Jeg har svært ved at beskrive hvad jeg føler, når jeg dagligt bliver mødt af et sandt inferno af skrald i København

af Bodil Ferlov, København
Lige fra det øjeblik hvor jeg fra min ejendom træder ud på gaden, og til jeg igen går ind i en privat bygning, bliver jeg bombarderet med byens mange ansigter og krydderier, og desværre også med indtryk af den massive mængde af affald, som hober sig op i København og omegn.
Frustration, tristhed og væmmelse indgår i det register af følelser, jeg gennemlever, når jeg på gader, i parker, langs togstrækninger, i vandkanten af søer og havet ser affald, som ligger i byens åbne sår. Det er næsten, som om byen er syg, og at der fra jordens indre vælter møg ud, som så får lov at blive liggende, indtil alle organiske forbindelser er opløste, og alt, som ikke kan opløses, er blæst væk.
Nogle gange bliver jeg bange og forskrækket over skraldet, som forleden dag, da jeg var på vej hjem fra Nordhavn Station. Jeg lagde på gå-turen mærke til, hvor meget skrald der ligger på det indhegnede areal, som støder op til banen og stationen, og troede et øjeblik, at der lå rester fra et afdødt menneske, for iblandt alt det andet skrald, så jeg en stor knogle. Da jeg kom tættere på kunne jeg se, at genstanden var for stor til at være af menneskelig herkomst, men at der måtte være tale om en knogle fra en ko eller et andet større dyr.
Jeg undrede mig over, at området på det nærmeste får lov til at ligne en gravplads og kom i tanke om at kigge efter en dato på en gammel avis, som lå i nærheden. Avisen var over seks måneder gammel, og jeg fik således konstateret, at der ikke var blevet rengjort på området i en lang periode.
Det, at der bliver smidt skrald, er en kompleks problemstilling, for der rejser sig mange spørgsmål i forbindelse med at anskue situationen. Hvorfor smider folk noget 'væk'' når der faktisk ikke findes noget 'væk'? Er vores fælles ansvar for miljø ved at svinde bort for at blive overtaget af den egoistiske trang til at vise fællesskabet, at man ikke behøver at dele dette ansvar?
Problemets omfang er efter min mening voldsomt og bliver tilsyneladende ikke mindre med tiden. Der er ikke mange røster, der i offentlighed tør at prikke hul på bylden, for ansvaret er svært at placere. Både borgere og samfund er en del af problemet, men så sandelig også løsningen, så hvem bør tage ansvaret?
Vi lever i en avanceret verden; vi kan kurere alverden sygdomme, rejse til månen og udforske fjerne himmelstrøg, men vi kan ikke finde ud af at begrænse restprodukterne fra vores ødsle livsstil. Det må simpelthen kunne gøres på en bedre og mere ansvarlig måde via genanvendelse, nytænkning og teknologi.
Jeg skammer mig over at vide, at turister fra den store verden og fra andre dele af landet skal komme til hovedstaden og se dette svineri.
Hvis vi som by og land skal tiltrække andet end rotter, kakerlakker og andre skadedyr, så skulle vi måske til at afse midler til at forbedre situationen.
Den umiddelbare løsning er at fjerne skraldet, mens man på længere sigt, ad politisk vej, kunne prøve at bestræbe sig på at reducere den voldsomme mængde af affald i det danske samfund.
Hvem vil tage ansvar?