Irak-krigen ville bringe demokratiet til Orienten. Men nu mener det demokratiske Venstre, at det går skidt i Irak

af Per Diepgen, Horbelev.
Sikkerhed er ikke, hvad sikkerhed burde være, for irakerne flygter alle vegne hen, og ingen kender til retssikkerhed. Irakere myrdes, arresteres, straffes uden rettergang, forsvinder bare og henrettes i smug, og så tillader irakerne sig tilmed at skyde på de hjælpende soldater, så nu må demokratiet hjælpe krigen.
Endnu en gang må vi lære lektien, at krig er terror og tortur og ødelæggelse af liv og lemmer. Bagefter kan Venstre tælle de døde og forklare sejren. Som om vi ikke kender besættelsens junglelov! Et citat:
'Det er oplagt, at en stor del af terroraktionerne og anslagene er et led i den fjendtlige krigsførelse mod os. Disse kan bedst bekæmpes ved hjælp af de sagligt nødvendige forsvarsmekanismer og ikke ved hjælp af kollektive 'hævnaktioner'. Så lang tid der over en lang grænse er næsten helt fri passage fra udlandet, har gerningsmændene frit spil. Først når den grænse er tilstrækkeligt sikret, kan man regne med, at sabotage- og terrorgrupperne vil kunne blive uskadeliggjort - såfremt der ikke bliver sendt nye agenter hertil.
Der sidder i øjeblikket over 100 attentatmænd, der må regne med dødsdomme. Da man ikke stræber efter hævn ved hjælp af blodsudgydelser, har man i lang tid ventet med at afsige dommene, så det er op til forbryderne selv at bestemme, hvad der skal ske med deres kammerater. Bliver situationen rolig, er man ikke interesseret i henrettelser.
Når en af vore soldater bliver såret eller dræbt, må vi give den hårde krigsret frit løb over for attentatmændene. At den hæmningsløse underverden på et tidspunkt begyndte at foranstalte blodorgier på deres egen befolkning, har vi med beklagelse taget til efterretning. Men når de underjordiske elementer begynder, måske efter udenlandske ordrer, at angribe vore interesser, skal de vide, at vi hurtigt og skarpt reagerer.'
Sådan taler en besættelsesmagt, i dette tilfælde rigsbefuldmægtigede Werner Best om situationen i Danmark, da han i flere møder i 1944 førte en ophidset diskussion med Pancke, Ribbentrop og Hitler, og den første modterror satte ind. Dengang var danskerne blandt de besatte, og vi vidste aldrig, hvor vi havde Venstre. I dag er vi besætterne.
Besættelsens vendepunkt indtraf med et årstids forsinkelse fra årsskiftet 1943/44 og til samme efterår. Regeringen var ophørt, Scavenius var efter den 29. august 1943 sat uden for indflydelse og erstattet med et departementsstyre. Jørgen Hæstrup skriver, 'at Best kom hjælpeløst i klemme' mellem Svenningsen og Pancke, der havde 'en voksende tilbøjelighed til at handle på egen hånd og dermed øge brutalisering'. Best måtte fungere i forhold til de danske myndigheder, til Panckes SS-Polizei og til Ribbentrops ordrer fra Føreren, den såkaldte Suveræn, der gav alle love og bestemte over undtagelsessituationerne og allerede i slutningen af 1943 gav en ubetinget ordre til modterror i de besatte lande, altså at hævne sig på familie og venner og tilfældige personer, som vi kender det fra Irak. Den franske by Oradour står som SS`s mest bestialske handling (9. juni 1944), men i Danmark blev Hvidsten-gruppen samtidig symbolet for den begrænsede modstandsbevægelse og blev brugt som eksempel i korrespondancen mellem København og Berlin, hvor Best søgte en dansk terrormodel, det vil sige terror over for de enkelte sabotører frem for kollektive hævnaktioner og brugen af rettergang frem for koldblodig afstraffelse. Begge dele måtte delvis opgives, da Panckes sikkerhedspoliti fik friere spil fra august 1944 (schalburgtage), mens værnemagtens von Hanneken så til.
Familien på Hvidsten kro og deres venner modtog med agenters hjælp gennem et helt år store mængder nedkastede våben, indtil de - otte mænd og to af kroejer Fiils døtre - blev angivet og arresteret i marts 1944 (den 11. marts, idet datoerne er af stor betydning for at klarlægge sagsakterne), sat i Vestre fængsel, mishandlet og dømt den 26. juni, Fiil-mændene til døden og henrettet i Ryvangen 29.juni.
Land og Folk udsendte netop denne dag et særnummer, men uden en nekrolog, eftersom tyskerne først den 30. offentliggjorde henrettelsen. Til gengæld bliver den 29.juni en af besættelsens mærkedage, idet en generalstrejke bryder ud (hvorimod udgangsforbuddet om aftenen rykkes fra klokken 20 til 23), og begivenheden knyttes nu principielt sammen med henrettelsen af Hvidsten-gruppen, som blandt modstandsfolkene blev sabotørernes inkarnerede symbol. Den ældste datter, Kristine (Tulle) optrådte uforfærdet i de danske og tyske fængsler, lærte Monica Wickfeld at kende, og virkede ikke mindst stærk, da hun fra celledøren aftenen før henrettelsen ser sin far, sin mand og sin bror og de andre fem blive ført bort. Hun sætter sig ned og skriver til den rigsbefuldmægtigede doktor Werner Best et brev, der i dag sender en oprigtig hilsen til os fra den ellers beskedne danske modstandsbevægelse:
'I Anledning af at De i Dag har henrettet otte danske Mænd, føler jeg Trang til at sige Deres Excellence min Mening, ikke for min Families Skyld, som i Dag er blevet skudt, men for alle dem, der kommer efter dem!. Deres Excellence har jo allerede været længe i Danmark og maa vel efterhånden kunne forstå dansk Tankegang, det Arbejde, som vore Mænd har gjort, er ikke gjort i Had til Tyskland!. af alle de Mænd, som er væk, hvis Børn engang vil blive voksne Mænd!. Jeg har selv en lille Pige, som i Dag har mistet sin Far, Morfar og Morbroder, hun kan heldigvis ikke forstaa det, men kunne hun, ville hun alligevel være stolt af dem!. Jeg er stolt over, at jeg havde en Mand, en Far og en Broder, der var værdige til at dø for Danmark.'
Best var jurist og havde fra begyndelsen beskæftiget sig med at fortolke retsprincipper i overensstemmelse med nazismen, blandt andet selvbestemmelsen i Folkeretten (jødespørgsmålet i 30`erne og senere det tyske mindretals rettigheder i Sønderjylland). Han indså tidligt krigens endeligt og konstaterede Hitlers personlighedsnedbrydning, lagde vægt på betydningen af de danske fødevareleverancer og havde måske i samtalerne med Scavenius lært dansk mentalitet og nu i Kristines brev, hvis det overhovedet var læst. I hvert fald figurerede Hvidsten-gruppen som eksemplet i brevvekslingen mellem Ribbentrop og Best, idet Best argumenterer for brugen af domstolene:
'Rent faktisk var det den 30. juni blevet bekendtgjort, at de terrorister, der var blevet dømt i løbet af dagen, i forvejen var blevet henrettet. Men denne bekendtgørelse kan ikke have udøvet nogen indflydelse på selve generalstrejkens udbrud, da den jo begyndte selvsamme dag. Ligeledes nøjagtig en uge før den 30. juni blev der offentliggjort en bekendtgørelse vedrørende eksekveringen af otte dødsdomme, men befolkningen havde ikke reageret på denne meddelelse.'
Krigshåndværket er for kompliceret til at forstå. Best havde også en varm linie til Socialdemokratiet og forsøgte ved flere lejligheder at kontakte Frihedsrådet for en overenskomst, akkurat som det finder sted i dag i Irak mellem de stridende parter. Både Best og flere i Frihedsrådet forsøgte at inddæmme kommunisterne, som var nazisternes egentlige fjende, men politisk set også de konservatives. Kopa blev med Børge Houmann i Rådet til Bopa, og Den kolde Krig mellem højre- og venstrefløjen var allerede sat i gang som en fortsættelse af tiden før krigen og er langt fra slut endnu.
Enhver krig er terror og tortur, og en hvilken som helst besættelsesmagt vil, som man ser, manipulere med mennesker og begreber. Bush opfandt ikke kombattanter og fangelejre. Best anerkendte heller ikke sabotører som et retsbegreb, Hitler overhovedet ikke. Den militære fjende var de britiske agenter og andre repræsentanter for fjenden og var under internationale krigsfangebestemmelser, sabotører var kombattanter uden for retssystemet.
VC+O-regeringen erklærede i marts 2003 krig med det mest spinkle flertal for resolution 118, 61 stemte for, mens 68 undlod at stemme, og ved at fortolke forsvarsparagraffen begyndte allerede her vanskelighederne, der førte til tusinder af irakeres død og lemlæstelse. Regeringen tog ingen notits af internationale aftaler og kan ikke fortryde krigen, men vil alligevel ud af suppedasen på grund af dens uundgåelige følger og vender i stedet anklager mod den tilstand og det system, som de forlader, men selv skabte. Vejen til demokrati går ikke over magtbrynde og forræderi.