Har Esbjerg Kommune kendt til forholdene de sidste fem år uden at sætte en stopper for forretningsførerens og økonomichefens drift, og bliver det nødvendigt at tvangsfrasælge afdelinger?
af Per Benny Paulsen, Esbjerg
Boligforeningen 1932 kan i år fejre 75 års jubilæum, men Boligforeningen 1932 i Esbjerg blev i forrige uge sat under administration af DAB (Dansk Almennyttig Boligselskab), efter at en ny revisor ikke ville godkende regnskaberne.
Jyske Vestkysten oplyser, at sagen har været drøftet på flere lukkede møder i Esbjerg kommunes økonomiudvalg, og som sagerne står, formoder andre i Esbjerg, at Esbjerg kommune også skulle have tilsidesat sin tilsynspligt, medens bestyrelsen i boligforeningen måske også drages til ansvar, hvis nogen foretager en berettiget anmeldelse til politiet.
Og der har været en utrolig tavshed om sagen. Boligforeningen 1932 og Boligforeningen Ungdomsbo i Esbjerg skulle nemlig også tidligere iår have indledt én fælles administration af de to boligforeninger, men projektet gik rabundus, da Ungdomsbo var nervøs for at komme med i et økonomisk morads, ifølge Jydske Vestkysten.
Forretningsfører Holger Schrøder i Boligforeningen 1932 var socialdemokratisk medlem af byrådet i en lang årrække, og Holger Schrøder blev tidligere landskendt for at have investeret i svensk valuta, hvor boligforeningen tabte penge, og hvor boligminister Flemming Kofod-Svendsen greb ind og gjorde spekulantregimet lovligt.
På det tidspunkt var boligforeningen også udsat for kursfald i udenlandske obligationer med påfølgende tab.
Ifølge Jydske Vestkysten var der et underskud i selve boligforeningen på 273.000 kroner i 2005 og 1,2 millioner kroner i 2006, medens 11 afdelinger fremviser underskud ved opgørelse i september 2005.
Afdeling Krebseparken havde et underskud på 469.201 kroner og Hedegårdene på 768.295 kroner. Krebseparken var i 1990 udsat for en renovering af 58 boliger til 27 millioner kroner, hvor det 20 år før - i 1970 - kostede 22 millioner kroner at opføre afdelingen.
Den nuværende formand for Boligforeningen 1932, Bernd Michelsen, var dengang redaktør for beboerbladet 'Vinduet', men nægtede at optage indlæg fra beboerne, der dengang kritiserede det udemokratiske beboerdemokrati og huslejestigningerne.
Hedegårdene har været omfattet af talrige store renoveringer i millionklassen - talrige. Sidste år foretog Boligforeningen 1932 en yderst ejendommelig huslejeudligning i én større ældre boligafdeling med 219 boliger (Nørvang). Men de ældre beboere turde ikke rejse sag om spørgsmålet, og boligforeningen havde da heller ingen henvisninger til, hvilket lovgivningsgrundlag de benyttede mod de ældre almennyttige lejere.
Men har Esbjerg Kommune kendt til forholdene de sidste fem år uden at sætte en stopper for forretningsførerens og økonomichefens drift, og bliver det nødvendigt at tvangsfrasælge afdelinger, spørger lejerne?
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278