En anden regering, ja - men også en anden politikcS er i betydeligt omfang konkret politisk på linie med regeringen, der jo henter inspiration fra nyliberalismen

af Henrik Herløv Lund, cand. scient. adm.
Vil det at få en anden regering også nødvendigvis betyde, at vi får en anden politik?
I den verserende debat mellem S, R og SF har der fra S og til dels også SF været en tendens til at fokusere på, hvorledes det kan lykkes at få en anden regering.
Fra SF har regeringsskiftet været så afgørende, at man på trods af konkrete politiske uenigheder på forhånd har valgt at pege på Thorning Schmidt som ny statsminister for herigennem at styrke et alternativ til VK-regeringen. Samt at man også har valgt at nedtone diskussionen og kritikken af Socialdemokratiets politik på for eksempel skatte-, integrations- og skoleområdet.
Det kan ikke diskuteres, at det vil være af stor betydning at få en anden regering. Der er i de senere år sket ikke alene en langsom, men sikker udhuling af velfærden, men også en snigende drejning af den offentlige sektor og hele velfærdssamfundet i mere neoliberal retning.
Og på demokratiets område har vi set opbygningen af et stærkere borgerligt magtgreb over medier og forskning. Regeringen og ikke mindst statsministeren har været en central drivkraft i denne udvikling, og det er klart, at fjernelse af disse vil være et væsentligt bidrag til at få bremset disse udviklingstendenser.

Hvilken anden politik
I forhold til diskussionen mellem oppositionspartierne må man her over for R give S og SF ret i, at samling i oppositionen er meget vigtig for at give vælgerne tillid til et alternativ. Og en sådan samling kan kun ske omkring S - Marianne Jelved er for vælgerne ikke et troværdigt statsministeralternativ til lederen af Socialdemokratiet.
Men en ting er at få bremset Foghs projekt. En anden ting er spørgsmålet, om det at få en anden regering også automatisk betyder, at vi får en anden politik?
Svaret herpå er til gengæld langt fra lige så entydigt. Godt nok har S bekendt sig til velfærdssamfundet og til at ville sikre velfærden flere økonomiske midler. Men samtidig vil S fastholde skattestoppet, der netop dræner det offentlige for væsentlige midler til velfærd.
Det betyder en afgørende økonomisk begrænsning på, hvor meget mere en S-regering kan give til velfærd?
S har også talt om behov for en skattereform. Det er fuldstændig rigtigt set, fordi der er store huller og voksende ulighed i det eksisterende skattesystem. Men S har samtidig givet de borgerlige vetoret overfor en skattereform, og partiet vil ikke røre ved ejendomsbeskatningen.
Det kan meget let også betyde afgørende begrænsninger på, hvor meget større lighed i fordelingen af skattebyrden, der kan skabes, og for om der gennem en skattereform kan skabes øget finansiering til mere velfærd?

Hvor uenige er S og VK?
Endelig er S som bekendt også enige med regeringen om skolepolitikken, der med dens øgede vægt på kontrol, tests, evalueringer og rapportering er et standardeksempel på nyliberalt inspireret 'New Public Management'.
Og i kvalitetsreform-sammenhæng er S også enige med regeringen om, at der skal åbnes op for tilkøbsordninger, skønt dette medfører risiko for en voksende ulighed i adgangen til velfærdsydelser.
S er således i betydeligt omfang konkret politisk på linie med regeringen, der jo henter inspiration fra nyliberalismen. Spørgsmålet er, om denne enighed mellem S og VK ikke alene er en valgtaktisk tilnærmelse fra Socialdemokratiets side?
Eller om den også er udtryk for, at den nuværende ledelse i Socialdemokratiet repræsenterer en højrefløj i partiet, der ligesom i sin tid New Labour i England i høj grad har accepteret og taget nyliberalismen til sig?
Der er en forskel mellem S og regeringen, og denne forskel er vigtig nok til samling om en S-ledet regering. Men man må medgive De Radikale, at det er et godt spørgsmål, hvor stor den konkrete politiske forskel mellem S og regeringen egentlig er?
Og man må medgive de Radikale, at det er vigtigt at fastholde diskussionen om, hvilken politik en anden regering skal føre, herunder en diskussion om og kritik af, hvorvidt de forskellige oppositionspartiers udspil også reelt repræsenterer en anden politik end regeringens?
Det gælder til gengæld ikke blot S`s politik, men også de Radikale, der i for eksempel skattepolitikken og pensionspolitikken selv er lige så liberalistiske som Fogh.