14 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ikke tid til mådehold

Ikke tid til mådehold

Torsdag, 10. maj, 2007, 00:00:00

Overenskomstforhandlingerne fik et langt forløb, inden forligsmanden kunne udarbejde et samlet mæglingsforslag, der efter godkendelse af LO og DA kunne sendes ud til urafstemning.

fra Metal Århus
Resultatet af urafstemningen er nu offentliggjort, og generalforsamlingen tager resultatet til efterretning, men må samtidig konstatere, at såvel de nuværende urafstemnings- samt især de udemokratiske sammenkædningsregler medfører, at medlemmerne ikke har den store interesse i at gøre deres indflydelse gældende, hvilket bevirker en alt for lav stemmeprocent til så vigtigt et emne.
Industriforliget indeholder en række nyskabelser og imødekommer nogle af vores krav, men der er rigeligt med plads til gode og kontante lønforhøjelser ved de igangværende lokale lønforhandlinger.
Nu har topcheferne og direktørerne haft deres lønfest, så nu er turen kommet til os, der skaber produktionen og værdierne. Med den gode beskæftigelse og ordrebeholdning, der er i øjeblikket, er der ingen grund til hverken at udvise mådehold eller tilbageholdenhed over en solid stor lønstigning.
Lovgivningen om A-kasser kan i 2007 fejre 100 års jubilæum. De faglige A-kasser har været et vigtigt led i de faglige og politiske bestræbelser på at skabe et velfærdssamfund og er en uvurderlig del af 'den danske model'. Derfor er det beskæmmende at beskæftigelsesministerens lykønskningsbudskab er, at A-kasserne er for dyre og for dårlige til at få medlemmerne i arbejde. Især når vi kan konstatere, at ministerens projekt med at samle indsatsen i kommunale jobcentre er havnet i et fuldstændigt bureaukratisk skoleridt, hvor resultatmålinger og dokumentationskrav betyder, at der stort set ikke er tid til at formidle ledige til job.
Vi glæder os naturligvis over, at konjunkturerne for tiden giver faldende ledighed, det betyder bare ikke, at alle er i arbejde, selvom minister, DA og pressen ynder at fremstille det, som om der er arbejde til alle. Skal endnu flere i arbejde, handler det om at sikre uddannelsesmuligheder, så kvalifikationerne svarer til jobmulighederne, kun derved sikrer vi, at danske job kan besættes med dansk arbejdskraft.
Metal Århus må desværre igen konstatere, at såvel regering som arbejdsgivere ikke lever op til deres ansvar omkring uddannelser. Det burde stå lysende klart for enhver, at den mangel, der i dag er på faglært arbejdskraft på visse områder, blot er et varsel på den mangel, vi vil opleve om få år, og som vil koste samfundet milliarder i tabt produktion.
Derfor burde såvel regering som arbejdsgivere gøre en ekstraordinær indsats for at optimere uddannelsessystemet, i stedet ser vi desværre det modsatte. Eksempelvis vil Dansk Industri nu have præmieringsordningen fjernet, i stedet burde virksomhederne kollektivt støtte de virksomheder, der viser evne og vilje til at uddanne elever, samtidig vil en styrkelse af de erhvervsfaglige uddannelser også kunne bidrage til en positiv og effektiv integration af de unge indvandrere.
Generalforsamlingen konstaterer, at velfærdsstaten er alvorlig truet af regeringens strukturreform og forslaget til kvalitetsreform. Ikke mindst derfor er et regeringsskifte nødvendigt.
Der er behov for en ny regering med en ny politik, der bygger på lighed og solidaritet, lige adgang til velfærdsydelser og aktivt demokrati og som arbejder for at komme de sociale uretfærdigheder til livs og sikre den fælles velfærd gennem en solidarisk beskatning, hvor de højeste indkomster, de største husejere og de rigeste selskaber betaler mest i skat. Til gengæld skal alle - rig som fattig - også have del i samfundets velfærdsgoder.

Vedtaget på Metal Århus` generalforsamling den 30. april.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


10. maj. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp