Kvalitetsreformen ligger i politisk, ideologisk og økonomisk forlængelse af Foghs nyliberale dagsorden

af Pia Bah, Jan Hoby og Claus Reffstrup, medlemmer af forretningsudvalget i LFS
Der har spredt sig en myte i det offentlige rum: Anders Fogh Rasmussen er tilhænger af en stærk offentlig sektor, væk er tanker om en minimalstat.
Men reelt har Fogh gennem sine fem et halvt år ved magten demonstreret, at han er mere end 100 procent på en nyliberalistisk dagsorden - politisk, ideologisk og økonomisk. Den offentlige sektor skal omdannes til en stor markedsplads for profit, hvor privat rigdom betinger offentlig fattigdom.
Nyliberalisme har konsolideret økonomisk og social apartheid i Danmark, det ses for eksempel på, at finansloven bliver vedtaget med et stort overskud.
Strukturreformen var første led i den endelige markedsgørelse og markedsregulering af den offentlige sektor, hvor den funktionstømte kommune er målet. I den nyliberale optik skal kommunerne reduceres til at være serviceorgan for markedskræfterne, ikke for borgerne.

Offentligt til privat
Kvalitetsreformen ligger i politisk, ideologisk og økonomisk forlængelse af Foghs nyliberale dagsorden. Derfor fastholder kvalitetsreformen skattestop og udgiftsloft og dermed økonomisk udhuling af den offentlige sektor og velfærden.
Kvalitetsreformen handler om yderligere markedsgørelse, yderligere udbredelse af frit valg, privatisering, udlicitering, yderligere resultat- og effektmåling og detailstyring af de offentlige ansatte.
1. Kvaliteten i kvalitetsreformen handler om at få profitten til at blomstre. Sagt på en anden måde, at offentlige penge bliver private.
2. Reformen i kvalitetsreformen handler om at svække de overenskomstmæssige, ansættelsesmæssige og demokratiske forhindringer for, at profitten kan blomstre. Igen, at offentlige penge bliver private.
Derfor står kvalitetsreformen i modsætning til det at udvikle en solidarisk og demokratisk offentlig sektor.

Fagbevægelsen i fælde
Desværre er der tegn på, at fagbevægelsens top ikke rigtigt har forstået situationens alvor. Hvad hjælper en række kosmetiske forbedringer for de offentligt ansatte, hvis arbejdet skal udføres under markedskræfternes brutaliserende logik.
Hvad hjælper det, hvis resultatet af trepartsdrøftelserne bliver mere markedsgørelse og markedsregulering af den offentlige sektor - og dermed dårligere velfærd for os alle?
Fagbevægelsens forhandlere må stille kontante krav til regeringen om flere hænder, reel medbestemmelse og stop for markedsgørelse. Enhver tanke om en ny bonusløn og en tidsbank skal afvises, kræv i stedet højere grundløn og reel frihed. Der skal være synlige, mærkbare, konkrete forbedringer på hver enkelt arbejdsplads og for hver medarbejder.
Ellers kan trepartsforhandlingerne om kvalitetsreformen ende med, at fagbevægelsen både skyder sig selv i foden og hovedet.
Uden mærkbare forbedringer - forlad forhandlingsbordet. Vilje til velfærd kræver et opgør med nyliberalismen, intet mindre!