10 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Udliciteringsmassakre i Århus

Udliciteringsmassakre i Århus

Fredag, 01. juni, 2007, 00:00:00

Høringen efterlader det indtryk, at udlicitering af de udvalgte områder kan vise sig at blive en meget dyr affære for Århus

af Den Kommunale Fællesrepræsentation (DKF) i Århus
Mens det vrimler med initiativer, som kan dæmme op for rekrutteringsproblemer i den offentlige sektor - går Århus den stik modsatte vej. Det kan vise sig at blive en meget dyr affære for Århus.
450 medarbejdere er omfattet af en såkaldt principbeslutning om udlicitering. Beslutningen omfatter 19 forskellige fagområder - udvalgt af en direktørgruppe, som har fået en bunden opgave. Begrundelsen for forslagene begrænser sig da også til principbeslutningen, som er en del af budgetforliget fra 2006. Forslagene har været i høring - men på grund af meget begrænsede oplysninger om de enkelte forslag - efterlader høringen flere spørgsmål end svar.
Men høringen efterlader alligevel det indtryk, at udlicitering af de udvalgte områder kan vise sig at blive en meget dyr affære for Århus. Dels mister kommunen stor fleksibilitet i opgaveløsningen - dels binder kommunen budgettet med kontrakter, som ikke kan ændres i kontraktperioden. Når / hvis kommunen igen skal spare på de kommunale budgetter - er det alene de resterende kommunale budgetter der må holde for.

Byråd på sidespor
Byrådet får imidlertid ikke muligheden for at drøfte de alvorlige konsekvenser. Det fremgår af principbeslutningen, at den endelige beslutning om udlicitering skal træffes af magistraten. Det svarer næsten til, at lade ræven vogte gæs. Såfremt magistraten underkender egne forslag - skal der findes nye forslag - hvilket dels betyder merarbejde - dels betyder, at kommunen ikke kan overholde den stramme tidsplan, som embedsmændene har pålagt sig selv.
Byrådet i Århus gør med principbeslutningen også op med en tidligere beslutning om, hvordan - og hvornår byrådet skal involveres i forslag om udlicitering - en aftale, som skulle sikre den demokratiske proces i forhold til konkrete forslag. Hermed er også borgerne unddraget indflydelse på udmøntning af beslutningen.
Men også de ansatte efterlades med et demokratisk underskud - trods overenskomstaftaler, som nøje beskriver, hvordan de ansatte skal involveres - før kommunalbestyrelsen træffer beslutning. Indtil videre er en meget forceret proces tromlet igennem - uden hensyn til relevante indsigelser.

1700 job udliciteres
Yderligere to forslag om udlicitering efterlader for alvor det indtryk, at byrådet er direkte berøringsangst i spørgsmål om udlicitering. Et forslag om udlicitering af rengøring på kommunale daginstitutioner og skoler er på vej til magistraten, forslaget omfatter 500 ansatte. Et forslag om udlicitering af Århus Sporveje omfattende 700 medlemmer - er tilsyneladende truffet på et lukket byrådsmøde. Dette uden en forudgående drøftelse med de ansatte om konsekvenserne.
Samlet set bærer udliciteringsforslagene præg af udlicitering - for udliciteringens skyld. Ikke et ord om kvalitet - ikke et ord om vilkår for konkurrenceudsætningen.
Samlet set er udliciteringsforslagene et opgør med byrådsflertallets valgløfter og principper for udlicitering af kommunale opgaver.
Samlet set, har forligspartierne truffet beslutning om udlicitering af cirka 1700 medarbejdere - og uden skelen til, hvorvidt rationalisering kunne foregå på en måde, hvor de samlede ressourcer blev anvendt mere fleksibelt - til gavn for de områder, som i forvejen er hårdt ramt af rekrutteringsproblemer.

Vedtaget på generalforsamling 29. maj.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. jun. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp