12 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Strejke for arbejdsvilkår

Strejke for arbejdsvilkår

Torsdag, 26. april, 2007, 00:00:00

Vi forstår fuldt og helt, hvorfor de strejkende lærere ikke ønsker at dele arbejdsforhold med os

fra lærernes tillidsrepræsentanter i Handelsskolernes Lærerforening
Lærere på VUC og SOSU-skoler er i strejke, fordi Finansministeriet vil tvinge dem på arbejdstidsaftaler, der svarer til handelsskolernes.
Lad os sige det så klart, vi kan: Vi forstår fuldt og helt, hvorfor de strejkende lærere ikke ønsker at dele arbejdsforhold med os. Siden 1999 har vi nemlig smagt skiftende finansministres gryderet af fleksibilitet og effektivitet via lokalt aftalte arbejdstidsaftaler. Resultatet er nedslående. Alt for mange steder har skolernes dårlige økonomi presset ledere og lærere til aftaler, der både forringer arbejdsmiljøet og kvaliteten i undervisningen.
At lade lærernes arbejdsforhold - og dermed kvaliteten af undervisningen - hænge så snævert sammen med den enkelte skoles økonomiske grundlag er ganske enkelt uacceptabelt. Derfor stillede vi - som det eneste aftalekrav - krav om forbedrede centrale arbejdstidsregler i 2005.
Kravet blev blankt afvist af Finansministeriet, og i dag ser vi hvorfor: Alle lærere skal på sigt have lige dårlige vilkår.
Al snak om behovet for øget fleksibilitet er rent hykleri. Den eneste fleksibilitet Finansministeriet i virkeligheden ønsker, er muligheden for at lade de ansatte betale, når de økonomiske tommelskruer på skolernes økonomi bliver strammet.
Der er intet i centrale arbejdstidsaftaler, der forhindrer fleksibilitet, hvis de er begrundede i pædagogiske eller undervisningsrelevante forhold. Dem er vi altid parate til at diskutere.
Men ikke med pistolen for panden, hvis en skoles økonomiske grundlag skrider på grund af manglende bevillinger eller forkerte dispositioner - sådan som situationen på erhvervsskolerne er i dag.
Vi støtter og bakker op om de strejkende kolleger på VUC og SOSU-skoler. Lærerne på disse skoler er blevet prøveklud for overenskomstforhandlingerne i 2008, og derfor er det vigtigt for alle undervisere, at Finansministeriet ikke får held med deres forehavende.
Tro os, for vi ved nøjagtig, hvad det kan føre med sig.

Vedtaget på landsmøde den 20. april

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


26. apr. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp