Religion mener vi skal være menneskers private sag. Men hvis man som dogmatisk muslim eller kristen stilles i spidsen for et parti, bliver religionen til politik og ideologi

af Internationalt Forums Mellemøstgruppe
Jørgen Randløv Madsen kritiserer i Arbejderen (den 22. maj) Internationalt Forums Mellemøstgruppe for ikke at skelne mellem 'islamister' (politisk islam) og så muslimer. Som nedenstående svar viser, så tager Jørgen fejl.
Indrømmet. Vi reagerede måske lidt hurtigt, da vi sendte vores hilsen til Enhedslistens årsmøde med overskriften: 'Nej til religiøs repræsentation - Ja til den videnskabelige socialisme'. Vi fik ikke alle uddybningerne med, men vi mener sådan set stadig, hvad vi skrev. Men her kommer så nogle kommentarer.
Vores reaktion skyldtes, at Enhedslisten ville opstille en dogmatisk religiøs kandidat til partiets ledelse og dermed bryde med et princip på venstrefløjen om ikke at sammenblande religion og politik. Som socialister ser vi på menneskers handlinger og ikke kun på, hvad de siger.
Vi omtalte Asmaa som islamist, fordi vi oplevede hende tale til en demonstration arrangeret af flere islamiske grupper i Danmark foran Christiansborg og med tilstedeværelsen af den iranske ambassadør og hans bodyguards, ligesom Asmaa som bekendt optrådte som talsperson for en række islamiske grupper under Mohammadkrisen.
Hvis tiden viser, at vi tager fejl, og Asmaa for eksempel utvetydigt offentligt tager afstand fra sharia, fra det reaktionære islamiske regime i Iran, fra stening af kvinder, vil vi med glæde invitere Asmaa til at deltage i Mellemøstgruppens arbejde.

Adskillelse af religion og politik
Vi går ind for, at mennesker frit skal bestemme, hvilken påklædning de ønsker at iføre sig. Det er ikke Asmaa som person vi kritiserer. Det er venstrefløjens holdninger, vi er ude efter.
Når man snakker islam og tørklæde, så snakker man for eksempel også Iran og Saudiarabien. Politisk islam bruger hijab som en politisk platform, som et politisk-ideologisk flag. Hvorfor?
Det hænger sammen med, at man i sharialovgivning, som vi ser praktiseret i for eksempel Iran og Saudiarabien, betragter kvinderne som mandens ejendom. For dem er kvindespørgsmålet det politisk-ideologiske flag, og en del af kvindespørgsmålet handler om kvindernes påklædning.
I Iran bor der 75 millioner mennesker, heraf 36 millioner kvinder. En stor del af kvinderne kæmper imod tvungen hijab som en del af kampen mod det islamiske regime. De vil med forundring se på, at et socialistisk parti i Danmark opstiller en dogmatisk muslim til folketing og ledelse.

Ikke alle i samme bås
At indvandrerne som gruppe er undertrykt, må ikke få venstrefløjen til at betragte dem som en homogen gruppe. Indvandrerne er forskellige - ligesom alle mulige grupper af mennesker.
Nogle er religiøse, andre er ikke religiøse (mange er for eksempel flygtet fra islamiske regimer), nogle er venstreorienterede, andre højreorienterede. De sidste er ikke vores venner.
Det er et problem, at mange på venstrefløjen sætter alle indvandrere i samme bås og siger: de er alle vores venner, fordi de er undertrykte!
Vi kunne ikke drømme om at tjekke hos mennesker, der ville melde sig ind i et revolutionært parti, hvorvidt de er religiøse, kurdere, irakere, danskere eller italienere. Alle skal være velkomne, hvis de går ind for partiets politisk-økonomiske program.
Religion mener vi skal være menneskers private sag. Men hvis man som dogmatisk muslim eller kristen stilles i spidsen for et parti, bliver religionen til politik og ideologi. Den kommer til at repræsentere partiet. Det er vi dybt uenige i. Det skrev vi til Enhedslistens årsmøde.
Vi ser frem til den fortsatte debat på venstrefløjen om politik og religion.