Kommunistisk Parti er imod ethvert forsøg på at gøre religion til en kilde til splid i arbejderklassen og blandt de øvrige folkelige kræfter - nationalt som internationalt

af Sven Tarp, medlem af Kommunistisk Partis landsledelse
Det religiøse spørgsmål er blevet sat på dagsordenen i Danmark, hvad enten man ønsker det eller ej.
Søren Krarups fundamentalistiske korstog mod Koranen på den ene side og Enhedslistens valg af Asmaa Abdol-Hamid som folketingskandidat på den anden side har sat sindene i kog.
Journalister, professionelle debattører og læserbrevsskribenter har ud fra hver deres vinkel kastet sig ud i debatten med en energi, som var en bedre sag værdi.
Andre og langt vigtigere spørgsmål i den danske klassekamp er gledet i baggrunden.
De, der med sikkerhed klapper i hænderne over denne afledningsmanøvre, er Fogh-regeringen og dens kommunale skarprettere, som er ved at finpudse en ny runde af velfærdsforringelser.

De konkrete spørgsmål
Kommunistisk Parti har været tilbageholdende i den stærkt manipulerede og følelsesladede debat. Ikke fordi vi ikke har en mening. Men fordi vi ikke ønsker at kaste mere ved på bålet.
Kommunistisk Parti ønsker ikke at blande sig i, hvem der dyrker den ene eller anden religion, og hvem der går med den ene eller anden slags tøj. Det er folks egen private sag.
Kommunistisk Parti ønsker heller ikke at blande sig i, hvem Enhedslisten opstiller som sine folketingskandidater. Det er Enhedslistens interne anliggende.
Dette betyder selvsagt ikke, at vi er blinde for den fare, som ligger i, at højrefløjen i den kommende tid kan bruge dette spørgsmål til at aflede opmærksomheden fra mange af de fornuftige ting, som Enhedslisten bringer op i Folketinget.
Det betyder heller ikke, at vi ikke har øje for den uheldige symbolværdi, der ligger i, at et nystiftet højreorienteret parti ledes af en mand, som fremtræder som prototypen på en moderne muslim, mens et venstreorienteret parti vælger en folketingskandidat, der i manges øjne repræsenterer det stik modsatte.
Ikke desto mindre er det indtil videre op til Enhedslisten selv at vurdere og takle dette spørgsmål.
Kommunistisk Parti vil kun gå ind i konkrete spørgsmål, hvis Enhedslisten eller et andet parti bliver brugt som afsæt for at sprede religiøse - eller blasfemiske - synspunkter, der kan true den brede folkelige enhed, som er nødvendig for at bekæmpe nedskæringer, krig, EU-forfatning og andet djævelskab.
Det er i den ånd, at vi fordømmer Søren Krarups angreb mod islam som en nutidig afart af den spanske inkvisition, der har til formål at så splid mellem arbejdende mennesker med forskellig religion og kulturel baggrund.

Principielle holdninger
I den aktuelle debat er spørgsmålet om religion også blevet rejst mere principielt. Som man kunne forvente, har holdningerne været stærkt delte - også på venstrefløjen.
Kommunistisk Partis principielle holdning til dette spørgsmål kan sammenfattes som følger:
Partiets ideologiske og teoretiske grundlag er ateistisk*, mens dets politiske og organisatoriske linje er verdslig*.

Materialistisk grundlag
Det filosofisk-teoretiske grundlag for det kommunistiske parti er den dialektisk materialisme, som blev grundlagt som tænkeretning og verdensopfattelse af Marx og Engels.
Udgangspunktet for denne opfattelse er, at det er den materielle verden, der er det primære og grundliggende, mens ideerne er det afledte, som kun kan eksistere i tilknytning til den højeste form for materie, dvs. hjernen.
Religionen betragtes som et system af ideer, der er et produkt af den menneskelige forestillingsevne og intellektuelle kreativitet.
Religionen eksisterer ligesom andre ideer objektivt, i det omfang de er knyttet til den menneskelige hjerne. Men at tale om et åndsliv eller en guddom uden for dette fysiske organ er - i henhold til den materialistiske verdensopfattelse - absurd.
Kommunisterne forbeholder sig ret til at forsvare dette verdenssyn, især når det udsættes for angreb fra åndsformørkede kræfter.
Det gælder for eksempel de nuværende forsøg på at erstatte Darwins udviklingslære med en pseudo-teori om 'intelligent design', som spekulerer i en række komplicerede spørgsmål, som videnskaben endnu ikke har fundet svar på. Med dette udgangspunkt argumenteres der for, at der må findes en højerestående intelligens, som har 'designet' verden.

Religionens rolle
Religionen har sine rødder i menneskets fortid. Den har været et forsøg på at forklare en omgivende verden, som med sine vældige og skræmmende naturkræfter holdt menneskene i sit favntag.
Efterhånden som videnskaben og menneskets indsigt i naturen og sit eget liv udviklede sig, blev religionen forvist fra det ene område efter det andet.
Men den formåede ikke desto mindre at forskanse sig i en række globale trosretninger, som kredser omkring store spørgsmål som verdens oprindelse, menneskets åndsliv og moral, liv og død, adfærdsnormer osv. Fra disse bastioner, som stadig er stærke, gør de mest reaktionære kræfter gentagne udfald mod videnskab og fremskridt.
Religionen har gennem tiden haft forskellige funktioner. Ud over at være en model til at forklare en ellers uforklarlig verden, har den også været brugt som moralsk inspirationskilde og udtryksform for såvel individuelle bedrifter som sociale bevægelser af både progressiv og reaktionær art.
Endelig har den være anvendt som trøst. Marx skrev i 1840`erne, at religion er 'folkets opium': Mens overklassen på den tid røg ægte opium, søgte de arbejdende og fattige trøst i religionen for at klare sig igennem den jammerdal, som deres tilværelse på jorden havde udviklet sig til.

Folkelig enhed
Kommunistisk Parti arbejder for at forene det overvældende befolkningsflertal under arbejderklassens ledelse i kampen mod kapitalismens svøber og for en fremtidig overgang til et socialistisk og kommunistisk fællesskab.
Flertallet af de mennesker, som lever i dagens Danmark, nærer i større eller mindre grad religiøse følelser og er organiseret i protestantiske, islamiske, katolske, jødiske, buddhistiske og andre trossamfund.
Det er mange af disse mennesker, som kommunisterne ønsker at forene sig med i kampen for fremtiden. Vores relation til disse troende bygger i sagens natur på respekt - også for deres religiøse følelser.
Vi er imod ethvert forsøg på at gøre religion til en kilde til splid i arbejderklassen og blandt de øvrige folkelige kræfter - nationalt som internationalt.
Det var blandt andet derfor, at vi for et år siden fordømte Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, som misbrugte ytringsfriheden til at nedgøre islam og puste til modsætningerne mellem forskellige trossamfund.

En privatsag
Som kommunister spørger vi ikke, om en forbundsfælle er religiøs eller ikke-religiøs, når vi går sammen i klassekampen. Vi spørger derimod, om man er enig eller uenig i de skridt, der skal tages for at vinde frem.
Religion betragter vi som en privatsag.
Vi spørger heller ikke folk, der søger optagelse i vores parti, om de er troende.
Kommunistisk Parti er et politisk parti med et politisk program. Såfremt man accepterer partiets program og vedtægter, kan man blive medlem, hvormed man forpligter sig til at kæmpe for partiets politik på grundlag af den demokratiske centralisme.
Religionen betragtes også her som en privatsag.

For et verdsligt samfund
Efter mere end 150 års borgerligt styre er stat og religion stadig ikke adskilt i kongeriget Danmark.
I grundlovens paragraf 4 kan man således læse, at 'den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten'.
Den evangelisk-lutherske kirke har dermed en særstilling i forhold til såvel ateister som andre trossamfund i Danmark.
Kommunistisk Parti arbejder for at ændre denne tingenes tilstand. Vi arbejder for et verdsligt samfund. For et samfund, hvor stat og religion er adskilt, hvor ingen religion har en særstilling, og hvor religionsudøvelse er henvist til den private sfære.
Vi kæmper for et samfund, hvor det enkelte individ på den ene side har ret til at være ateist og på den anden side har frihed til at organisere sig i trossamfund og dyrke sin religion i kirker, moskéer, synagoger og andre former for templer.
Kun på denne måde kan der sikres gensidig respekt og ligestilling mellem alle, uanset religion eller ikke-religion. Kun på den måde kan det forhindres, at religion bliver en kilde til stadig strid mellem mennesker.

NOTE:
*Ateisme vil sige, at man ikke anerkender eksistensen af et guddommeligt væsen.
*Verdslig vil sige, at staten, dens institutioner, de politiske partier og de forskellige organisationer er ikke-religiøse (men ikke anti-religiøse) og dermed neutrale i forhold til spørgsmålet, om der findes et guddommeligt væsen.