Danske rederier tvangstrækker penge fra udenlandske søfolk og kanaliserer dem til danske faglige organisationer

af Morten Bach, faglig sekretær i Sømændene 3F
Danske rederier med skibe i Dansk Internationalt Skibsregister (DIS) betaler 'afladspenge' i stor stil. De tvangstrukne penge betales blandt andet til de danske fagforeninger, Metal Søfart, Dansk Sø-Restaurationsforening og Søfartens Ledere.
De korruptionslignende afladspenge dækker over, at fagforeningerne giver de danske redere tilladelse til at sejle med blandt andet underbetalte udenlandske polakker på de dansk indregistrerede DIS-skibe. Dette er stik imod EU-reglerne og lovgivningen.
Sagen om afladspenge bliver endnu mere grotesk, idet det viser sig, at pengene opkræves blandt de søfarende af rederne og derefter videresendes til de danske fagforeningers pengekasser, hvor de angiveligt indgår som kontingentindtægter.
En anden del af det beløb som danske skibsredere tvangstrækker fra blandt andet de polske sømænds løn, sendes videre til tvivlsomme polske organisationer, der dermed kommer til at fremstå, som om de legitimt repræsenterer polske søfolk, men i virkeligheden kun er en pengemaskine, der modtager kanaliserede underlødige pengetransaktioner fra polske søfolk ansat i DIS-skibe.

Diskrimination
Loven på området siger helt klart, at EU-borgere, der arbejder i et andet EU-land, hverken løn- eller arbejdsmæssigt må diskrimineres. Men løn- og arbejdsmæssig diskrimination er netop, hvad udenlandske søfolk udsættes for på danske skibe.
Polske søfolk sejler til lønninger og bestemmelser, der ligger langt under de danske lønninger og arbejdsforhold, som er gældende på de forskellige områder til søs på de danske DIS-skibe.
Også søfarende fra andre østlande og fra Filippinerne er ofre for danske rederes og de faglige organisationers grådighed, og betaler en art 'beskyttelsespenge' for at arbejde om bord i DIS skibene.
DIS-loven, der blev indført i 1988 som en slags statsstøtte til danske skibsredere, har senere vist sig at være en guldgrube for rederierne og et morads af dårligdom og ulykke for så vel udenlandske som danske søfolk.
Danske redere bruger næsten kun udenlandske søfolk, og en del af de danske søfartsorganisationer har altså ikke holdt sig for gode til at modtage tvangstrukne penge fra disse fattige søfolk for at 'vende det blinde øje' til ulovlighederne - bare pengene klinger ind i kassen.

Gebyr er farlig ide
Ideen fra dele i fagbevægelsen om at de arbejdsgivere, der beskæftiger uorganiseret arbejdskraft, skal betale et administrationsgebyr til fagforeningen pr. uorganiseret medarbejder, de beskæftiger, er ikke blot direkte dum og tåbelig, men også uendelig farlig for dansk fagbevægelse.
Med en sådan aftale kan det ende med, at fagbevægelsen er direkte i lommen på arbejdsgiverne.
Denne påstand bekræftes helt tydeligt af de førnævnte organisationers optræden, når DIS-lovgivningen og dens urimeligheder angribes fra andre fagforeninger og fra politisk hold.
Det har nemlig gang på gang vist sig, at skibsrederne ikke har bedre skødehunde til at forsvare sig og DIS-lovgivningen med end de faglige organisationer, som modtager de udenlandske søfolks tvangsudskrevne afladspenge; en form for blodpenge, som rederne først kanaliserer over i deres lommer for derefter at købe sig velvillighed, underdanighed og total lydighed fra disse danske maritime organisationer.