12 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Afghanistan - en ny dødsfælde

Afghanistan - en ny dødsfælde

Tirsdag, 17. april, 2007, 00:00:00

Den eneste sikre vej er at støtte en økonmisk udbygning af landet, så der bliver råd til skoler og udvikling af et videnssamfund. Den nuværende kurs betyder krig i al evighed

af Bjarne Gårdsvoll, København V
Glæden over tilbagetrækningen af de danske tropper fra Irak lader til at blive kortvarig. For i samme åndedrag erklærer regeringen, at så snart soldaterne er hjemme, vil det danske engagement i Afghanistan blive styrket.
Hvad har vi så vundet? Unge danske liv vil stadig blive ofret i en krig langt fra Danmark. Situationen i Afghanistan er anderledes end i Irak, fordi det her er NATO, som leder de militære operationer, og vi har den tort at være medlem af organisationen.
Begge steder hævder krigstilhængerne, at væbnet magt er et nødvendigt onde for at standse terrorismen og skabe demokrati. Men for det første er en besættelse ikke gavnlig for en demokratisk udvikling og bekæmpelse af terrorbevægelser.
Tværtimod vil besættelsen af Afghanistan være en del af problemet nøjagtig som i Irak. Det fremgår af talebanernes øgede tilslutning samt de øvrige modstandsbevægelser, som er opstået i takt med optrapningen af den militære tilstedeværelse.
Fremmedvælde vækker afsky hos ethvert folk, og demokrati siger ikke en afghaner noget. De er vant til at adlyde deres klanledere, og deres historie fortæller dem, at fremmede invasionshære aldrig ville dem noget godt.
Afghanerne er godt klar over deres lands strategiske beliggenhed, det grænser op til fremtidens supermagter og enorme olieresurser. De er overbeviste om, at USA`s oliemilliardærer ønsker at overtage disse forekomster.
Forberedelserne er i gang både i Irak og Afghanistan. Allerede i dag går der en olieledning gennem landet til Kina fra Turkmenistan, og amerikanske selskaber har prøvet at tilegne sig lignende koncessioner.
Det er en illusion, at terrorismen kan bekæmpes ved at føre krig mod nationale bevægelser. Tværtimod skaffer det Osama bin Laden flere tilhængere og flere modstandere af Vesten over hele den muslimske verden.
Den eneste sikre vej er at støtte en økonmisk udbygning af landet, så der bliver råd til skoler og udvikling af et videnssamfund. Den nuværende kurs betyder krig i al evighed. Der er 1,3 milliarder muslimer i verden, og de står sammen, så Vesten kan ikke vinde den krig. For os i Danmark er Afghanistan en ny dødsfælde.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. apr. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp