27 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Hop ikke på borgerlig limpind

Hop ikke på borgerlig limpind

Torsdag, 07. juni, 2007, 00:00:00

Der er ikke meget, der ligner de krav, medlemmerne landet over har fremsat!

fra 3F Drikkevarebranchen
Ved dette års overenskomstforhandlinger overgik Bryggeriarbejderne på særlige betingelser til Industriens Overenskomst. Den del af overenskomstfornyelsen er vi godt tilfredse med.
Ikke desto mindre anbefalede vi vore medlemmer at stemme nej til industriforliget og mæglingsforslaget, hvad et meget stort flertal også gjorde.
Det samlede resultat er for billigt, forsøgsordningerne er gjort permanente, paragraffen om forsømt tid er fortsat en del af overenskomsten, dertil har man opfundet en fritvalgsordning, der ligner endnu et skridt mod individuelle overenskomster.
Der er ikke meget, der ligner de krav, medlemmerne landet over har fremsat!
Den største synd er, at man har valgt at ignorere de højlydte krav om bedre forhold for skifteholdsarbejdere.
Det er uhørt, især når forhandlerne forud for forhandlingerne kunne konstatere, at Dansk Industri`s direktør provokerede med postulatet om, at 'de ansatte selv vælger deres arbejdstider' og derfor ikke burde få genetillæg. Det skulle der have været betalt for!
Vi lever i et land, hvor økonomien aldrig har været stærkere. Aldrig har flertallet af danskerne haft så mange penge imellem hænderne, som nu. Aldrig har vi set så voldsomme løft i gagerne til direktørerne i dansk erhvervsliv som i de seneste år.
Derfor virker kontrasten til den fattige femtedel af befolkningen fuldstændig urimelig.
Vi kan ikke acceptere den fortsatte marginalisering af mennesker på overførselsindkomster, de psykisk syge og de, der ikke evner at leve op til samfundets krav om effektivitet og fleksibilitet.
Det er for fattigt når et af verdens rigeste lande dyrker en indvandrer-debat, der i den grad er præget af selvgodhed og had.
Vi advarer vore medlemmer mod at hoppe på den borgerlige limpind om, at pengene ligger bedst i borgernes lommer.
Forudsætningen for gode løn- og arbejdsvilkår er, at vi trygt kan tage på arbejde, fordi vi ved, at der er taget hånd om vores børn og vores gamle, at vi selv kan få den uddannelse, vi har brug for, og at vi kan regne med en ordentlig behandling i sundhedsvæsenet.
Det skal være en ret for alle, og ikke kun for dem, der har råd.

Vedtaget af 50 tillidsrepræsentanter på årsmødet den 1. juni

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. jun. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp