Regeringens skattestop er med til at forringe velfærden i Danmark
fra Lager, Post & Servicearbejdernes Forbund
Det danske velfærdssamfund bygger på de kollektive overenskomster.
Et velorganiseret og overenskomstdækket arbejdsmarked sikrer arbejderne ordnede løn-, arbejdsmiljø- og arbejdstidsforhold.
Regeringens skattestop er med til at forringe velfærden i Danmark.
I disse år sættes det danske aftalesystem under pres. Bag dette pres står kyniske arbejdsgivere, der spekulerer i import af billig arbejdskraft. Samtidig ser den borgerlige regering igennem fingre med, at 'østaftalens' bestemmelser tilsidesættes, og at der dagligt sker lovovertrædelser. Det betyder, at tusindvis af arbejdere fra Østeuropa arbejder og bor under slavelignende forhold.
EUs udstationeringsdirektiv øger presset på de kollektive løn og arbejdstidsbestemmelser.
Om kort tid behandler EF-domstolen den såkaldte Vaxholm sag. Sagen er indbragt af en lettisk arbejdsgiver med påstand om, at den svenske fagbevægelse bryder EU retten ved at aktionere for at få tegnet en overenskomst hos den lettiske arbejdsgiver. Den svenske arbejdsgiverforening vejrer morgenluft og støtter den lettiske arbejdsgiver.
Får arbejdsgiverne medhold ved EF domstolen er også det danske aftalesystem i alvorlig fare.
Forsøger EF-domstolen eller andre EU-institutioner at undergrave retten til at indgå kollektive aftaler eller retten til at tage kollektive kampskridt, vil vi tage de nødvendige skridt til at forhindre dette.
Dansk fagbevægelse må forsvare den danske aftalemodel og bekæmpe forsøg på at indføre minimumsoverenskomster ved lov.
Vi står fast på, at det danske aftalesystem respekteres.
Når Anders Foghs regering taler om 'kvalitetssikring' af velfærden, mener den det modsatte. Gennem for eksempel skattestop og kommunalreformen har den sat sig i spidsen for at afvikle kollektive velfærdsordninger gennem nedskæringer, privatiseringer og udliciteringer.
LO-ledelsen svigter velfærdskampen og fagbevægelsens medlemmer ved at medvirke til en aftale med regeringen om kvalitetsvelfærd. Dette tjener kun til at forlænge den borgerlige regerings levetid.
En kvalitetssikring af velfærden kræver fjernelse af den borgerlige regering.
Vi er overbevist om, at udviklingen kan vendes gennem skabelsen af en bred folkelig alliance.
Herigennem kan der skabes et parlamentarisk alternativ til den borgerlige regering, der også bygger på respekt for fagbevægelsens værdier og på krav om udbygning af den kollektive velfærd.
Vi er parate til at rejse krav i velfærdskampen og mener, at følgende står centralt,
- At de ældre får ordentlig pleje og en værdig alderdom.
- At daginstitutionerne bliver bedre og billigere.
- At uddannelsessystemet forbedres på alle niveauer.
- At dagpengene, kontanthjælpen og de sociale ydelser hæves mærkbart.
- At sundhedsområdet bliver tilført flere ressourcer.
- At den kollektive trafik udbygges.
- At der sættes en stopper for privatisering og udlicitering af den offentlige sektor.
Vi ønsker en stor og velfungerende offentlig sektor.
Vedtaget på generalforsamling 16. april.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278