De netop afsluttede overenskomstforhandlinger gav et indblik i, hvor tæt samarbejdet er mellem fagtoppen og arbejdsgiverne og i den sidste ende også med statsmagten. Denne historie om en arbejdskamp i 80`erne er et eksempel på det samme tætte samarbejde

af Lars Ulrik Thomsen
Tiden er 1983/84, stedet cirka 100 sømil fra Esbjerg, hvor et stort byggeprojekt var i gang. Det krævede en ekstra indsats af planlæggerne og af de folk der skulle udføre jobbet. Det var bygningen af de to store gasfelter Tyra-Øst og Tyra-Vest, der blev påbegyndt i begyndelsen af 1983 og afsluttet året efter.

Snart dages det brødre....
På platformene i Nordsøen var beskæftiget cirka 1600 mand, der arbejdede i døgndrift - 800 mand på platformene ad gangen i toholdsdrift. Alle skulle indkvarteres, have forplejning og udrustning, og transporteres frem og tilbage med helikopter mellem Esbjerg og platformene.
Det er lidt af en ingeniørmæssig bedrift, og det samme kan siges om de stilladsfolk, riggere, rørsmede, svejsere og elektrikere, der skal føre planerne ud i livet. Det er erfarne folk, der er hentet til opgaven; svejsere fra Tyrkiet, Iran, Irak og fra Sydamerika. Skibsbyggere, smede og riggere fra værfterne Lindø, Aalborg, Frederikshavn og Svendborg.
Første gang jeg lander på Tyra-Øst er i sommeren 1983. Heli-dækket er 75 meter over havets overflade, og det giver et sug i maven, da jeg træder ud på dækket. Ivrige hænder tager imod vores bagage og vi bliver gelejdet uden for rotorbladenes rækkevidde. Vi bliver indkvarteret på en norsk hotelplatform 'Fortuna Ugland', der skal være vores 'hjem' det næste år.
Den første nat på arbejde er fuldstændig kaotisk, idet der er for få lamper. Efter flere timers forberedelse lykkes det at komme i gang, og nu er det med at holde ørene stive. Alle tegninger er mærket nord-syd, og en forkert drejning af tegningen kan få ubehagelige konsekvenser.
Vi arbejder sammen i sjak, der gerne består af to riggere og to smede, som skal forberede svejsernes arbejde. Riggerne udfører det forberedende arbejde, og de tonstunge rør bevæger sig med usvigelig sikkerhed ind på plads Der bygges telte over hver eneste rørsamling, og det er ikke fri for en vis hygge, når blæsten lukkes ude af presenningen.
Der diskuteres tit på flere sprog og mange gange med fagter eller tegnsprog, fordi de fleste formænd er skotter eller englændere, der har erfaring. Den første aften da vi møder på kontoret, er vi et par stykker med en vis højde, og skotten bag bordet udbryder forbløffet: 'The vikings are coming!'

Ræk mig o broder din barkede hånd!
Da vi nærmer os julen 1983, begynder der at blive murren i krogene. Vores firma har stillet en bonus i udsigt, hvis arbejdet går planmæssigt. Men ledelsen meddeler overraskende, at vi ikke får nogen bonus men i stedet en frugtkurv!
Det skaber en del uro, og efter en del tovtrækkeri indkaldes der til møde i Fortuna Uglands biograf.
Stemningen er spændt, men forløses, da en smed fra det hedengangne Nakskov Værft går på talerstolen og råber ud til forsamlingen: 'Er I bagere og kondito`r - eller I smedesvende?'
Strejken er en realitet, og der nedsættes et strejkeudvalg på 15 medlemmer, som skal tage sig af det praktiske. De fleste har faglig eller politisk erfaring og er meget forskellige i holdning, men den fælles sag får uenighederne til at smelte bort som dug for solen.
Udvalget organiserer blokadevagter mellem Tyra-Øst og Fortuna Ugland, som er forbundet med en gangbro. Der indkaldes til møder, og pressen skal orienteres over radioen. Ledelsen på platformen bliver klar over, at vi mener det alvorligt.
Gennem det fagretlige system bliver Dansk Metalarbejderforbund orienteret om strejken, og de beslutter at sende den faglige sekretær ud til Tyra. Velankommet på platformen anmoder han om et møde med udvalget. Vi forklarer situationen og anbefaler, at han selv fremlægger forbundets holdning på mødet med kollegerne.
Efter en halv time 'i ringen' er den faglige sekretær mere end groggy og hans krav om, at arbejdet genoptages ufortøvet, vækker almindelig munterhed. Der er flere som minder ham om, hvem der betaler hans løn, og spørger direkte, hvilke interesser det er han varetager?
Tydeligt rystet forlader den faglige sekretær platformen for at flyve tilbage til Esbjerg og aflægge beretning.
Inden for det kommende døgn bliver vi udsat for trusler om, at vi vil blive evakueret fra platformen og erstattet af skotske arbejdere. Da det ikke gør videre indtryk, beslutter ledelsen, at den gerne vil forhandle. Vi aftaler, at tillidsmanden og sikkerhedsrepræsentanten skal flyve til Esbjerg og forhandle direkte med firmaets direktør.
Fra platformen følger vi spændt udviklingen, og det undrer os noget, at al radio kommunikation med land bliver afbrudt på grund af 'tekniske vanskeligheder'. Først efter tre dage erfarer vi, at de to tillidsrepræsentanter er blevet fyret på gråt papir, da de kommer til Esbjerg Lufthavn. Det samme sker med strejkeudvalget, da vi nogle dage efter kommer i land. Ved en senere lejlighed diskuterede jeg forløbet med en kollega, der havde arbejdet i en årrække på forskellige platforme og jeg glemmer ikke hans ord: 'I må aldrig forlade platformen under en strejke!'
Umiddelbart efter hjemkomsten bliver udvalget enige om at rejse sagen gennem Dansk Metal, og vi sætter vores lid til, at de vil køre en sag på grund af de uberettigede afskedigelser. Det passer fint, at der næsten samtidig skal være generalforsamling i den lokale metalafdeling.

Før i løgn og af sult vi forgå
På generalforsamlingen, der bliver afholdt på Esbjerg Højskole, er der cirka 500 smede forsamlet for at vælge ny formand. Vi er nogle stykker fra udvalget, som møder op og spændte venter på, om generalforsamlingen vil lytte til vores klage. Den en gang så stærke og slagfærdige smedeformand er lammet af de intriger, som har kørt ham ud på et sidespor. Men heller ikke de to kandidater til formandsposten vil kommentere sagen.
Det bliver den anden lærestreg. Vores fagforening vil ikke engang drøfte spørgsmålet, og det er sandsynligt, at forbundet allerede inden generalforsamlingen har instrueret afdelingen om, hvordan den skal forholde sig.
Disse erfaringer er ikke enestående, men mere et symptom på hvordan toppen i fagbevægelsen og arbejdsgiverne arbejder tæt sammen og i sidste ende også med statsmagten.
Det sidste oplevede vi helt tydeligt, da arbejdet var genoptaget og vores tillidsfolk taget til Esbjerg for at forhandle. Da vi kom ud på dækket for at genoptage arbejdet, fløj flere Sikorsky-helikoptere lavt ned over platformen. Det virkede som en magtdemonstration og en usagt trussel: 'Er der mere ballade med jer, skal vi nok sætte tingene på plads!'
PS: Statsmonopolismen var allerede fremtrædende i 70`erne og 80`erne, og selvom formerne er ændret, er det stadig de store monopoler, der har det afgørende ord.