13 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Messerschmidt - hvilken exit

Messerschmidt - hvilken exit

Lørdag, 05. maj, 2007, 00:00:00

Hvis ikke Messerschmidts politiske karriere skal slutte ved næste Folketingsvalg, skal han bruge tiden til at skabe sig en platform til højre for DF

af Arne Lund, medlem af Enhedslisten, Humlebæk
Der er vel forhåbentlig ingen der tror, at Dansk Folkeparti indstiller sine fremmedhadske ytringer, blot fordi Morten Messerschmidt er trådt ud af partiet.
For en stund vil retorikken blive dæmpet lidt ned, men partitoppen mener fortsat det, man hele tiden har ment. Pia K. var jo ikke uenig med Krarup, da han sammenlignede tørklædet med hagekorset. Det var kun hans billedsprog, hun ikke kunne lide; indholdet var/er der ikke noget i vejen med.
At Messerschmidt skulle være gået frivilligt, er lige så utroværdigt, som hvad der ellers kommer fra DF. Naturligvis ser det pænere ud, at man selv går, frem for at få sparket. Og skal Pia Kjærsgård ofre én af sine kronprinser - endda den bedst begavede af dem - for at holde sig i nærheden af magten - og måske endda en dag kunne krybe til køjs med Anders Fogh i en VO-regering - så har hun ingen skrupler derved.
Nu fortsætter Messer-schmidt så som løsgænger, men hvis ikke hans politiske karriere skal slutte ved næste Folketingsvalg, der skal finde sted senest i februar 2009, skal han bruge tiden til at skabe sig en platform til højre for DF. Det skulle ikke være svært i og med, at der efterhånden er så mange ekskluderede DF`ere - samt en hel del frustrerede DF-vælgere og medlemmer - der har brug for et sted, hvor de kan få lov til at sige, hvad de mener, og åbent arbejde for en uforfalsket hard core højrefløjspolitik.
Spiller Messerschmidt sine kort med omtanke, vil vi inden længe se starten til en ny partidannelse på den yderste højrefløj. For nogen er det måske svært at forestille sig et parti, der kan ligge længere til højre end DF, men det kan det faktisk.
DF er i sin iver efter at overtage de konservatives plads i regeringen blevet så midtersøgende, at man har tabt - er ved at tabe - en relativt stor gruppe på højrefløjen. En gruppe, der er skuffet over DF`s bløde holdning til indvandrerne, der ikke længere skal smides ud af landet, men nu skal integreres!
Man har også svært ved at forstå, at EU er blevet spiselig, og det i en sådan grad, at DF hellere læner sig op ad, hvad der sker i Bruskcelle, end hvad man kan udrette i Folketinget. Og så er der dem, der har svært ved at klare DF`s forkærlighed for Israel.
Messerschmidts exit forrykker ikke balancen mellem regeringen og oppositionen. Han vil fortsætte med at stemme sammen med DF, for hvor skal han ellers gå hen? Nu har han til gengæld friheden til at stille sine egne forslag, og dét skal nok skabe ravage i DF.
Messerschmidt behøver nemlig bare at sige alt det, DF`erne mener, og som man har ment hele tiden, men ikke vil sige af angst for ikke at være stuerene nok. Jo, de skal nok få det sjovt, når den nyttige idiot, Messerschmidt, taler frit fra leveren.
Som afløser for Messerschmidt i DF`s Folketingsgruppe står nye talenter klar, frisk fra rugekassen i Dansk Folkepartis Ungdom. Det gælder for eksempel den tidligere landsformand, Kenneth Kristensen. Han er ligesom Messerschmidt også dømt for racisme, og er dermed med til at sikre kontinuiteten i partiet.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


05. maj. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp