Med de mange fængslinger på et yderst spinkelt, for ikke at sige ikke-eksisterende, mistankegrundlag er der sket et markant skred i retssikkerheden. Den største taber ved Ungdomshusets rydning ser ud til at blive retssystemet

fra ni forsvarsadvokater
Retsopgøret efter besættelsen fik et så uværdigt forløb, at en fremtrædende højesteretssagfører dengang betegnede det som 'et juridisk galehus'.
Et stort antal af de varetægtsfængslinger, der fulgte i kølvandet på de voldelige uroligheder i forbindelse med Ungdomshusets rydning, foregik på en sådan måde, at det efter vores opfattelse igen er berettiget at anvende begrebet 'juridisk galehus'. Det vil vi gerne begrunde i dette indlæg.
Vi er alle advokater og har som forsvarere i alt repræsenteret cirka 80 personer, der blev anholdt i forbindelse med optøjerne forskellige steder i byen.
Den voldelige adfærd, der af nogle blev udvist i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset, er selvsagt klart uacceptabel, og politiets indsats i forbindelse hermed var helt i orden. Politiet er berettiget til at anholde enhver, der er til stede i forbindelse med voldsepisoder, og som kan mistænkes for strafbar deltagelse. Dette mistankegrundlag skal ikke være specielt bestyrket, politiet har ikke altid tid til at sortere, når brostenene fyger.
Problemet for retssikkerheden opstod i forbindelse med varetægtsfængslingerne. Et er at anholde en person, en anholdelse kan kun opretholdes i 24 timer. Noget andet er at fængsle en person, før retten har afgjort, om han er skyldig eller ej, det vil sige varetægtsfængsle ham.

Alvorligt indgreb
Dette er et meget alvorligt indgreb i ens personlige frihed, familieliv, arbejdsliv etc. Derfor kan det kun ske af en dommer, og kun hvis der er en begrundet mistanke om, at netop den person har udøvet eller medvirket til voldshandlingerne. Politiet skal producere beviserne for mistanken til dommeren, men i mange af disse sager bestod dette 'bevis' blot i en henvisning til en politirapport, hvor en betjent havde noteret, at alle anholdte havde medvirket til stenkast etc.
Man havde ikke undersøgt de sigtedes forklaring, mange havde beviser på sig i form af mobilfotos, sms'er, kvitteringer etc., der modbeviste, at de havde været voldelige, men bare havde været til stede eller i nærheden. Alligevel så dommerne i meget vidt omfang væk fra dette, men begrundede mistanken med helt generelle politirapporter.
Det er imidlertid ifølge højesteretspraksis et krav for domfældelse for medvirken til strafbare handlinger under lignende masseuroligheder, at det kan godtgøres, at den enkelte med sikkerhed har tilsluttet sig gruppen af voldspersoner og klart kan udskilles fra gruppen af tilskuere til en demonstration, uanset om denne sidste gruppe er løbet væk sammen med stenkasterne og lignende personer. Det er ikke nok, at man bare var til stede.
Vi gør gældende, at domstolene i vidt omfang fængslede personer, blot fordi de var til stede, hvor der fandt voldshandlinger sted, også selv om det i mange tilfælde kunne godtgøres, at de sigtede var helt passive, fanget mellem politi og voldelige demonstranter eller lignende. Vi giver nogle eksempler i det følgende, som desværre kun kan dække en brøkdel af sagerne.

Fængslet trods beviser på uskyld
En yngre pige med fast ansættelse som rentegner på en avis, havde deltaget i den anmeldte, lovlige demonstration, der startede klokken 17.00 den 1. marts. Demonstrationen udartede sig pludselig voldeligt, da et antal delvis maskerede personer begyndte at smide sten efter politiet. Demonstrationen blev derefter erklæret opløst af politiet.
Politiet 'lukkede' den forreste del af demonstrationen af ved en 'knibtangsmanøvre' og anholdt en stor del af de personer, der befandt sig i 'knibtangen' mellem to rækker af politibiler, herunder pigen. Det hele blev optaget på video og vist i retten.
På videoen fremtrådte hun tydeligt sammen med en gruppe af mennesker, der stod helt stille op ad en kirkegårdsmur væk fra de stenkastende, for som hun sagde, hun kunne ikke komme væk på grund af de flyvende brosten, hun var meget bange og havde intet gjort. Hun og en stor del af de andre, der stod op ad muren, blev varetægtsfængslet med den begrundelse, at de havde opholdt sig i de forreste linjer, hvor nogen kastede sten.
Og dermed var der altså en begrundet mistanke om, at hun havde gjort sig skyldig i medvirken til vold trods de klare videooptagelser af hende. For der stod jo i en politirapport, at alle de anholdte havde kastet med sten. Hvilket videoen modbeviste.
Under samme aktion blev en 31-årig italiensk forskningsingeniør, ansat i en dansk international virksomhed, anholdt. Han var på vej hjem fra arbejde. Han kendte intet til Ungdomshuset, men hørte på vej hjem i toget fra en kollega, at der var demonstrationer på Nørrebro. Var nysgerrig, stod af på Nørrebro Station. Gik i en bank og hævede lidt penge, gik på en cafe og derefter ned ad Nørrebrogade. Han mødte politiets vogne lige før Sjællandsgade og fik lov at gå forbi på fortovet mod Assistens Kirkegård.
Næsten samtidig fangedes han af 'knibtangen' og blev anholdt. Han fremstod som yderst velklædt og seriøs i retten, og der var intet, der tydede på, at han havde deltaget i noget ulovligt. Han havde selvsagt ikke forstået, at der på dansk blev råbt, at demonstrationen var opløst. Han blev - som en af de meget få - løsladt af byretten, men fængslet af landsretten, der hverken har set eller talt med ham, eller nogen af de andre fængslede os bekendt. Begrundelsen kendes endnu ikke.

Flere groteske eksempler
Et andet eksempel på anholdelse af en gruppe efter en 'ruse-aktion' er anholdelse af en gruppe mennesker i Fynsgade. Politiet havde konstateret, at en større gruppe sort- eller mørkklædte personer byggede barrikader i Prinsesse Charlottes Gade, og politiet valgte at bringe det til ophør ved at omringe stedet.
Rusen blev sat op, så Prinsesse Charlottes Gade var spærret i begge ender og sidegaden, Fynsgade, blev også afspærret, hvorefter politiet rykkede frem og anholdt 12 i Fynsgade!
Det første problem var, at seks af de anholdte ikke var sort- eller mørkklædte. De havde lyst tøj, men det afholdt ikke politiet, der indtil da løb efter sort- og mørkklædte, i at erklære, at de var 'helt sikre' på, at de anholdte kom fra Prinsesse Charlottes Gade.
En af de anholdte har dokumenteret - ved billeder optaget - at han var et helt andet sted, men han blev først løsladt efter tre dages yderligere tilbageholdelse (tre gange 24 timer).
En af de anholdte bor i Fynsgade og var gået efter mad med tre kammerater. Da de på hjørnet af Nørrebrogade så bål og blå blink, vendte de om for at gå hjem, men kun den ene nåede opgangen. Tre blev anholdt. Deres forklaringer var helt identiske og stemte med, hvad den fjerde og en, der blev i lejligheden, har kunnet fortælle, men de tre er fortsat varetægtsfængslet (indlægget er skrevet i starten af marts - red).
To andre var kørt fra en universitetsfest ned for at spise på et kebabsted, hvilket blev dokumenteret af udskrift fra banken af køb det pågældende sted. Deres forklaringer var identiske i detaljen. Da de havde spist og var på vej efter deres cykler, der stod i Fynsgade, blev de anholdt - og nu er de varetægtsfængslet.
Vi har som nævnt massevis af tilsvarende episoder, hvor helt igennem normale, fredelige unge mennesker er blevet varetægtsfængslede. Studerende, personer med fast arbejde, enlige mødre og så videre.

Skred i retssikkerhed
Med de mange fængslinger på et yderst spinkelt - for ikke at sige ikke-eksisterende - mistankegrundlag er der sket et markant skred i retssikkerheden. Bølleoptøjer, vold og hærværk er selvsagt uacceptabelt og skal bekæmpes af politi og domstole.
Det har været ekstraordinære dage med meget voldsomme episoder, vi har oplevet. Men det er netop under ekstraordinære omstændigheder, retssystemet skal stå sin prøve, uanset pres fra politi, politikere og befolkning. Der må ikke slækkes på de retsgarantier, en sigtet har i forbindelse med det mest voldsomme indgreb, staten kan udsætte ham for her i landet, at blive berøvet sin frihed. Det er imidlertid lige præcis det, der er sket ved de mange fængslinger uden et ordentligt grundlag, så den største taber ved Ungdomshusets rydning ser ud til at blive retssystemet.

Underskrevet af advokaterne Sysette Vinding Kruse, Manfred W. Petersen, Helle Lokdam, Hanne Rahbæk, Finn Bachmann,Stefan Reinel, Jakob Arrevad, Carsten Fentz og Ulrik Rasmussen.

Bragt i Politiken den 8 marts. Mellemoverskrifter indsat af Arbejderen.