Det er et kæmpeproblem, hvis fagbevægelsen - ved at indgå en handel med regeringen om forbedringer for sine medlemmer - bidrager til at forringe velfærden afgørende

af økonom, cand. scient. adm. Henrik Herløv Lund
Er der risiko for, at trepartsforhandlingerne mellem LO og regeringen om kvalitetsreformen sikrer de offentligt ansatte bedre forhold, men på bekostning af en forringelse af velfærden for borgerne?
Det spørgsmål melder sig efter offentliggørelsen af det officielle kommissorium for trepartsforhandlingerne om kvalitetsreformen.
Det fremgår nemlig heraf med al tydelighed, at emnerne for forhandlingerne alt overvejende vedrører faglige rettigheder og arbejds- og overenskomstforhold for de offentlige ansatte: uddannelse, arbejdsmiljø, ledelse og medarbejderindflydelse samt rekruttering.
Derimod glimrer en række forhold, der er afgørende for servicen i forhold til borgerne, ved deres fravær på forhandlingsdagsordenen: Tilførslen af tilstrækkelige økonomiske midler til velfærdsservice, udlicitering og frit valg, kvalitets- og serviceniveauet for borgerne.
Helt fundamentalt afgørende er spørgsmålet om, hvor store økonomiske midler den offentlige sektor tilføres i de kommende år. Regeringen har i sit oplæg fastholdt sit udgiftsloft på 0,5 procent lig med to milliarder kroner årlig realvækst for offentlig velfærdsservice.

Udhuling
Skal service- og kvalitetsniveauet for offentlig velfærdsservice imidlertid fastholdes, og skal der være plads til også forbedringer heraf i takt med velstandsstigningen, kræver det en årlig realvækst på 1,5 procent lig med seks-syv milliarder kroner årligt.
Regeringens kvalitetsreform er altså et oplæg til udhuling af kvaliteten og normeringerne i den offentlige sektor.
Og det peger også mod velfærdsforringelse, at kvalitetsreformen i forhold til borgerne primært går ud på en forstærkning af regeringens nyliberale markedsgørelsesstrategi gennem yderligere udbredelse af frit valg, privatisering og udlicitering.
Problemet ved frit valg mellem det offentlige og private som leverandører er, at det offentlige herved langsomt tømmes, og der overføres ressourcer fra det offentlige til private udbydere. Hermed trues bredden og kvaliteten i de offentlige tilbud, og samtidig befordres privatiseringen.
Og problemerne med øget privatisering kan allerede i dag ses på skoleområdet i form af en opdeling i første og anden klasses ydelser: En privat leveret første klasses velfærdsservice for de økonomisk bedrestillede fra over- og middelklassen og en anden klasses offentligt leveret velfærdsservice for den øvrige, mindrebemidlede del af befolkningen.

Et kæmpeproblem
Det er selvfølgelig ikke, fordi bedre faglige rettigheder for de overenskomstansatte ikke er vigtige. Og LO skal dermed heller ikke bebrejdes at tage sig af sine offentligt ansatte medlemmers faglige rettigheder, hvilket jo også er fagbevægelsens opgave.
Men disse forhold er en kun en delmængde af de udfordringer, som den offentlige sektor står overfor i de kommende år. Og man kan på den anden side ikke se bort fra, at regeringen gennem en aftale med fagbevægelsen vil få cementeret sin kvalitetsreform.
Og dermed også de dele af den, som trepartsforhandlingerne overhovedet ikke berører: Spørgsmålet om tilførsel af tilstrækkelige økonomiske midler til offentlig velfærdsservice og om yderligere udbredelse af privatisering og udlicitering.
Og det er et kæmpeproblem, hvis fagbevægelsen - ved at indgå en handel med regeringen om forbedringer for sine medlemmer - bidrager til at forringe velfærden afgørende for borgerne.