De indre modsætninger i den uregulerede casino-kapitalisme bliver tydeligere og tydeligere, såvel som de voksende uligheder. Det skaber sociale problemer og utilfredshed... og nye alliancer bliver skabt

af Asbjørn Wahl
Læs 1. del af artikelserien - Velfærdsstaten og magten i samfundet
De indre modsætninger i den uregulerede casino-kapitalisme bliver tydeligere og tydeligere, såvel som de voksende uligheder. Det skaber sociale problemer og utilfredshed... og nye alliancer bliver skabt.
Det faktum at det relativt stabile klassekompromis i efterkrigstiden er brudt sammen og at de kapitalistiske kræfter trækker sig fra den sociale pagt betyder også, at den sociale pagts konsensus-politik gradvist erstattes af direkte konfrontationsangreb. Med andre ord, to- og trepartsforhandlinger - eller social dialog som det nu kaldes i EU, fungerer nu ikke på samme måde, som de gjorde i perioden med den sociale pagt.
Fagbevægelsen blev overrasket over denne udvikling. Kapitalens skift fra konsensus til konfrontation var uforståelig set i lyset af den konsensus-orienterede socialpagts-ideologi, der herskede i arbejderbevægelsen. Sammenbruddet i det historiske kompromis førte derfor til en politisk og ideologisk krise i de socialdemokratiske partier og i det meste af arbejderbevægelsen. Med en afpolitiseret og passiv medlemsmasse, en voksende selvsupplering i ledelserne, der søgte mod samfundets elite, tilpassede de socialdemokratiske partier sig til den dominerende nyliberale dagsorden, om end i form af blødere alternativer til den oprindelige højrefløjs udgave.

Fatal vildfarelse
I denne sammenhæng blev globalisering, i modsætning til at være det konkrete udtryk for den nyliberale offensiv, opfattet som en nødvendig fase i udviklingen af den ny verdens-økonomi.
Globalisering er kommet for at blive, er blevet et mantra for de dominerende dele af arbejderbevægelsen, og store dele af fagbevægelsen i de udviklede lande har derfor valgt en snæversynet politik rettet mod at styrke deres egne firmaers internationale konkurrenceevne. Øget fleksibilitet, herunder den nye moderniserede udgave, flexisecurity, der betyder forringelse af arbejdsforholdene og af den lovfæstede arbejderbeskyttelse accepteres i den øgede konkurrenceevnes navn. Konkurrenceevne lanceres dernæst som den eneste måde, hvorpå arbejdspladser kan sikres.
Deregulering og liberalisering af økonomien i almindelighed er også blevet accepteret vidt og bredt under forudsætning af, at den blev fulgt op af sociale klausuler og arbejdsmarkedsregler. På denne måde er fokus på de faktiske magtforhold og begrænsning at markedskræfterne ved hjælp af tvangsmæssige reguleringer blevet afløst af slags lovgivnings formalisme - både på nationalt niveau, i EU og i internationale institutioner som WTO og Verdensbanken.
En hel akademisk industri, der fokuserer på firmaers sociale ansvar (FSA) - (corporate social responsibility (CSR)) - i form af frivillige etiske standarder er vokset frem i det tomrum, der skabtes af fagbevægelsens og de sociale bevægelsers svindende magt. En hel hær af godt betalte og velmenende NGO`er og forskningsgrupper lægger et røgslør over det enorme skifte i magtforholdene i kapitalens favør, der finder sted i den virkelige verden.
Denne politik er ikke rettet mod at bekæmpe økonomiens liberalisering som sådan, men mod at bekæmpe de negative virkninger på arbejderne af liberaliseringen. Men liberalisering uden negative virkninger for arbejderne eksisterer ikke. Det er selve liberaliserings-processen, som er problemet. Hvis fagbevægelsen og de sociale bevægelser vil formindske de negative virkninger af liberaliseringen, må de bekæmpe selve liberaliseringen eftersom liberalisering betyder deregulering og privatisering, som er præcis den måde, hvorpå det aktuelle skift i magtbalancen i samfundet gennemføres.

Vigtigste erfaring
Dette er en af de vigtigste erfaringer som velfærdsstatens korte historie har givet os. Ganske mange af de reguleringsmekanismer, vi har i dagens samfund, er netop resultatet af de sociale bevægelsers og fagbevægelsens kamp for at beskytte arbejdere, kvinder, børn og miljøet fra den frie markedskapitalismes værste udskejelser. Den store sociale fremgang vi oplevede i perioden med velfærdsstaten blev netop opnået ved hjælp af regulering. Arbejderne sikrede deres interesser og opnåede mere magt og indflydelse ved hjælp af regulering og øget offentligt ejerskab. Ved regulering skal i denne forbindelse forstås love og regler, der begrænser kapitalens magt og markedskræfterne og på samme tid giver mere magt til demokratisk valgte organer, såvel som ansatte og fagforbund. Liberalisering betyder, at disse instrumenter for demokrati, social beskyttelse og magt til fagforbund og arbejdere skrottes og forlades.
Den meget snævre fokusering på FSA (firmaernes sociale ansvar) og social dialog vil derfor ikke føre til andet end at lede kampen på vildspor. Kravet om et nyt klasse-kompromis, i det klare nostalgiske håb, at den sociale fred og den gradvise forbedring af de sociale forhold fra 1960`erne kan genskabes, har ikke noget realistisk grundlag med den aktuelle magtbalance. De sociale kræfter, som vil forsvare offentlig service og velfærdsstaten, er derfor tvunget til at imødegå direkte angreb fra de kapitalistiske kræfter med en modoffensiv. Hvad enten vi kan lide det eller ej, er realiteten, at vi bevæger os fra konsensus til konfrontation. Vi må hellere være forberedt.

Hvad gik galt?
Velfærdsstaten, specielt den nordiske model, repræsenterede en enorm social fremgang for det store flertal af befolkningen i samfundet. Så, hvad var det det gik galt? Hvorfor angribes og undermineres netop nu noget der, trods sine svagheder, kan karakteriseres som en af de mest succesfulde sociale modeller i menneskehedens historie? Lad mig sammenfatte de vigtigste grunde her:
For det første var den sociale pagt ikke nogen stabil situation. Det var et kompromis i en konkret historisk situation, og de væsentligste økonomiske og sociale karakteristika i det kapitalistiske system var stadig intakte.
For det andet blev noget, der kunne være anskuet som et vigtigt kort-tids taktisk kompromis fra arbejderbevægelsen, i stedet for til det langsigtede strategiske mål. I stedet for at se klasse-kompromiset og dets afkom velfærdsstaten som et skridt på vejen mod mere dybtgående sociale forandringer, blev både kompromiset og velfærdsstaten gradvist historiens slutning.
For det tredje - og det har forbindelse til forrige punkt - viste det sig, at ideologien om den sociale pagt var forkert. Man opnåede aldrig demokratisk kontrol med økonomien, den krisefri kapitalisme blev ikke skabt og klassekampen var ikke slut.
For det fjerde blev arbejderbevægelsen taget på sengen af den nyliberale offensiv. I stedet for at mobilisere samfundsmæssigt til forsvar for de forbedringer, der var opnået under velfærdsstaten, og føre den sociale kamp fremad, blev mange ledere i fagbevægelsen og arbejderbevægelsen tvunget i defensiven. De klamrede sig til den sociale fred og modellen om social dialog. De forhandlede sig til visse indrømmelser og overtog selv en overraskende stor del af den nyliberale ideologi.
Der er ingen grund til at moralisere over denne udvikling. Hverken konspirations-teorier eller pegenfingre er særlig produktive i denne sammenhæng. Der er grunde til at dette skete og det er muligt at forstå de politiske og ideologiske virkninger af den særdeles specifikke historiske udvikling. Det vigtige er at analysere og prøve at forstå grundene til det sociale og politiske tilbageslag vi oplever, og ikke mindst at lære af det og handle i overensstemmelse hermed.

Behovet for at gå videre end Keynes
Den vigtigste historiske erfaring omkring velfærdsstaten, som vi ser den udvikle sig i dag, er, at den ikke gik langt nok i retning af at tage demokratisk kontrol over økonomien.
Velfærdsstatens største succes har været omfordelingen af indkomsterne i samfundet.
Men kapitalismens grundlæggende mekanismer overlevede.
Den stærke kapital-koncentration og det tilsvarende koncentrerede ejerskab over produktionsmidlerne blev en stærk magtbase, hvorfra angrebet på den mere lige fordeling af varer og tjenester i velfærdssamfundene kunne sættes ind. Det er præcis det, vi er vidne til i dag i form af den globale nyliberale offensiv.
En ny social model må derfor gå langt videre end Keynes` velfærdsstat. Venstreorienterede, frigørende sociale politikker forudsætter et mere fundamentalt skift i samfundets magtbalance. For at opnå dette må vi forstå og fokusere kraftigere på spørgsmålet om magt og ejerskab. Det er ikke et spørgsmål om gode intentioner, god vilje eller høj moral (eller firmamæssigt socialt ansvar som nogen kalder det), men et spørgsmål om magtforhold, om magtbalancen mellem arbejde og kapital, mellem markedskræfter og samfundet.
For at i det lange løb at kunne kæmpe for en anden social model i samfundsflertallets interesse, bliver vi nødt til konfrontere de økonomiske, politiske og sociale interesser, der står bag angrebene på den offentlige service og velfærdsstaten. Magtstrukturer og magtforhold må ændres. Derfor vil strukturelle reformer som skat på valutahandel, kapitalkontrol, øget beskatning af multinationale virksomheder, lokal kontrol over naturens resurser og stadig øget demokratisk kontrol med økonomien være udgangspunktet og retningen for de kampe vi står foran.

Voksende modstand
Efter tilbageslag i starten - politisk og ideologisk forvirring og en række isolerede og tabte kampe i 80`erne og 90`erne - kan vi nu se en voksende modstand mod den eksisterende nyliberale, økonomiske og sociale orden.
Mens mange mennesker lod sig dupere af de mange løfter om en lys fremtid, hvis bare markedskræfterne blev frigjort fra sine reguleringer og lænker, oplever flere og flere mennesker i praksis at det nyliberale projekt ikke leverer varen. Både nyliberalismen som sådan og dens globale institutioner bevæger sig derfor mere og mere hen mod en krise omkring deres legitimitet.
Magt avler modmagt - og dette handler om magt. Tiden er moden til direkte at konfrontere nyliberalismen og den øgede kapitalmagt. Der er ikke andre måder til at standse den nuværende udvikling end igen at mobilisere brede bevægelser nede fra. Stadig flere erkender, at den såkaldte globalisering af økonomien ikke kun er et udtryk for at kapitalen er i offensiven, men også er udtryk for dens svagheder, dens sårbarhed, dens vulgaritet og indre modsætninger. Hånd i hånd med den voksende modstand mod virksomhedernes globalisering ser vi derfor også en voksende globalisering af modstanden.
Stadig flere utilslørede angreb på velfærd og sociale ydelser fra multinationale virksomheder, regeringer og internationale finansierings-institutioner provokerer til social modstand i stadigt stigende omfang. I mange lande kan vi se fagbevægelsen komme til live igen. Ny og utraditionelle nationale og internationale alliancer opstår og udvikles mellem fagforbund, sociale bevægelser og NGO`er. Den nye retfærdigheds- og solidaritets bevægelse, som har vist sig i stand til at samle mere end hundredtusind mennesker til sociale fora og få millioner af mennesker på gaden, har skabt optimisme og tillid til at en anden fremtid er mulig.
Stadig flere fagforeningsfolk oplever, at den snævre fokusering på 'Firmaernes Sociale Ansvar' og social dialog i fagbevægelsen ikke leverer den ønskede vare og at et mere omfattende og systemkritisk perspektiv er nødvendigt. Den voksende erkendelse af at aftaler og arbejdsmarkedsregler ikke kan afværge de negative virkninger af privatisering og deregulering bidrager til at skabe en stærkere opposition mod selve liberaliseringspolitikken. Succesfulde kampe mod privatisering, mod de såkaldte offentlig-private partnerskaber, mod deregulering og andre udtryk for nyliberale politikker i mange lande, styrker selvtilliden og giver ny tro på samfundsmæssig mobilisering som en vej frem.
I øjeblikket kan man se en opmuntrende udvikling i Latinamerika, hvor stærke sociale bevægelser er i stand til at vinde nationale valg med en politik, der udtrykkeligt er i opposition til nyliberalismen.

Vore umiddelbare opgaver
Nedenstående er nogle af de vigtigste umiddelbare opgaver, som vi står overfor:
a) At forsvare de resultater, der blev opnået i velfærdsstaten
Dette er vor forreste forsvarslinje. Det er en defensiv kamp, og vi bliver nødt til at erkende, at vi er i en defensiv situation. Dette betyder kamp mod privatisering, mod deregulering og mod angreb på det sociale sikkerhedsnet, for at imødegå undermineringen af de universelle sociale systemer med rettigheder til alle, der er blevet udviklet i mange lande og forhindre, at disse erstattes af fornedrende behovsundersøgelser. Det omfatter også kamp for en finansieringsmodel baseret på progressiv beskatning af de velhavende i modsætning til individuelle takster for de besiddelsesløse.
b) At gå imod institutionaliseringen af nyliberalismen på globalt plan

EU`s rolle
En vigtig side af den nyliberale strategi er forsøgene på at institutionalisere dens politikker på det transnationale niveau. På denne måde bliver interesserne bag disse markedsorienterede løsninger i stand til at undvige og at tilsidesætte demokratiske strukturer og processer på lokalt og nationalt niveau. Markeder bliver på den måde tvangsåbnet gennem lovgivning på EU-niveau (Servicedirektivet er et af de seneste tiltag i denne retning) eller gennem aftaler indenfor internationale institutioner som WTO. Den Almene Aftale om Handel med Tjenesteydelser (General Agreement on Trade in Services (GATS)) bruges for eksempel ikke alene til at give konkurrencen på markedet højere prioritet end sociale og miljømæssige reguleringer, men også til at forhindre, at denne form for privatisering og deregulering kan ophæves igen.
Brede internationale netværk af sociale bevægelser og NGO`er er blevet dannet for at mobilisere mod denne form for handels- og investeringspolitikker. 'Vor Verden er ikke til Salg'-netværket (Our World Is Not For Sale (OWINFS)) og det europæiske del 'Seattle to Brussels'-netværket (S2B) (7) er de vigtigste, og bør støttes af alle, der vil forsvare velfærdsamfundets landvindinger.
c) At demokratisere og videreudvikle vore sociale ydelser og institutioner i alliance mellem bruger og producent
Selv om støtten til offentlige serviceydelser er bred og omfattende, er der også utilfredshed med mange sider af dem, som for eksempel begrænset adgang, bureaukratiske strukturer, ringere kvalitet end forventet etc.

Offentligt lort.. eller
Under-finansiering med det formål at svække og miskreditere offentlige serviceydelser er en velkendt strategi fra de nyliberales side i forsøget på at bane vejen for fremtidige privatiseringer. Det er vigtigt ikke at fornægte eller bortforklare disse svagheder, men at erkende dem, rette dem og at udvikle en politik for yderligere forbedring i form af kvalitet, brugerindflydelse og tilgængelighed. Demokratiske og organisatoriske reformer er afgørende i denne forbindelse, og kan - hvis de håndteres dygtigt - virke som forstærkede barrierer mod fremtidige privatiseringer og politiske angreb (8).Udviklingen af sociale og politiske alliancer mellem brugerne af de aktuelle offentlige serviceydelser og dem, der producerer dem, er af stor strategisk vigtighed i den afgørende sociale kamp der står for døren.
Mens alle disse umiddelbare kampe er vigtige i sig selv, må de alle udvikles på en sådan måde, at de styrker vore langsigtede strategiske mål. Vore konkrete krav og kampe skal derfor:
* Bidrage til skift i magtbalancen fra kapital til arbejderklasse, fra markedskræfter til det almindelige samfund.
* Forbindes med de aktuelle sociale gruppers erfaringer, problemer og interesser, da dette er en forudsætning for effektiv mobilisering.
* Bidrage til at opbygge brede de samfundsmæssige alliancer, der er nødvendige for at vinde den sociale magt.

Skabe en bred front
Et mærkbart skift i magtbalancen kan kun nås gennem en bred interesse-baseret mobilisering af fagforbund, sociale bevægelser og andre folkelige organisationer og NGO`er, som er stærke nok til at gå i konfrontation med koncernernes interesser og tvinge dem i defensiven. En stadig større del af vore samfund er ofre for den nyliberale offensiv, og det er præcist disse grupper, vi må forene i nye utraditionelle alliancer.
I særdeleshed skal vi arbejde hårdt for at udvikle alliancen mellem arbejderbevægelsen og den ny bevægelse for global retfærdighed og solidaritet, der har udviklet sig i de seneste år. Denne bevægelse har været afgørende for genoplivningen af den folkelige modstand og har - med sin dynamik, sin insisteren på uafhængighed og demokratiske kontrol nede fra, sin radikalisme og militans - givet os håb og inspiration. Disse karakteristika kan også bidrage konstruktivt til genoplivningen af mange gammeldags og bureaukratiske fagforbund (Det ved jeg meget om efter 25 år i fagbevægelsen). Hvis vi kan håndtere denne alliance korrekt, kan de to bevægelser styrke hinanden gensidigt og bringe kampen op på et højere niveau.
Internationalt samarbejde og koordination mellem disse alliancer og bevægelser er vigtig, men for at koordinere på tværs af grænser er det nødvendigt, at der på det lokale og nationale plan allerede findes stærke og aktive sociale bevægelser. Der eksisterer ikke sådan noget som en abstrakt global kamp mod nyliberalisme.
Sociale kampe globaliseres i takt med at lokale og nationale bevægelser erkender behovet for samarbejde på tværs af grænserne for at styrke positionerne mod de internationalt agerende og velorganiserede modstandere. Vor primære opgave er derfor at organisere kampen og opbygge de nødvendige sociale alliancer på det lokale plan.
I Norge har vi haft succes med i de seneste år at organisere den såkaldte Kampagne For Velfærdsstaten (9), som omfatter fagforbund på det private og offentlige område, kvinde-organisationer, studenter-organisationer, pensionist-sammenslutninger, småbonde-organisationen, organisationer for brugere af offentlig bistandshjælp, etc. Det er endnu ikke en virkelig folkelig bevægelse, men vi har fået etableret den politiske, sociale og organisatoriske infrastruktur baseret på den brede alliance, der er nødvendig, hvis vi skal stoppe liberaliserings-politikken, dereguleringen og privatiseringen - og således gøre en anden verden mulig.

Konklusion
Velfærdsstaten er ikke bare summen af sociale institutioner og offentlige budgetter. Den blev muliggjort af bestemte magtrelationer og holdninger, der gennemsyrede alle dele af samfundet:
- en politik for fuld beskæftigelse,
- regulerede markeder og afdæmpet konkurrence,
- arbejdere og fagforbunds øgede indflydelse på arbejdspladsen,
- omfordeling af velstanden og udryddelse af fattigdom,
- almene tjenesteydelser i modsætning til behovsbaserede ydelser.
Skiftet i magtbalancen mellem arbejde og kapital i løbet af de sidste 20-25 år har påvirket alle disse punkter (voksende arbejdsløshed, udelukkelse, fattigdom, sundhedsproblemer osv.), og velfærdsstaten er i fare for at svinde bort sammen med sin magtbase.
Nedenstående de tre søjler som udgjorde velfærdsstatens magtbase:
1) Behovet for en ny kapitalistisk økonomi, udtryk ved de liberale politikeres socialhjælps tanker,
2) Arbejderbevægelsens kamp (på det tidspunkt udtrykt ved klasse-kompromiset), og
3) Eksistensen af et konkurrerende system i Østeuropa, der kunne disciplinere kapital-ejerne i Vest.
Systemet i Østeuropa er brudt sammen. Det relativt stabile klasse-kompromis er ved at bryde sammen. Dette betyder, at hvis arbejderklassen og andre sociale kræfter vil bevare, hvad der er opnået, og ikke falde tilbage til minimale behovsbaserede ydelser af den social-liberale slags, må de mobilisere den sociale og økonomiske styrke, de stadig repræsenterer og som de er i stand til at rejse i dagens samfund - i konfrontation med offensive kapitalistiske kræfter.

Deres taber-projekt
Det nyliberale projekt er ikke levedygtigt. Det kan ikke opretholdes, og det er ikke menneskeligt. Det kan være, at vi stadig er i defensiven, men vi er endeligt begyndt at vinde frem medens de i stadigt voksende omfang mister legitimitet på grund af deres krige, deres ENRON`er, deres PARMALAT`er og deres koncerners grådighed. De indre modsætninger i den uregulerede casino-kapitalisme bliver tydeligere og tydeligere, såvel som de voksende uligheder i samfundet. Dette skaber voksende sociale problemer og utilfredshed, men samtidig åbner det op for mulighederne for en alternativ udvikling selvom det bliver nødvendigt med hårde sociale kampe for at vinde frem.
Da velfærdsstaten var resultatet af en særdeles specifik historisk udvikling, kan den ikke kopieres. Vort perspektiv må derfor række videre end velfærdsstaten - et socialt og demokratisk organiseret samfund, hvor folks behov og de miljømæssige begrænsninger bliver vore ledetråde.
Arbejderbevægelsens hovedmål i Nord såvel som Syd bliver derfor, at begrænse kapitalens magt og underkaste økonomien demokratisk kontrol. Dette mål vil ikke blive nået ved hjælp af social dialog og tre-parts forhandlinger, men gennem klassekamp og social konfrontation. Historien har lært os at magten ikke viger. Den skal overvindes.

Asbjørn Wahl - For Velfærdsstaten
Asbjørn Wahl er national koordinator i den brede kampagnen 'For Velfærdsstaten' i Norge. Han er uddannet i historie og sociologi og har mange års erfaring med fagligt arbejde både i Norge og internationalt. Han var med til at stifte Attac i Norge og er med i koordineringen af Europas Sociale Forum m.m.
Arbejderen bringer her anden og sidste del af Asbjørn Wahls analyse af velfærdsstatens fremvækst og aktuelle nedbrydning. Han giver sine bud på, hvad der kan og bør gøres for at forsvare velfærdsstaten. Første del blev bragt torsdag den 26. april.

Se www.ourworldisnotforsale.org og www.s2bnetwork.org
8)
Den norske fagforening for Kommunalt ansatte har udviklet den såkaldte Kommunemodel, som har vist sig succesrig i denne sammenhæng. Det er et alternativ til privatisering og markedsgørelse - et projekt nede fra og op, som bygger på den viden og erfaring som de involverede arbejde har. Yderligere oplysninger kan findes på: http://www.fagforbundet.no
9) Se www.velfærdsstaten.no/english