Forhandlingerne om OK 2007 er nu færdige, og forhandlingsresultatet bliver i disse dage sendt ud til afstemning
fra SF Storkøbenhavn`s faglige gruppe
Der har fra arbejdspladserne været krav om markante lønforbedringer. Disse krav bunder i, at Danmark i det seneste årti har oplevet en historisk økonomisk vækst. Virksomheder med million- eller milliardoverskud og en privatøkonomi, drevet af en eksplosiv friværdi, har med rette skabt forventninger om, at tiden nu er kommet til mærkbare lønstigninger for den menige lønmodtager.
På den anden side har vi haft arbejdsgiverne og den borgerlige regering, som - for at holde fast i den tårnhøje profit - har manet til besindighed.
De resultater, som er blevet præsenteret, har været skuffende. Der har været tale om meget små stigninger. Disse stigninger er ikke på nogen som helst måde noget, der vil løfte lønmodtagerne op på det niveau, som det øvrige samfund har oplevet.
Det er en forudsætning for klassekampen, at vi har en fagbevægelse, der tør stille krav og tage de nødvendige konsekvenser, når de ikke bliver mødt.
Forhandlerne skal have ros for, at man har taget fat i problematikken omkring de uorganiserede arbejdere. Der findes en gruppe på arbejdsmarkedet, som mener, at det er i orden at lade deres kollegaer betale for deres forbedringer. Denne dybt usolidariske adfærd er et kæmpe problem for fagbevægelsen, og det er på tide, at man for alvor tager fat i problemet.
Fritvalgsordningen er en meget farlig vej at begive sig ind på. Umiddelbart er det noget, som for mange lyder tilforladeligt. Man kan dog sagtens forestille sig, at der bliver proppet flere og flere kroner over i denne ordning med tiden, og det vil dermed udvande eventuelle prioriteringer fra de faglige organisationer.
Arbejdsgiverne har ønsket mere fleksible arbejdstider, og det har de fået. Det er især muligheden for på nogle områder at fravige overenskomstmæssige arbejdstidsregler, som er helt uacceptable. Retten til et forudsigeligt arbejds- og dermed familieliv bør der værnes om.
På denne baggrund mener SF Storkøbenhavn`s faglige gruppe, at forliget er utilstrækkeligt og derfor bør forkastes.
Vedtaget på SF Storkøbenhavns faglige gruppes generalforsamling 11. april.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278