13 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Reformer og atter reformer

Reformer og atter reformer

Tirsdag, 01. maj, 2007, 00:00:00

De skal ikke få lov til at ødelægge sammenhængskraften, solidariteten med de svageste i samfundet. Dette budskab skal vi sende til Christiansborg, så de kan forstå det

af Steven Gent, tillidsmand Alliancehaven, hjemmeplejen, Slagelse
Regeringen har de senere år haft travlt med at omstrukturere den danske velfærd. Vi har fået en kommunalreform, en velfærdsreform og en kvalitetsreform er også på vej.
Alle er misfostre skabt af den nyliberalistiske tænkning. Denne ideologiske fanatisme har en irrationel, næsten tvangsmæssig tro på, at 'det frie marked' kan løsne alle problemer, også indenfor det offentlige. Konstant hører vi Venstre-politikere sige, at 'det frie marked' er det samme som 'frit valg'.
Når vi kigger på regeringens oplæg til kvalitetsreformen, er det kun i målsætningen: respekt for borgerne, vi finder en genklang af velfærdssamfundets værdier. Resten kunne man såmænd også finde i private virksomheders almindelige målsætning og praksis.

Grundlaget skrider
Hvad er det nye i oplægget? Jo kun at ideologisk set er hele velfærdsgrundlaget ved at blive skiftet ud. Et godt eksempel er selve 'frit valgs'-ordningen, hvor kommunen skal offentliggøre krav til pris og kvalitet, så private firmaer kan tilbyde deres ydelser. På FOA`s hjemmeside kan man læser følgende kommentar:
'Ordningen er allerede meget kritiseret af kommunerne selv - med Kommunernes Landsforening i spidsen. Mest markant med ordene 'det glade vanvid' af borgmester Erik Fabrin (V) i Søllerød Kommune. Loven stiller krav om, at alle private, der kan leve op til kommunens krav om kvalitet og pris, har krav på en kontrakt med kommunen.'
Den offentlige sektor udsultes ved, at alle opgaver, der kan tjenes penge på, privatiseres. Regeringens reformer er ved at skabe et samfund, hvor vi kontrollerer, overvåger og centraliserer i frihedens navn. De smukke ord skjuler den egentlige dagsorden: minimalstaten. Det offentlige henligger snart som en ghetto for dem, der har ikke råd.
Alle de smukke hensigtserklæringer: respekt for borgeren, ansvar og mest kvalitet for pengene, er koldt og kynisk ordflomme, når vi samtidig har et skattestop. Stoppet betyder jo, at der bliver færre resurser til bestemte samfundsgrupper, for der skal udføres mere og mere for pengene.

Pligt til at kæmpe
De offentligt ansatte har i regeringens tid mærket en væsentlig forværring af arbejdsvilkår, med nedslidning, højt sygefravær og en mediehetz med konstant fokus på det negative.
Det lyder flot, at reformerne postulerer, at borgeren skal sættes i centrum, men har det ikke altid været meningen? Lige fra starten har vi med den danske velfærdsmodel støttet de svage ved at være solidariske med dem, der ikke kunne tage vare på sig selv. Jeg ser reformerne som et endeligt opgør med den socialdemokratiske stat og de værdier, der blev skabt af arbejderbevægelsen, Socialdemokratiet og venstrefløjen.
Fagbevægelsen har en pligt til, ikke kun over for medlemmerne, men over for samfundet, at kæmpe for velfærden.
Vi har været med til at skabe dette samfund, og vi skal ikke hjælpe 'overklasse-Danmark' med at slagte det, så de kan dele de saftigste lunser i porten. De skal ikke få lov til at ødelægge sammenhængskraften, solidariteten med de svageste i samfundet. Dette budskab skal vi sende til Christiansborg, så de kan forstå det. Det kan ikke siges tydeligt nok!

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. maj. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp