kan undre, hvad et sådant efterrationaliserende notat har med efterforskning at gøre? Hvorfor indgår det ikke i efterforskningsmaterialet, hvis det har nogen værdi? Samt at omtalen af cd`en i afhøringsrapporten er i direkte modstrid med notatet. Hvilken version tillægger Århus Politi størst troværdighed?
Uvist af hvilke grunde nævnes dette notat ikke i svaret til Folketingets Retsudvalg 19. januar 2006, men først i et svar i Folketinget i august 2006 efter at Enhedslisten har spurgt ind til en dokumentation for Allan Lunds påstande om, at 'de forurettede' (som må betyde, at man mener, der er flere forurettede) hellere ville i medierne end have sagen opklaret.
Politimesterens august-svar slutter med følgende: 'Jeg skal understrege, at chefkriminalinspektørens udtalelser til Morgenavisen Jyllands-Posten udelukkende er foranlediget af den i notatet nævnte forurettedes holdning til efterforskning.'
Denne ene forurettede, som bor i København, blev via Allan Lund i Jyllands-Posten til 'Venstrefløjen i Århus'. Det burde politiet offentligt have korrigeret.

Ingen varetægtsfængslinger.
I min oprindelige klage forholder jeg mig ikke til spørgsmålet om varetægtsfængslinger, da den var stilet til statsadvokaten med henblik på en ændring af politiets afgørelse og en genoptagelse af sagen.
Men man kan undre sig over, at politiet ikke har forsøgt at foretage varetægtsfængslinger under efterforskningen. Man kan konstatere, at det manglende forsøg på varetægtsfængslinger ikke skyldtes, at politiet tillagde opklaringen ringe vigtighed, for ifølge politimester Jørgen Ilums udtalelser til Jyllands-Posten den 1. december 2005, var dette ikke et 'almindeligt værtshusslagsmål. Her er tale om en nøje planlagt aktion, og det bekymrer os. Derfor har vi sat en del ressourcer ind på at finde ud af, hvad der er foregået. I den sammenhæng er det klart, at vi også samarbejder med Politiets Efterretningstjeneste.'
Som det fremgår, var PET involveret, og der blev umiddelbart efter nedsat en 'task-force' på syv politifolk, som blev fordoblet til 14 efter det andet overfald på Café Oskar den 3. december 2005. Men som nævnt forsøgte politiet sig ikke med varetægtsfængslinger, og i et svar i Folketinget gives der følgende begrundelse for det:
'I forbindelse med disse anholdelser blev det overvejet, om betingelserne for varetægtsfængsling var opfyldt. Det var de efter min opfattelse helt klart ikke. Mistanken for overtrædelse af straffelovens paragraf 134 a var ikke tilstrækkeligt begrundet.
Mistanken for overtrædelse af paragraf 244 i forbindelse med anvendelsen af peberspray var muligvis tilstrækkeligt begrundet, men de øvrige fængslingsbetingelser var ikke opfyldt, blandt andet fordi sigtede delvist redegjorde for det faktiske forløb.'
Dette er jo helt uforståeligt jævnfør ovenstående citat fra Jyllands-Posten. Særligt formuleringen om, at mistanken om at anvendelsen af peberspray muligvis var tilstrækkeligt begrundet, kan næsten få én til at trække på smilebåndet, for det havde gerningsmanden jo selv tilstået. Så dette er helt uforståeligt og uden relation til Retsplejelovens paragraf 762.
Af denne fremgår det, at betingelsen for at varetægtsfængsle en sigtet dels er, at der er 'en begrundet mistanke' om at denne har begået noget ulovligt, som har en strafferamme på halvandet år og derover. Dette var til fulde opfyldt, da strafferammen for straffelovens paragraf 134 a er halvandet år og for paragraf 244 hele tre år. Og politiet sigter ikke folk, uden at der er mistanke.
Langt vigtigere er derfor de tre følgende betingelser, hvoraf blot én skal være opfyldt. Af retsplejelovens paragraf 762, stk. 1, nr. 3, fremgår, at hvis der 'er bestemte grunde til at antage, at sigtede vil vanskeliggøre forfølgningen af sagen, navnlig ved at fjerne spor eller ved at advare eller påvirke andre'.
Da straffelovens paragraf 134 a netop handler om, at have 'handlet efter aftale eller flere i forening' på en strafbar måde, forekommer det meget tænkeligt, at en afhørt efterfølgende ville prøve at afstemme sin forklaring med en andens.
Dette forholder Århus Politi sig ikke til. For som det fremgår af politimesterens svar, mener han netop, at der ikke var grund til en varetægtsfængsling fordi 'sigtede delvist redegjorde for det faktiske (min fremhævning, hk) forløb.'
Lad os springe over formuleringen med det 'delvise'. Men hvordan kan Århus Politi vide, i hvilket omgang han redegjorde for det faktiske forløb. Har politiet en facitliste eller en drejebog over dette? Eller var det ikke netop dette, som efterforskningen skulle klarlægge?
Sammenfattende er det min opfattelse, at politiet/anklagemyndigheden - sagens vigtighed og betydning taget i betragtning - burde have rejst tiltale mod én eller flere personer, hvorefter retten måtte have afgjort skyldspørgsmålet. Dette siges også i lyset af rigtig mange års konstant arbejde som forsvarer i større og mindre straffesager, hvor en situation som den foreliggende efter min opfattelse normalt ville have ført til tiltale.
Jeg skal derfor anmode ministeren om at overveje at pålægge rigsadvokaten/statsadvokaten på ny at overveje sagen - idet jeg gerne ønsker hver del af ovenstående redegørelse konkret kommenteret af anklagemyndigheden.

Overskrift er indsat af Arbejderen