Kultur er ikke en rygsæk, man tager på ryggen, og som forbliver med det samme indhold, lige meget hvor man tager hen
af Leif Randeris, Århus
MF-DF Morten Messerschmidt har i Jyllandsposten begået et læserbrev om 'Muslimske familier bliver isoleret af respekt', endvidere udtrykker han forsimplet, at muslimer er kendetegnende ved en rigid kultur, der aldrig kan blive en del af det danske samfund, og at det er dette forhold, og ikke de sociale, der har skabt problemer i Gellerup Parken.
Der skal en stor og magtfuld mand til at fortælle 620.000 muslimske medborgere dette.
Messerschmidt udtrykker også, at disse skal behandles særlig skånsomt, hvilket må være en underdrivelse eller uvidenhed om danske arbejdsmarkedsforhold, service- og udlændingelovene, hvor indvandrere på ingen måde behandles særlig skånsomt. Specielt vore udlændingelove har gang på gang påkaldt international kritik.
Jeg tillader mig lige at gøre Messerschmidt opmærksom på, at indvandrerne er flere hundrede nationaliteter og absolut ikke ens i kultur og adfærd. Først og fremmest: Kultur er ikke en rygsæk, man tager på ryggen, og som forbliver med det samme indhold, lige meget hvor man tager hen.
Kultur er en størrelse, der hele tiden forandrer sig. At gå med slør kan være et kulturelt træk, men hvilken betydning dette slør får tillagt, er meget afhængigt af den kontekst man er i. Hvilket Morten Messerschmidt så tydeligt selv er med til at demonstrere.
Det lader til, at han hader alt, der ikke kan forbindes med 'Morten Kochs idylliske Danmark' (som ellers er ondskabsfuldt nok i selve plottet), og et slør bliver for ham et udtryk for, at man ikke vil være med i Morten Koch-filmen. Dette bliver i hans øjne et gyldigt bevis på, at man kæmper imod det danske samfund. Således bliver sløret til et modstandsmoment, præcis fordi det bliver gjort til det.
Det hele bunder i, at mennesker som Morten Messerschmidt og blandt andet hans parti har besluttet, islam på intet tidspunkt kan forenes med Danmark og danske værdier. Der er dog efterhånden flere politikere med muslimsk baggrund på den politiske scene i Danmark, for bare at nævne én sfære blandt mange, hvor muslimer deltager på lige fod med alle os andre.
Er de ikke rigtige muslimer? Eller skjuler de, at de egentlig bare går og venter på at omvende det politiske system i Danmark og indføre sharia-lovgivning? Jeg tror det næppe.
OK, det er således ikke alle muslimer, der ikke er med på de danske spilleregler. Dette simple eksempel viser et andet billede, end det Morten Messerschmidt fremmaner ved for eksempel dette citat:
'Islam er ikke foreneligt med vores moderne verden. Der findes ikke et muslimsk samfund, hvor det er værd at leve som almindelig gennemsnitsborger. Alle samfund, hvor det muslimske befolkningsantal er for højt, går til i arbejdsløshed, ekstremisme, ungdomskriminalitet, håbløshed og vold'.
Udover at være et af de mest 'kultur-racistiske' standpunkter jeg har stødt på, skærer dette citat mange millioner mennesker over en kam. Hvordan kan man tro, at dette er muligt?
Jeg vil argumentere for, at vi ikke kan tale om en muslimsk kultur, ligeså vel som der er milevidt fra mit eget forhold til kristendommen og til en indisk nonne på et 'Mo-ther Teresa' kloster forhold til kristendommen. Kultur er forbundet med omgivelserne og sociale forhold - det er ubestrideligt.
Morten Messerschmidt er farlig skjult i sin folketingshabit og retorik, fordi han i værste fald kan blive en selvopfyldende profeti. Ved at gøre muslimske minoriteter til syndebukke for modvilje mod det danske samfund, kan det blive en fælde, fordi det bliver svært for minoritetsgruppen at komme ud af dette lys. Mange af de ting, som er vaner og traditioner for mange minoritetsgrupper, bliver af Messerschmidt og hans lige fortolket som, man 'ikke vil være med', og på den måde kan en sådan retorik være skyld i, at modkulturer bliver skabt, fordi alt hvad man gør bliver gjort til udtryk for muslimsk fundamentalisme.
Og lige den sidste bemærkning: Gellerup Parken er ikke bare en 'kriminel ghetto', som det fremgår af Morten Messerschmidt indlæg. Gellerup Parken er et livligt sted, og for mange et trygt hjem. Jeg gad godt vide, om Morten Messerschmidt nogensinde har været indenfor og set de menneskelige og personlige sider af området og muslimernes hjem.
Det kunne også være værd at nævne, at 'Familiecenter Vest' i Århus i sin virksomhedsplan fra 2005 skriver, at når der er 100 børn og unge i området, der har været indblandet i et kriminelt forhold, så betyder det, at 3900 børn har klaret det godt!
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278