Vi kommunister - ja hele Slagelse - har meget at takke Viggo for.

af Jens Fransen, på DKP-Vestsjællands vegne
At kunne sætte sig sine spor for eftertiden - at kunne gøre en forskel. Disse mål var vigtige gennem hele Viggo Markers 94 år her på kloden.
For Viggo var det vigtigt, at han i august 2006 kunne fejre sin fødselsdag sammen med familie og venner, der havde haft betydning for ham. En broget flok - både politisk, aldersmæssigt og erhvervsmæssigt. Han havde selv en fornemmelse for, at det nok ville blive den sidste. Fysisk var de sidste år vanskelige for Viggo. Det var besværligt at komme rundt, når man - som han - åndeligt stadig havde så meget at bidrage med.
Personligt har jeg kendt Viggo siden 1979. Og havde man ikke hørt om Marker, før man kom til Slagelse, ja så kom man hurtigt til at opfange navnet og den enorme betydning, han havde for byen.
Få har som Viggo været med til at skabe så meget for samfundets svageste. Hans arbejde som gartner på Andersvænge gennem mere end 40 år samt hans formandskab i SL var og viser hans engagement for mennesker, ingen andre ville kendes ved. Og vel at mærke kom denne entusiasme til udtryk længe før, andre begyndte at debattere den daværende åndssvageforsorg.
Viggo havde gennem en del af livet sine fjender. De var måske ikke mange, men det havde sin pris at være kommunist. Op gennem 30`erne havde han sine kampe med nazisterne, mens han var ansat i Augustenborg på Als. Senere efter krigen under Den kolde Krig var der andre, der gjorde forsøg på at ryge ham og familien ud af hulen.
Det lykkedes ikke. Langt de fleste uanset partifarve respekterede Viggo for det arbejde og de holdninger, han havde. Få kunne som han bide Socialdemokratiet i haserne og alligevel samarbejde med dem for borgernes og byens skyld. Drilsk og temperamentsfuld kunne han være.
Der findes adskillige gode historier om Viggo fra hans lange, over 30-årige karriere for DKP i Slagelse Byråd. For eksempel da Socialdemokratiet og den borgerlige blok stod helt lige efter et valg. Hvem skulle således være borgmester? Første runde stod stemmerne lige. Efter anden runde ligeså. Hvis der heller ikke efter tredje runde kunne findes en vinder, måtte der lodtrækning til. I begge runder havde der nemlig været en blank stemme. Og denne sidste stemme reddede Socialdemokratiet. Men var det Viggo? Selv afviste han dette.
Hvor DKP efter dannelsen af SF mødte modgang, formåede Viggo at gøre DKP stærkere i Slagelse. En kraftpræstation, der sikrede partiets repræsentation og respekt. I 79 havde DKP således tre mandater i byrådet, SF en.
Som ikke mange andre forblev Viggo tro mod sin ungdoms idealer. Nok oplevede han ikke socialisme i Danmark. Men han var sikker på, at Danmark ville udvikle sig frem mod et mere humant og solidarisk samfund.
Nu er egen segnet for uvejret, og pladsen står tom. Den bliver svær - nærmest umulig - at udfylde. Men Viggos ånd kan ikke manes i jorden. Den beriger stadig mange af os, der kendte ham som det varme og rare menneske. For os, der jævnligt passerer Østre Allé 27, vil det stadig være der, hvor Viggo boede gennem sine velmagtsdage. Et sted, hvor adskillige politiske diskussioner og beslutninger blev taget.
Vi kommunister - ja hele Slagelse - har meget at takke Viggo for.
Æret være Viggos minde.