Lidt forenklet sagt, så var velfærdsstaten og de gradvist bedre leveforhold det, som den fredelige arbejderbevægelse opnåede til gengæld for at opgive sit socialistiske projekt. I dag kan vi konkludere, at det var en kortsigtet sejr under helt særlige historiske omstændigheder

Velfærdsstaten og magten i samfundetaf Asbjørn Wahl
Der findes i øjeblikket mange brandvarme debatter om velfærdsstaten, eller den europæiske sociale model (1), som den ofte bliver kaldt på dette kontinent. I vores del af Europa kalder vi den for den nordiske model. Det er en velfærdsmodel som af mange mennesker over hele verden bliver set som den mest udviklede version af velfærdsstaten.
I dag med nyliberalismens herredømme, er der blevet sat spørgsmålstegn ved velfærdsstatens rolle på mange punkter. Fagforeninger, sociale bevægelser og andre kæmper for at forsvare den noget uklart definerede europæiske model. På grund af den folkelige opbakning er hyldesttaler til denne sociale model også blevet en central del af den politiske retorik over hele linjen. Så ikke overraskende lanceres nyliberale angreb mod de sociale sektorer fra EU kommissionens, nationale regeringers, eller fra politiske partiers side oftest som en måde at sikre den europæiske sociale models eksistens i fremtiden.
Vi oplever også at mange arbejderorganisationer i syd såvel som venstrehældende politikere (for eksempel præsident Lula i Brasilien) er interesserede i at importere denne model til deres lande. Fagforeninger og politiske partier, i særdeleshed socialdemokratiske partier, fra nord er lige så ivrige efter at eksportere deres succesfulde sociale model, og de bruger mange ressourcer på at overføre deres erfaringer til syd. Social fred, trepartsforhandlinger og klassesamarbejde bliver fremmet som centrale metoder til at opnå velfærdsstaten.
Disse forskellige debatter karakteriseres ofte ved at være en simplificerede. Sociale velfærdsgoder eller hele velfærdsstatens koncept bliver diskuteret uafhængigt af deres sociale og historiske herkomst og de magtforhold, der muliggjorde velfærdsstaten. Hvis vi virkelig vil have fat i potentialet og perspektiverne for velfærdsstaten, er en dybere og mere grundig analyse og forståelse af denne specifikke sociale model altafgørende.

Velfærdsstatens politiske økonomi.
En eller anden form for sociale ydelser (sundhed, uddannelse, social sikkerhed) vil uundgåeligt følge med når et land udvikler sig økonomisk. Økonomien selv kræver en masse i form af reproduktion af arbejdskraft, kvalifikationer, offentlig transport og så videre. De organisatoriske former, kvaliteten og niveauet for disse tilbud vil til gengæld afhænge af og afspejle magtforholdene i det specifikke samfund såvel som de internationale.
I sidste instans er demokratisk styrede og almindeligt tilgængelige sociale ydelser, som modsætning til det private profitdrevne servicemarked, derfor et spørgsmål om strukturel magt - økonomiske, sociale og politiske magtforhold i samfundet. Høj kvalitet og ensartet fordeling af ydelser er resultater af sociale kampe. Det var fagforeningernes og arbejderbevægelsens organisering og kamp der, i alliance med andre folkelige og sociale bevægelser, skabte nye magtforhold i samfundet og gav os almindelig social sikkerhed og offentlige serviceydelser af en høj kvalitet.
En offentlig sundhedssektor, nationale forsikringer, social sikkerhed og andre samfundsmæssige ydelser blev alle introduceret og forbedret som et resultat af den voksende magt, som den organiserede arbejderbevægelse repræsenterede. Offentlig ejendomsret og kontrol over den grundlæggende infrastruktur i samfundet - over det almennyttige - repræsenterer en vigtig del af disse nye magtforhold.
Velfærdsstaten, som vi kender den, var ikke bare et produkt af de generelle magtforhold, men resultatet af en meget specifik historisk udvikling i det tyvende århundrede, herunder den russiske revolution (se senere). Velfærdsstaten var et resultat af en lang periodes sociale konfrontationer og klassekampe, ikke resultatet af klassesamarbejde og trepartsforhandlinger, som mange i arbejderbevægelsen påstår.
Lige siden kapitalismen blev den dominerende produktionsmetode i vores samfund, har den udviklet sig fra vækstperioder til krak, fra krak til vækstperioder. Den relativt uregulerede
laissez-faire kapitalisme fra det nittende og første halvdel af det tyvende århundrede repræsenterede en grov udnyttelse af arbejdere generelt, og var skyld i ekstraordinær elendighed i krak-perioder.
Svaret fra arbejderklassen var at organisere sig og kæmpe - på arbejdspladserne og på det politiske niveau. Igennem denne kamp opnåede arbejderbevægelsen bedre lønninger, bedre arbejdsmiljø samt en høj kvalitet af sociale velfærdsydelser.

Socialisme på dagsordenen
Sidste halvdel af det nittende og første del af det tyvende århundrede var stærkt domineret af sociale konfrontationer. Der var generalstrejker og lock-out`er. Der blev sat politi og militær ind overfor strejkende arbejdere, også i de skandinaviske lande. Folk blev såret og slået ihjel i disse konfrontationer. I takt med at arbejdernes organisationer udviklede sig og blev stærkere, vandt de flere sejre i den sociale kamp. En stor del af bevægelsen bekendte sig politisk til socialismen, og så den som et middel til at gøre en ende på kapitalistisk udbytning. Krav om større systematiske ændringer voksede derefter.
I særdeleshed var den internationale depression i 1930`erne skyld i en stigning i det folkelige pres for en øget politisk regulering af markedet. Massearbejdsløshed, stor elendighed, fascisme og krig skærpede kravet om fred, social sikkerhed, arbejde og politisk kontrol over økonomien. Da lederne i de sejrende nationer mødtes på Breton Woods konferencen ved slutningen af Anden Verdenskrig, var beskeden fra deres arbejdere og befolkninger derfor entydig: Slut med den uregulerede kapitalisme, som kaster os ud i kriser. Under den daværende magtbalance, vandt den keynesianske model frem, og dermed var det sociale og økonomiske fundamentet for velfærdsstaten lagt.
Hvad dette angår er det værd at notere, at arbejdernes styrke ikke kun resulterede i bedre fagforeningsrettigheder og regulerede arbejdsmarkeder. Meget vigtigere var den generelle tæmning af markedskræfterne. Kapitalens magt blev kanaliseret over til valgte politikere. Konkurrencen blev dæmpet gennem politiske interventioner i markedet. Kapitalkontrol blev introduceret og finanskapital blev strengt reguleret. Igennem en heftig udvidelse af den offentlige sektor og velfærdsstaten, blev en stor del af økonomien fjernet fra markedet og gjort til genstand for politiske beslutninger. Denne generelle tæmning af markedskræfterne var en betingelse for tilblivelsen af velfærdsstaten, og de omfattende regulerende rammer, som fulgte, blev vigtigere end konkret lovgivning om bedre arbejdsforhold (2).
Velfærdsstaten er, med andre ord, ikke kun summen af sociale institutioner og offentlige budgetter. Den repræsenter først og fremmest specifikke magtforhold i samfundet (3). Kapitalkontrol i særdeleshed gjorde det muligt for regeringer at forfølge en national og social udvikling, uden gang på gang at blive konfronteret med kapitalens exit-strategi, hvor store firmaer truer med at udflage, altså flytte til lande med bedre betingelser, hvis deres interesser bliver truet. Så kort sagt: offentlig velfærd er et spørgsmål om magt!

Den sociale pagt
En vigtig del af historien om velfærdsstaten, og om magtbalancen i samfundet, er historien om den sociale pagt eller klassesamarbejdet. Da der her ikke er plads til en gennemgribende analyse, vil jeg kun fokusere på enkelte nøgleelementer i denne specifikke historiske udvikling.
Gennem det sidste århundrede, udviklede klassekampen imellem arbejderne og kapitalisterne sig i mange lande til en statisk krig, hvor ingen af parterne var særligt gode til at fremme deres positioner. Arbejderbevægelsen var ikke i stand til at vinde nye magtpositioner og kapitalistklassen var ikke i stand til at vinde over arbejdernes organisationer. Som resultat heraf udviklede fagbevægelsen en form for fredelig sameksistens med kapitalens interesser.
I 1930`erne begyndte denne sameksistens i nogle dele af Europa at blive institutionaliseret, da fagbevægelsen indgik aftaler med arbejdsgivernes organisationer, specielt i nord, men efter Anden Verdenskrig også i det meste af Vesteuropa. Fra en periode karakteriseret af hårde konfrontationer mellem arbejdskraft og kapital, gik samfundene nu ind i en fase med social fred, to- og trepartsforhandlinger og konsensus-politik. Det var magtbalancen inden for rammerne af denne sociale pagt imellem arbejderne og kapitalen der formede grunden, på hvilken velfærdsstaten opstod - og arbejds- og levevilkår samt sociale forhold blev gradvist forbedret.

Økonomisk vækst
En vigtig faktor i efterkrigstiden var, at den internationale kapitalisme oplevede mere end 20 års stabil og kraftig økonomisk vækst. Dette gjorde det nemmere at dele dividenden mellem arbejdskraften, kapitalen og den offentlige sektor.
Det er vigtigt, at man er klar over, at dette sociale partnerskab mellem arbejdskraft og kapital var et resultat af den styrke fag- og arbejderbevægelsen besad. Arbejdsgiverne og deres organisationer indså, at de ikke var i stand til at sejre over fagforeningerne. De var nødt til at anerkende dem som repræsentanter for arbejderklassen, og måtte forhandle med dem. Den fredelige sameksistens klasserne imellem, hvilede altså på en stærk arbejderbevægelse - en styrke, der netop var opbygget gennem de mange kampe og konfrontationer imellem arbejdskraft og kapital i den forgangne periode.

Østen var rød
Et vigtigt træk i denne sammenhæng var eksistensen af et konkurrerende økonomisk system i Sovjetunionen og Østeuropa. Som den britiske historiker Eric Habsbawm har peget på, fungerede dette som et instrument til at få kapitalisterne i Vesten til at acceptere et kompromis.
Det er også vigtigt at notere sig at velfærdsstaten, i form af den regulerede kapitalisme, aldrig var et mål for arbejderbevægelsen før den blev skabt. Det udtalte mål var socialisme. Det var af frygt for socialisme (efter den russiske revolution og en radikalisering af arbejderbevægelsen i Vesteuropa under Anden Verdenskrig) at kapitalejere i Vesteuropa gav efter for mange af arbejderbevægelsens krav. De indgik frivilligt i klassesamarbejde og gav efter for mange af arbejdernes sociale og økonomiske krav for at vinde tid og dæmpe de socialistiske tilbøjeligheder i arbejderbevægelsen.
50 år senere, kan vi i dag konstatere at selskabernes samarbejdsstrategi viste sig at være ganske succesfuld for dem.
Det faktum at velfærdsstaten ikke var arbejderbevægelsen erklærede mål, men resultatet af et specifikt historisk kompromis mellem arbejdskraft og kapital, afspejler sig også i velfærdsstatens blandede og flertydige kendetegn.
På den ene side repræsenterer dele af den virkeliggørelsen af arbejderbevægelsens visioner om et andet og bedre samfund (social forsikring, børnebidrag, omfordeling, gratis velfærdsydelser, universelle rettigheder). På den anden side er andre dele af velfærdsstatens funktioner mere som et reparations-værksted for skaderne fra et brutalt og inhumant økonomisk system (for eksempel arbejdsløshedsunderstøttelse, arbejdsskadeerstatning, løsning af arbejdsmiljøproblemer, modvirke udstødelse fra arbejdsmarkedet og så videre).

Politiske kampe
Vi skal ligeledes huske på, at der var ideologiske og politiske kampe internt i arbejderbevægelsen på vejen fremad. De mere radikale, eller revolutionære ønskede at socialisere, eller demokratisere ejendomsretten over produktionsmidlerne, mens de mere moderate, eller reformisterne sigtede mod at mindske kapitalens magt gennem politisk regulering og reformer.
Det var lige præcis de mere radikale elementers styrke, der fik kapitalisterne til at støtte et klassesamarbejde i Vesteuropa. Sovjetunionens vigtige rolle i dette spørgsmål var det faktum at kapitalejere i Vesteuropa frygtede, at hvis det skulle komme til en konfrontation om statsmagten i vesteuropæiske lande, så ville Sovjetunionen støtte de mere radikale strømninger. (4)
Under alle omstændigheder resulterede politikken med den sociale pagt, der i realiteten blev til velfærdsstaten, i enorme forbedringer af arbejds- og levevilkår. I arbejderbevægelsen ledte dette til en almen forståelse af, at man endelig havde fundet en vej til et samfund, der bragte socialt fremskridt og en relativt fair fordeling af rigdommen til almindelige mennesker - uden alle de ofre, klassekampen og de sociale konfrontationer kræver.
Aftaler mellem arbejdskraft og kapital blev indgået på en forholdsvis ordentlig og fredelig måde på nationalt plan. Den herskende opfattelse var, at samfundet havde nået et højere, mere civiliseret niveau.
Gennem gradvise reformer havde arbejderbevægelsen øget den demokratiske kontrol over økonomien. Den krise-frie kapitalisme var blevet en realitet! Ikke flere økonomiske kriser som dem i 1930`erne, ikke mere massearbejdsløshed, ikke mere social forarmelse, Ikke mere koncentration af rigdom hos de rige og priviligerede, og ikke mere elendighed blandt mennesker.
Tendensen i den social udvikling gik opad og fremad. For rigtigt mange mennesker i arbejderbevægelsen var dette den reformistiske vej til socialismen - og det var åbenbart for enhver, at det virkede!
Disse sociale fremskridt lagde den materielle grund for ideologien om socialt partnerskab der blev, og stadig er, dybt rodfæstet i den nationale og europæiske arbejderbevægelse.
For fagbevægelsen repræsenterede den sociale pagt i realiteten en accept af den kapitalistiske organisering af produktionen, den private ejendomsret og arbejdsgivernes ret til at lede arbejdsprocessen (5). Til gengæld for landvindingerne inden for velfærd og arbejdsforhold garanterede fagforbundene fred på arbejdsmarkedet og tilbageholdenhed ved lønforhandlinger.
Lidt forenklet sagt, så var velfærdsstaten og de gradvist bedre leveforhold det, som den fredelige arbejderbevægelse opnåede til gengæld for at opgive sit socialistiske projekt. I dag kan vi konkludere, at det var en kortsigtet sejr under helt særlige historiske omstændigheder.

Kapitalen lykkedes
Nu, mere end halvtreds år senere, må vi indrømme, at kapitalisternes strategi langt hen af vejen er lykkedes. På grund af de vigtige landvindinger på velfærd, løn og arbejdsforhold, fik den sociale pagt massiv støtte fra arbejderklassen, og de mere radikale og antikapitalistiske dele af arbejderbevægelsen blev gradvist marginaliseret.
De dominerende kredse i arbejderbevægelsen begyndte også at opfatte fremskridtene - ikke som en følge af den styrke man havde opbygget gennem mere end 50 års social kamp - men som en følge af social fred og samarbejde med mere civiliserede kapitalejere.
Mange af tiden fagforeningsledere betragtede faktisk social konfrontation som noget negativt, som havde en uønsket konsekvens for arbejdernes forhold, og derfor skulle undgås.
Kombineret med den herskende opfattelse, at den frie markedskapitalisme var blevet overvundet, førte disse ting til en afpolitisering og en afradikalisering af arbejderbevægelsen samt til en bureaukratisering af fagbevægelsen.
Det blev de socialdemokratiske partiers historiske rolle at administrere den politik med klassesamarbejde.
Hvad ideologien om den sociale pagt imidlertid undlader at forklare er, at de store fremskridt i forhold til velfærd og bedre arbejdsforhold som fulgte efter Anden Verdenskrig er udtryk for en 'høstperiode'.
Denne høst var kun mulig fordi betydelige dele af arbejderklassen havde været i stand til at ændre magtbalancen mellem arbejde og kapital med et antal konfrontationer og hårde klassekampe op gennem første halvdel af det 20. århundrede (inklusive den russiske revolution).
Det var med andre ord konfrontationerne og kampene i den forudgående periode, som sammen med den stadigt eksisterende organisatoriske styrke, der gjorde det muligt for fagforeningerne gennem social partnerskab at opnå deres resultater gennem fredelige forhandlinger.
Altså står vi med det paradoks, at den sociale pagts ideologi, som var det politiske fundament for velfærdsstaten, i det lange løb underminerer den magtbasis på hvilken samme velfærdsstat blev udviklet!

Vendepunktet - den nyliberale offensiv
I takt med at genopbygningen og genrejsningen af økonomien efter Anden Verdenskrig blev afsluttet, løb efterkrigstidens keynesianske økonomiske model ind i voksende problemer. Stagnation, inflation og profitkriser blev almindelige.
Drevet af sådanne internationale økonomiske kriser gik markedskræfterne i offensiven og den nuværende æra med nyliberalisme startede.
Politikken med den sociale pagt kulminerede således i 1970`erne. Herefter ændrede de kapitalistiske kræfter deres strategi med henblik på at øge profitten. De trak sig gradvist ud af den sociale pagt og introducerede en mere konfrontationssøgende politik over for arbejderne.
Det politiske og ideologiske herredømme, som de kapitalistiske kræfter her var i stand til at finde i en kortere periode er blevet anvendt til et projekt med hurtigt og systematisk deregulering. Det har ledt til øget markedskonkurrence, angreb på lønningerne, arbejdsmarkedslove, og angreb på aftaler og magtpositioner som var vundet i tiden med velfærdsøkonomien, og som på det tidspunkt blev accepteret af arbejdsgiverne som del af klassekompromisset.
Med politisk pres, trusler om udflagning/udflytning af produktion, med spekulationsangreb på valutaerne går disse kræfter meget langt i deres indblanding i regeringspolitikken. De presser på for at skære ned i de offentlige budgetter - altså i velfærdsstatens økonomi.
De fleste elementer i det sammensatte system af regulerende mekanismer, som blev anvendt til at tæmme markedskræfterne for derved at skabe forudsætningerne for udviklingen af velfærdsstaten, er ganske enkelt blevet fjernet.
Denne deregulering har medført en vanvittig udvikling og en spekulations-økonomi i hvilken over 90 procent af internationale økonomiske transaktioner er spekulative. Det er hovedsagelig valutaspekulationer. Vi oplever en omfordeling af værdier uden sidestykke fra det offentlige til det private, fra arbejde til kapital og fra fattige til rige.
Ressourcemangel i det offentlige og individuel privat fattigdom vokser side om side med en synlig og endeløs rigdom hos eliten.
Velfærdsstaten model for omfordeling er med andre ord blevet vendt på hovedet.
En vigtig del af kapitalens strategi har været udviklingen af kapitalistisk produktion på globalt plan. Globale produktionskæder, 'lean production', 'outsourcing', udflytning og opbygning af samlevirksomheder samt tilhørende service- og støttefunktioner er centrale elementer. Arbejderne og sociale rammer bliver spillet ud mod hinanden som en konsekvens af denne stadigt mere ukontrollerede og ubegrænsede frihed til flytning af kapital, varer og service.
I den offentlige sektor bliver ledelsesformer og -strukturer fra den private sektor introduceret. Markedets frihed og adgangen til at konkurrere på et stadigt mere dereguleret internationalt marked har været det ledende princip i den førte politik.
Som en konsekvens er konkurrence voksende på arbejdsmarkedet. Antallet af farlige og usikre arbejdspladser vokser hurtigt. Faglige rettigheder undermineres. En udbredt 'brutalisering af arbejdet' (6) er et af de mere alvorlige følger af denne udvikling.

Svag modstand
Denne kapitalistiske offensiv mødte ikke nogen stor modstand.
Arbejderbevægelsen var ikke særligt forberedte på den nye økonomiske og sociale situation. Fagforeningerne havde vanskeligheder med at handle under de ændrede økonomiske og sociale forhold, idet deres politik og aktiviteter hovedsageligt var byggede på erfaringer fra en periode med økonomisk fremgang.
Processen med afpolitisering og afradikalisering som havde fundet sted i tiden med den sociale pagt, gjorde det nemmere at 'løse' krisen ved at angribe arbejdsforholdene, fagforeningernes og arbejdernes rettigheder, den offentlige service samt sociale rammer og rettigheder.
Det vi har oplevet gennem de seneste 20 år er således ophævelsen af kapitalkontrol, dereguleringen og liberaliseringen af markedet, omfordeling og koncentration af rigdom, privatisering af offentlig service, øget brug af konkurrence-udbud og outsourcing til underleverandører, nedskæringer i arbejdsstyrken til et absolut minimum og derfor et voksende arbejdspres, og endelig fleksibiliseringen af arbejdsmarkedet.
På denne måde er det meste af den økonomiske og materielle basis, som velfærdsstaten byggede på, simpelthen væk.
Det er ikke et tilfældigt og hændeligt tilbageslag vi står med, men en grundlæggende forandring i grundlaget for udviklingen af vores samfund.
Bag det massive skifte i magtbalancen i samfundet, som vi har oplevet over de seneste årtier, kan man identificere bestemte og stærke økonomiske og politiske kræfter. Globalisering er ikke en nødvendig konsekvens af teknologisk og organisatoriske forandringer, sådan som nogle påstår. Globalisering er et resultat af strategiske og politiske beslutninger, som bliver taget i bestyrelseslokalerne hos de multinationale selskaber, i finansinstitutioner og af regeringer.
Genne uformelle magtstrukturer der ikke kan stilles til regnskab - som G8; gennem institutioner som Den Internationale Valutafond (IMF), Verdensbanken og Verdenshandelsorganisationen (WTO), gennem regionale institutioner som den Europæiske Union (EU) og den Nordamerikanske Frihandels-Aftale (NAFTA) samt andre bilaterale og regionale handelsaftaler, bliver nyliberalismen presset igennem og institutionaliseret på internationalt plan.
Kort sagt er der sket et voldsomt skifte i magtbalancen mellem arbejde og kapital - denne gang i kapitalens favør. De store multinationale selskaber har været i spidsen for denne udvikling - med deres nyvundne frihed fra demokratisk regulering og kontrol.

Handler ikke kun om penge
Det faktum, at velfærdsstatens magtbasis smuldrer betyder naturligvis ikke, at vi risikerer at ende i en situation som den der herskede før skabelsen af velfærdsstaten, hvor sociale udgifter udgjorde en betydelig mindre del af bruttonationalproduktet (BNP) i forhold til i dag. Samfundene er udviklet meget siden dengang, og den aktuelle økonomi er helt afhængig af en række sociale og offentlige servicefunktioner. Derfor er det ikke i sig selv størrelsen af den offentlige sektor, som er afgørende, men derimod magtforholdene i den offentlige sektor.
Undermineringen og svækkelsen af velfærdsstaten vil snarere vise sig i organisatoriske former; opsplitningen, angreb på kvaliteten af den sociale service gennem privatisering, øget brug af konkurrence-udbud, voksende fattigdom og ulighed i samfundet, flere områder med brugerbetaling og højere afgifter, et skifte fra generelle servicetilbud til at tilbud kun ydes efter vurdering af behov, en øget varegørelse af arbejdet og så videre.
På grund af markedskræfternes styrke vil mange mennesker også opleve dårligere muligheder for adgang til en passende bolig, belastning af arbejdsforholdene og forringelse af sundhedsvæsenet.

En første konklusion
På grundlag af ovenstående kan vi konkludere, at svækkelsen af nedbrydningen af velfærdsstaten skrider frem, men potentialet af de nye magtforhold er ikke udtømt. Institutionel langsommelighed, eksistensen af almindelige valg og demokratiske institutioner - om end svækkede, og sporadisk social modstand sinker den hastighed, hvormed nedbrydningen foregår.
Om denne udvikling vil få lov til at fortsætte eller ikke, afhænger derfor af bredden og styrken af den sociale modstand, som bliver mobiliseret til forsvar for de landvindinger, som blev vundet med velfærdsstaten.

Oversat fra engelsk af Arbejderen. Visse overskrifter er indsat af redaktionen. Anden og sidste del af Asbjørn Wahls artikel bringes i næste uge.

Læs 2. del af artikelserien - Velfærdsstaten og magten i samfundet

Asbjørn Wahl - For Velfærdsstaten
Asbjørn Wahl er national koordinator i den brede kampagnen 'For Velfærdsstaten' i Norge. Han er uddannet i historie og sociologi og har mange års erfaring med fagligt arbejde både i Norge og internationalt. Han var med til at stifte Attac i Norge og er med i koordineringen af Europas Sociale Forum m.m.
Arbejderen bringer her første del af Asbjørn Wahls analyse af velfærdsstatens fremvækst og aktuelle nedbrydning. Han giver sine bud på, hvad der kan og bør gøres for at forsvare velfærdsstaten.

Noter:
1) Begrebet den Europæiske Model bruges ofte til at beskrive den sociale velfærdsstat, som blev udviklet i Vesteuropa efter Anden Verdenskrig, præget af fagbevægelsens øgede indflydelse på disse samfund. Selvom landene i Vesteuropa udviklede mange fælles træk, er det vigtigt at bemærke, at Den Europæiske Sociale Model i virkeligheden var et antal forskellige modeller, som udviklede sig inden for den ret stærke nationalstats rammer... I Spanien og Portugal overlevede fascismen således indtil 1970`erne. På den anden side havde de sociale modeller mange fælles træk i forhold til den historiske kontekst, de globale magtforhold og kulturelle forhold.
2) Dette er særligt vigtigt at være opmærksom på i dag, fordi store dele af den nationale og internationale fagbevægelse fokuserer deres kampagner snævert på arbejdsvilkår, som om det ville kompensere for de negative konsekvenser af markedets afregulering. Det forholder sig omvendt. Hvis gode arbejdsvilkår skal sikres effektivt skal magtbalancen ændres, så kapitalen magt begrænses.
3) Der er ingen direkte lighedstegn mellem høje sociale udgifter og velfærdsstatens kvalitet. For eksempel forbruger sundhedssektoren i USA 15 procent af BNP mens de mere avancerede skandinaviske velfærdsstater bruger omkring ti procent af deres BNP hertil.
4) Sovjetunionens rolle i denne forbindelse skal ikke tolkes som et kvalitetsstempel på den sovjetiske sociale model. Det var først og fremmest den trussel, som modellen repræsenterede med hensyn til ejerskabet til produktionsmidlerne, som påvirkede kapitalejerne i Vest.
5) Dette blev naturligvis kun sjældent, kun halvt eller indirekte fortalt af lederne i arbejderbevægelsen. Socialistisk retorik blev hyppigt anvendt, særligt i den første tid med klassesamarbejde - dog mere i fagbevægelsen end i socialdemokratierne, idet socialistiske følelser stadig stod stærkt blandt græsrødderne.
6) Artiklens forfatter introducerede begrebet 'brutalisering af arbejdet' i Norge for nogle år siden for at beskrive den hurtigt voksende udstødelse fra arbejdsmarkedet under nyliberalismen. 11 procent af Norges arbejdsstyrke er for tiden udstødt fra arbejdsmarkedet og sat på invalidepension. For 25 år siden var andelen seks procent. Begrebet er nu almindeligt anvendt.