Efter en overenskomstafstemning med to nejstemmer for hver ja-stemme er det nødvendigt at finde bedre fodslag mellem medlemmer og ledelse i 3F
fra byggebranchemøde i 3F
Medlemsdemokratiet er vores stærkeste kort. Det må der aldrig være tvivl om.
Det er ikke mistillid til forhandlerne, som har fået medlemmerne til at stemme nej. Det er utilfredshed med arbejdsgiverne. De skovler penge ind, men vil ikke dele med os, der skaber værdierne.
Forbundsledelsen må erkende, at medlemmerne var parate til at kæmpe for deres del af kagen, og at mange er frustrerede over at være pålagt en overenskomst, der blev nedstemt.
Sammenkædningsreglerne skal væk, som besluttet på forbundets kongresser.
De unge, som udgør fagbevægelsens fremtid, var forud for OK-forhandlingerne blevet stillet væsentlige forbedringer i udsigt. Det resultat, som blev nået, er langt fra målsætningen. 3F burde ved OK 07 have kæmpet mere for de svageste grupper. Et så klart nej fra medlemmerne ser vi som udtryk for solidaritet med de dårligst stillede. Forbundet skal prioritere og fastholde hovedkravene.
Forbundet skal fortsat arbejde for afskaffelse af halve dagpenge til de unge. Vi kræver ordinære job og kompetencegivende uddannelse frem for trindelinger, halve uddannelser og ørkesløs aktivering. Vi kræver en understøttelse, som man kan leve af.
I de seneste år har der været en god beskæftigelse i byggeriet, men aktiviteterne er for nedadgående. 3F skal arbejde for en bedre planlægning af byggeriet, og der skal sættes gang i vinterbyggeriet. 3F skal arbejde for, at der kommer gang i det offentlige og almene byggeri, så spekulationerne på boligområdet mindskes.
Der sker fortsat for mange arbejdsulykker på byggepladserne, og mange får langvarige mén efter arbejdsskaderne. Vi mener, det var en fejl, at der i forbindelse med de generelle nedskæringer også blev skåret ned på arbejdsmiljøarbejdet.
Problemerne med underbetalt udenlandsk arbejdskraft vokser til stadighed i byggebranchen.
Mafialignende tilstande blandt useriøse firmaer påfører branchen unfair konkurrence, der i særdeleshed presser vores medlemmers løn og ansættelsesforhold. Alle parter må forstå alvoren af problemet og medvirke til holdbare løsninger. Der skal lægges pres på politikerne, så de sikrer de fornødne ressourcer til de relevante myndigheder, som eksempelvis politi og Skat til at håndtere problemerne omkring illegal arbejdskraft. Der skal arbejdes for, at strafferammen for brug af illegal arbejdskraft hæves kraftigt.
Det er katastrofalt, at overenskomstkravene for at minimere social dumping ikke blev tilgodeset.
Mindstesatserne på timeløn, feriepenge og S/H-betaling blev ikke hævet tilstrækkeligt.
Det er en forbedring, at fagforeningerne blev sikret bedre muligheder for kontrol af overenskomsternes overholdelse, og at Dansk Byggeri i højere grad forpligtes til afklaring af om overenskomsterne overholdes. Det er en begyndelse, men langt fra nok. Vi vil have fuld kontrol. Det er uacceptabelt, at kravet om videreførelse af overenskomsten til underentreprenører ikke kom med i overenskomsten.
Vi skal være en bevægelse, der kæmper for medlemmernes faglige, sociale, økonomiske og politiske rettigheder.
Vedtaget af det årlige byggebranchemøde i 3F 12.-13. maj
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278