Når man således først tager imod denne tillid og efterfølgende misbruger denne til helt personlig vinding, så skriger det til himlen om manglende forstand, og det er netop her, at du som landsstyreformand burde træde i figur
fra Josef Motzfeldt, Inuit Ataqatigiit
Til landsstyreformand Hans Enoksen
Selvom vort samarbejde i koalitionen er bragt til ophør, er det min mening, at vore meningsudvekslinger ikke behøver at lide samme skæbne.
Derfor har jeg besluttet mig for af og til at fremsende mine tanker fra oppositionens rækker om landets politiske ledelse til dig.
Jeg finder det foruroligende, at du åbenbart tillader, at alt kan lade sig gøre for de enkelte landsstyremedlemmer uden egentlig ledelse af landsstyret.
Først var det den lovgivende forsamlings og den udøvende forsamlings magtdeling og principper, der blev nedbrudt, og nu fortsætter du - vidende eller uvidende - med at nedbryde landsstyrets principper indefra.
Denne uge lykkedes det det nye landsstyremedlem for landets pengekasse at håndfodre offentligheden med sin søforklaring på, hvorfor han vil fortsætte på sin plads i det danske parlament, i stedet for at bruge al sin tid der, hvor han selv påstår, han allerhelst vil være.
Når man tager imod tilliden til at blive indsat som et landsstyremedlem, så burde man kende betingelserne - også det som ikke står nogen steder - nemlig, at dette er et fuldtids arbejde og ikke kan kombineres med andre hverv i samfundet, uanset hvor højt man måtte værdsætte disse. Derfor er det et valg, den enkelte må gøre, før man accepterer at tage imod dette. Og der er endda tale om et landsstyremedlem, der burde kende disse regler både forfra og bagfra.
Når man således først tager imod denne tillid og efterfølgende misbruger denne til helt personlig vinding, så skriger det til himlen om manglende forstand, og det er netop her, at du som landsstyreformand burde træde i figur.
Men alt kan åbenbart fortsat lade sig gøre. Eller også er det et bevis på, at du som landsstyreformand ikke længere følger det, vi har bygget vores institutioner op omkring, og at magtens tredeling også gælder i Grønland.
Det må stå helt klart for den menige borger, at noget er helt galt.
Endnu engang var det alene magtbegær - i ordets bogstaveligste betydning - der var forklaringen til folketingsmedlemmets ønske. Det kan ikke forklares anderledes, når han endda selv forklarede, at det danske parlament faktisk snart går på ferie helt frem til den 1. oktober.
I lyset af, at han er den person, der er valgt til at forvalte det politiske ansvar for landets finanser, virker dette som et foruroligende tegn på manglende evne til at forstå det ansvar, der ligger i et hverv som landsstyremedlem.
Fælleskommissionen for Selvstyre blev netop nedsat af dig som landsstyreformand sammen med den danske statsminister. Det var en selvfølge, at kommissionen kun skulle bestå af parlamentarikere, med deltagelse af visse eksperter i arbejdsgrupperne under kommissionen.
Hvor er denne knæsætning af kommissionens arbejdsgrundlag?
Arbejdet i hver af kommissionens arbejdsgrupper har således aldrig været personafhængige, uanset formandsposter eller ej.
Alle har kunnet erstattes, og det gælder fortsat, uanset hvor langt disse arbejdsgrupper er nået i deres processer.
Offentligheden er endda gjort opmærksomme på, at der alene er tale om afsluttende forretninger i arbejdsgruppen, som formanden for arbejdsgruppen og nu landsstyremedlem ønskede at følge til dørs. Alt dette var det nye landsstyremedlem ganske klar over, da han sagde ja til at blive landsstyrmedlem, hvorfor han burde have prioriteret, hvilke opgaver han helst ville have deltaget i, og ikke efterfølgende omgøre denne prioritering, der burde have fundet sted før en indsættelse som landsstyremedlem.
Enhver ny formand for arbejdsgruppen vil således kunne påtage sig at afslutte opgaverne på behørig vis.
Det må derfor konkluderes, at hverken dit parti eller du som landsstyreformand længere er seriøse fortalere for et selvstændigt Grønland på demokratiets principper, når du tillader et regeringsmedlem i det grønlandske landsstyre kan vælge at insistere på at blive siddende i et andet lands parlament på samme tid, og at Grønlands egne magtposter ikke længere er nok for enkelte personer.
Det er utænkeligt, at en dansk minister kunne bibeholde en parlamentsplads i EU alene udfra personlige ambitioner, og som alene viser at der er tale om manglende evner hos den enkelte til at forvalte og prioritere mellem betroede offentlige hverv, eller ikke ejer anstændighed.
Det er utilgiveligt, at du som landsstyreformand tillader denne form for undergravning af landsstyrets kompetencer ved at tillade en af dine egne partifæller - som du åbenbart næppe tør står op imod - at gå foran i denne undergravning af landets politiske institutioner.
Jeg forlod landsstyreposten med en viden om, hvilke påkrævede opgaver der i denne tid kræves af det til enhver tid siddende landsstyremedlem.
Ikke mindst forberedelserne til landsstyrets finanslovforslag står overfor krævende udfordringer. Det nye landsstyremedlem kan jo selvfølgelig følge den diktatoriske vej overfor landsstyret, og så kan alt jo løses på et sekund. Jeg forestiller mig ikke, at disse opgaver er forsvundet på bare 25 dage.
Du har som landsstyreformand endnu engang vist, at du helt har forladt tanken om, at med lov skal også dette land bygges, og vi aner ikke, hvilke andre principper du i stedet er ved at indføre eller har lagt som erstatning for disse principper.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278