Med kommunalreformen fik regeringen nedskrevet velfærden til under middel. VCO regelstrammede og centraliserede den offentlige service, så behovet for at privatisere fremelskes ligesom af sig selv, en dumsmart løsning på minimalstaten, mens de sociale forbedringer næppe foreløbig når den tidligere standard

af Per Diepgen, Horbelev
Der er blevet givet og taget i overensstemmelse med borgerlig ideologi, og nu viser reaktionerne i kommunerne, at lavmålet er indfriet, så yderligere marginalisering vil stramme skruen over gevind. Den opbremsning kalder regeringen en kvalitetsreform, altså en kvalificering af nogle standardforringelser, der skal glide ned med den gammelkendte liberalistiske medicin.
Nu kan kommunalpolitikerne få lov til selv at disponere inden for den fastlagte økonomiske jernring og her frit flytte om på midlerne mellem børneomsorg og ældrepleje, et signal, som Venstres egne kommunalpolitikere hilser med forståelse som en borgerlig fremtidssikring.
Endnu knager regeringssamarbejdet kun i enkelte sager (skat og indvandring), men vil blive genetableret, sålænge Dansk Folkeparti sørger for den snævre parlamentariske magt.

Venstre og den jævne mand
Venstre har imidlertid før haft statsministre, som førte landet ud i storpolitisk uføre. Peder Tabor skrev i en kronik i Socialdemokraten august 1933 om Madsen-Mygdal således: 'Han stod, da han gik, akkurat hvor han stillede sig, da han kom i 1920. Men jorden havde drejet sig under ham, verden forandret sig indtil ukendelighed.
Den samme venstrebondestand, som kårede ham under råb om tilpasning, om frit valg, om befrielse for alle statsindgreb og reguleringer, råber nu ved hans bortgang på statsforanstaltninger, reguleringer, planøkonomi på alle landbrugets produktionsområder.'
Madsen-Mygdal blev, da arbejdsløsheden satte ind, afløst af Stauning, men Venstre blev næsten sprængt med landbosammenslutningen LS, der snart fik et tilhørsforhold til nazismen ligesom store dele af Konservative.
Her på Lolland-Falster optrådte grev Knuth, ligesom Knud Bach i Jylland, under hagekorset og holdt foredrag om de nye store tider for Danmark. Denne ridefoged fra et godsejerskab, der siden er gået fra kaktus til dyrepark, ville have Christmas Møller til at 'feje al den demokratisk-parlamentariske forsumpning og råddenskab ud'. Ro og orden måtte sikres, sagde den konservative Pürschel og doktor Pio: 'Derfor er det netop nu begyndt at gå op for den jævne mand, hvor meningsløst det er at give den, der lever af det offentlige, samme ret til deltagelse i statsstyrelsen, som lederen af en bedrift, der beskæftiger tusinder.'

Opdatering
I begyndelsen af 1940`erne lykkedes det mange anti-parlamentarikere, der sammensluttedes i det daværende Dansk Folkeparti, og hvis mål var at udmanøvrere venstrefløjen, sammen med den ekstreme højrefløj at sparke Aksel Larsen, Christmas Møller og Hans Hedtoft ud af det aktive folketingsarbejde (Aksel Larsen, som bekendt, ved den grundlovsstridige kommunistlov).
Opdateringen står i dag Dansk Folkeparti for, når partiet kalder dele af venstrefløjens politik under Den kolde Krig for konspirationsvirksomhed, ja, endog landsforræderi. Hvad skal vi kalde Irak-krigen?
Læg venligst mærke til regeringens vending 'den jævne mand' eller Søren Krarups 'den brave mand', for med disse jævne, brave folk forstås de andre, dem i bunden, der vil trække sig selv op ved hårene, blot de borgerlige virksomhedsledere og investorer får nogle tilskud, lettelser og lønforhøjelser. Regeringen vil i den kommende tid slå om sig med positive slagord hentet fra den liberale reservefond og tale forstående og overbærende om 'anstændighed for de ganske almindelige mennesker'.
Måske danskere fra tidernes morgen talte to forskellige politiske sprog, eftersom venstrefløjen altid har sat pris på frihed og folkestyre og indimellem har måttet kæmpe imod højrefløjen for at opnå frihed og folkestyre, så lad os ligesom i 1930`erne se, hvad ordene dækker over.