13 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hvornår kan vi holde begravelsesfest

Hvornår kan vi holde begravelsesfest

Tirsdag, 01. maj, 2007, 00:00:00

Anders Fogh ønsker, at slippe for en folkeafstemning om EU-forfatningen i Danmark, og det er nemmere, hvis dokumentet ikke er så omfattende

af Rina Ronja Kari, talsperson Ungdom mod EU og medlem af forretningsudvalget i Folkebevægelsen mod EU
Da Holland og Frankrig stemte nej til EU-forfatningen holdt vi fest. Men samtidig vidste vi, at EU-forfatningen ikke var faldet af den grund.
Forfatningen skulle dels være en grundlov for EU, men den skulle også give mere magt til EU. Den ville blandt andet betyde, at vi ville få en fælles udenrigsminister, at der skulle laves et fælles militær, at der skulle ske en militær oprustning og at EU kunne inddrage flere og flere politik-områder. Samtidig ville forfatningen fastholde de udemokratiske strukturer, der er i grundfæstet i EU-systemet.
Men kan vi så ånde lettet op? Når nu Frankrig og Holland stemte nej, så kan den jo ikke blive indført!
For det første er det vigtigt at sige, at forfatningen ikke kan blive endeligt indført, når ikke alle lande er med. Det vil være meget vanskeligt for de franske og hollandske regeringer at sende en fuldstændig kopi af forfatningen til afstemning. Men som Angela Merkel, Tysklands kansler og lige nu formand for EU, har sagt, så kan vi kalde den hvad som helst, uden af den grund at ændre på indholdet.
Den franske præsidentkandidat Segolene Royal har udtalt, at hun ønsker en udvidet forfatning, hvor der skrives flere rettigheder ind. Hollands regering ønsker modsat at skære forfatningen ned, så den kun indeholder de allervigtigste ting.
Der er således tre tydelige positioner, én der ønsker at udvide forfatningen, én der ønsker at fastholde den (eventuelt med en navneændring) og én der ønsker at gøre den mindre.
Anders Fogh står på Hollands side - han ønsker, at slippe for en folkeafstemning i Danmark, og det er nemmere, hvis dokumentet ikke er så omfattende.
En forenkling af forfatningen vil for eksempel være at fjerne menneskerettigheds-charteret, hvorimod man næppe vil røre meget ved afgivelse af magt til EU. Det bliver altså ikke en bedre forfatning, eller traktat, bare fordi der kommer til at stå mindre. Man kan frygte, at politikerne som ved Nice-traktaten i 2001 vil vælge at sige, at det kun er mindre ændringer, og der derfor ikke skal være en afstemning.
Tyskland vil kæmpe hårdt for at få ændret på stemmevægtene - de vil have mere magt. Derfor vil de presse på for at få ændringer igennem inden næste parlamentsvalg i juni 2009.
Et forsigtigt gæt er, at Holland 'vinder'. Jeg tror, vi vil se en barberet forfatning, eventuelt i form af ændringsforslag til Nice-traktaten, men jeg tror også, at det vil blive de mest udemokratiske tiltag, og dem der giver EU mest magt, der vil finde en vej til at blive gennemført.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. maj. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp