For mig er Asmaa en modig kvinde, som gør en forskel. Hvis hun menneskeligt kan overleve den nuværende hetz, vil jeg meget gerne være med til at opstille hende som en af Enhedslistens spidskandidater

af Jakob Nerup, medlem af Enhedslisten
I Danmark har forskelsbehandlingen af minoriteter, og særdeleshed vores muslimske medborgere, nået et nyt lavpunkt. De danske medier har jagtet udtalelser om Asmaa, fordi hun søger valg som opstillet for Enhedslisten. Ikke fordi medierne ønsker at høre, hvad Asmaa står for, men for at stille hende til regnskab for udsagn, andre opfinder, eller fundamentalister udtrykker. Medierne gør flittigt brug af såkaldte humanister og en række ledende SF`ere, som øser af deres indre islamofobi. For i deres univers er der ikke plads til venstreorienteret mangfoldighed, men kun til fundamentalistiske udsagn, hvor den enkelte skal udtrykke alt på samme måde, som det nu er erklæret mainstream at gøre det.
Medierne, SF og andre fra venstrefløjen udstiller deres dobbeltstandarder, når de forlanger, at Asmaa skal godtgøre, at hun er anderledes end de muslimske skræmmebilleder, de har dannet i deres hoveder. De nægter at godtage Asmaa`s argumentation, hvor hun beskriver værdier frem for absolutter. De nægter at godtage Asmaa`s fokus på de sociale spørgsmål, hendes modstand mod krigen i Irak eller hendes engagement mod racisme. De nægter, at Asmaa erklærer sig enig med Enhedslistens program og vil arbejde sammen med os andre for at skabe alternativer til Fogh og Pia Kjærsgård. Hvad medierne og SF gør mod Asmaa, ville de ikke gøre mod nogen hvide danske kristne. For helt ærligt, hvad er der specielt venstreorienteret i at gå uden slør eller give hånd, det vigtigste er vel mennesket og holdningerne.
For mig er Asmaa en modig kvinde, som gør en forskel. Hvis hun menneskeligt kan overleve den nuværende hetz, vil jeg meget gerne være med til at opstille hende som en af Enhedslistens spidskandidater. Både for det hun siger, og det hun er symbol på. For hun er i modsætning til alle de selvudnævnte 'rigtige' venstreorienterede fyldt af humanistiske værdier om respekt og gensidig tillid. Hendes værdier starter ikke med taktiske forestillinger om at tilpasse sig den indre svinehund eller underdanigt acceptere diskriminationen af indvandrere og muslimer i Danmark. I stedet tager hun til genmæle og bruger traditionelle venstreorienterede værdier som respekt, inklusion og mangfoldighed. Det kunne mange andre venstreorienterede politikere lære meget af.
Men Asmaa`s opstilling er først og fremmest vigtig, fordi den kan være med til at give de mest undertrykte medborgere i det danske samfund en stemme. Det gør ondt i mit hjerte hver eneste gang, danske muslimer og indvandrere forskelsbehandles, og i særlig grad når det gøres af medier som Information og politikere fra SF. Men på samme tid er jeg stolt over, at Enhedslisten er stedet, hvor den venstreorienterede mangfoldighed kan udfoldes. Alt for længe har venstrefløjen passivt accepteret den stærkt stigende racistiske og islamofobiske tone, og enten stukket hovedet i busken eller direkte deltaget i hetzen, som nogle SF`ere gør. Det skal være slut nu, så vi kan få tydeliggjort, at ægte venstreorienterede er mangfoldige og forsvarere af de undertrykte. Det er Asmaa et personligt symbol på, og jeg ser frem til at hun skal repræsentere Enhedslisten.
Det ville gavne venstrefløjen, hvis vi turde tage nogle skrift frem og konfrontere den danske selvretfærdige holdning til, at kvinder er frigjorte og Danmark frisindet. For Ligestillingen har ondt i dagens Danmark, hvis vi snakker om løn, pension eller fordelingen af arbejdet i hjemmet. Og pornoficeringen af det offentlige rum eller kroppes totale markedsgørelse er ikke ligestilling, men en kommerciel udnyttelse af kønnet. Ligestillingskampen er langt fra vundet, og skal vi kæmpe sammen med og på vegne af indvandrerkvinderne, så skal vi ikke starte med at stigmatisere dem, men tværtimod inkludere dem.
Og det er noget sludder, at religion og politik er adskilt i Danmark. Børnene tvangskristnes i den danske folkeskole, og den nykonservative kanon for kultur er tung af kristendom. Venstrefløjen har som et af sine fornemmeste vartegn et forsvar for frisindet og mangfoldigheden. Det indebærer også et forsvar for dem, som udtrykker sig religiøst anderledes, og et ønske om at inkludere dem. Det er som om at nogle venstreorienterede alene husker Marx's første sætning om religionen som opium for folket, men glemt resten som lyder:
'Den religiøse elendighed er på en gang udtryk for og protest mod den virkelige elendighed. Religionen er den betrængte skabnings suk, den er en hjerteløs verdens hjerterørelse, den er åndløse tilstandes åndsindhold.'
Hvis folks oprør mod Bush` verden og Foghs Danmark starter som en indre rejse, der også er religiøs, og derefter folder sig ud politisk, så er der vel intet forkert idet. Det afgørende er vel, at vi er sammen om et fælles budskab som venstrefløj. Venstreorienteret mangfoldighed begynder ikke på skrivebordet, men ude på arbejdspladserne, i uddannelsesinstitutionen og lokalområdet. Det foregår i bevægelser, partier og i fagforeningen. Det forudsætter gensidig respekt, og starter ikke med mistænkeliggørelse. Opstillingen af Asmaa er en god begyndelse på fortsættelsen af en af venstrefløjens grundelementer, at lade de undertrykte stemmer blive en del af os.