Lige midt i en situation, hvor de nationale kræfter i Libanon har fundet sammen i en kamp på liv og død mod imperialismen, går Enhedslisten ud og erklærer, at man ikke vil ¤¤støtte og samarbejde med Hizbollah¤¤

af Sven Tarp, medlem af Kommunistisk Partis landsledelse
En på alle måder tidstypisk, men også nødvendig diskussion er gået i gang på den danske venstrefløj. Det drejer sig om holdningen til de religiøse bevægelser i Mellemøsten.

Enhedslisten og de 'højre-religiøse'
På sit årsmøde i maj havde Enhedslisten en ophedet debat om dette spørgsmål. Med 111 stemmer for, 80 imod og 20 blanke besluttede de delegerede at indføre følgende passus i hovedbestyrelsens beretning:
'Enhedslisten vil ikke på nogen måde samarbejde med eller støtte højre-religiøse organisationer, uanset om disse påberåber sig kamp mod imperialisme. Enhedslisten tager skarpt afstand fra Hizbollahs terrormetoder.'
Diskussionen - og afstemningsresultatet - kom ikke som noget lyn fra en klar himmel. Nogle måneder forinden havde Mellemøstgruppen i Internationalt Forum luftet lignende tanker.
Og det står stadig frisk i erindringen, hvordan flere danske talere, herunder folketingsmedlemmer fra SF og Enhedslisten, på sidste års demonstrationer mod Israels invasion i Libanon havde mindst lige så travlt med at lægge afstand til Hizbollah, som de havde med at fordømme den egentlige aggressor.
Denne bedrøvelige skævvridning går igen i hovedbestyrelsens beretning, hvor Israels mange forbrydelser blot nævnes i forbifarten, mens Hizbollah får eftertrykkeligt på puklen.
I den forbindelse havde det været på sin plads, hvis man havde gjort sig den ulejlighed at definere det tågede og yderst taknemmelige udtryk 'højre-religiøse'. Og det havde heller ikke gjort noget, hvis man havde forklaret, hvori 'Hizbollahs terrormetoder' helt præcist består. Er det Hizbollahs væbnede kamp til forsvar af Libanons nationale suverænitet?

Strategi og taktik
I den anti-imperialistiske kamp findes der ligesom i enhver anden form for klassekamp to centrale redskaber, som venstrekræfterne må beherske, men under ingen omstændigheder blande sammen. Det er strategi og taktik.
Det drejer sig om vigtige redskaber, hvormed venstrekræfterne kan planlægge og styre deres indgriben i klassekampen. De omfatter frem for alt en plan over de klassekræfter, som i den givne strategiske eller taktiske periode er henholdsvis hoveddrivkraft, naturlige allierede, mulige neutrale og hovedfjende, som hovedslaget må rettes ind imod.
Strategien er det overordnede, mens taktikken er det underordnede. Strategien bestemmer den generelle linje i hele perioden frem til opnåelse af det overordnede, strategiske mål. Taktikken bestemmer derimod den specifikke indgriben i hver af de mange deletaper, som den revolutionære proces består af.
Det er således en dødssynd at sammenblande strategi og taktik, herunder de alliancemuligheder, som findes i de forskellige faser. Det ser desværre ud til at være dette, som de 'anti-religiøse' generalister nu gør sig skyldig i.
Den revolutionære bevægelses historie kender mange eksempler på, at de revolutionære i en bestemt taktisk delperiode har været i aktionsenhed eller alliance med klassekræfter, som i et strategisk perspektiv er enten mulige neutrale eller tilmed dele af hovedfjenden.
Det var for eksempel tilfældet under Anden Verdenskrig. Her var den danske arbejderklasse i en kort periode, hvor den tyske og japanske fascisme udgjorde den absolutte hovedfare, i koalition ikke alene med dele af det danske borgerskab, men også med den amerikanske og britiske imperialisme.
På denne måde udnyttede arbejderklassen de dybe interne modsætninger blandt de strategiske hovedfjender til at styrke kampen mod en øjeblikkelig, taktisk hovedfjende og derigennem bringe sig selv i en bedre position, som blandt andet var forudsætningen for velfærdssamfundets opståen.

Lenin om forbundsfæller
Med hensyn til taktiske alliancer skrev Lenin i bogen Venstre-kommunismen - en børnesygdom, hvor han gjorde op med sekteriske holdninger, som meget ligner nutidens unuancerede holdning til de religiøse bevægelser i Mellemøsten:
'At føre krig for at styrte det internationale bourgeoisi, en krig, der er hundrede gange mere vanskelig, langvarig og kompliceret end den mest hårdnakkede af de sædvanlige krige mellem staterne, og så på forhånd give afkald på manøvrer, udnyttelse af en interessemodsætning (selv en midlertidig) mellem fjenderne, afvise overenskomster og kompromisser med mulige (selv midlertidige, ubestandige, vaklende og betingede) forbundsfæller - er det ikke over al måde latterligt?'
Denne vigtige lære fra den titaniske kamp, som førte til Oktober-revolutionen for snart 90 år siden, er der en del på den danske venstrefløj anno 2007, som har meget svært ved at tage til sig.

International solidaritet
Den anti-imperialistiske kamp er i sagens natur en international kamp, som har det overordnede, strategiske mål at svække og stække imperialismen i en sådan grad, at den ikke længere kan rejse sig.
For at nå dette mål er det nødvendigt at skabe en strategisk alliance, som omfatter arbejder- og folkebevægelsen i de imperialistiske lande, arbejder- og folkebevægelsen i de afhængige og undertrykte lande - herunder de tre milliarder bønder, som stadig findes - samt de socialistiske og progressive lande.
Opgaverne i disse tre hovedgrupper af lande har forskellige fornavne, men fælles efternavn, nemlig solidaritet.
Hovedopgaven i de imperialistiske lande i 'Nord' er først og fremmest at kæmpe for at svække - og helt ødelægge - ens 'egen' imperialisme og i den ånd fordømme alle former for økonomisk, politisk, militær og kulturel aggression mod landene i 'Syd', herunder de socialistiske og progressive lande.
Dette er den vigtigste - om end langt fra eneste - form for international solidaritet, som kan ydes fra et imperialistisk land som Danmark.
I det hele taget kræver det en god portion ydmyghed, hvis man lever og kæmper i imperiets hjerte. Man skal ikke give sig af med at belære, fordømme eller på anden måde opføre sig arrogant over for de folk, som ikke lige følger 'europæiske' opskrifter, når de under vanskelige og ofte ekstreme forhold forsøger at tilkæmpe sig en fremtid.
Ellers risikerer man at blive betragtet som 'imperialismens venstrefløj' i stedet for en 'anti-imperialistisk venstrefløj'. På den måde kan man støde folkene i Syd fra sig og ofte i armene på de bagstræberiske kræfter, som man ønsker at redde dem fra.

De politisk-religiøse bevægelser
Der er altid mange tråde at rede ud fra hinanden, når religion blandes med politik. Tingene varierer fra region til region, fra land til land, fra tidspunkt til tidspunkt. Det gælder ikke mindst i Mellemøsten.
Det er derfor ikke videre fremsynet at skøjte hen over virkelighedens mange nuancer med generelle fordømmelser, der blot virker som en klap for det raske øje. Der er derimod et stort behov for konkrete analyser af de konkrete situationer.
I de seneste årtier har politisk-religiøse bevægelser vundet frem over hele Mellemøsten. Om end der er store forskelle fra land til land, hvad angår disse bevægelsers opståen, omfang og karakter, er der alligevel nogle fælles træk, som langt hen ad vejen kan forklare dette fænomen.
For det første har regionen siden det osmanniske riges opløsning været genstand for først kolonial og dernæst nykolonial udplyndring og aggression fra de imperialistiske magter.
For det andet har den borgerlige nationalisme, som tog over i mange lande efter den formelle uafhængighed, ikke leveret den lovede vare og har derfor udspillet sin historiske rolle og efterladt et politisk tomrum.
For det tredje har de socialistiske ideer lidt et prestigetab dels som følge af Sovjets og den socialistiske lejrs opløsning og dels på grund af fejl, som de kommunistiske og socialistiske partier har begået (her er nogle irakiske 'kommunisters' samarbejde med besættelsesmagten det mest skandaløse).
For det fjerde er islam en integreret del af de mellemøstlige folks kultur og tradition, og det er derfor naturligt at søge tilbage til disse rødder, når andre alternativer forekommer lukkede.
For det femte har mange religiøse bevægelser udført et stort socialt arbejde i en region, hvor velfærd har været et ukendt begreb, og har samtidig gjort sig bemærket med militante aktioner mod imperialismen og dens zionistiske brohoved.
Det er i dette lys, at man skal anskue fremvæksten af de politisk-religiøse bevægelser i Mellemøsten. Det drejer sig i flere tilfælde om brede folkelige bevægelser, som kæmper mod imperialismen og for national suverænitet, men med metoder, som ikke altid falder i den vestlige venstrefløjs smag.

Akkumulere kræfter
Ud over kampen for national værdighed og suverænitet er disse bevægelsers klassemæssige projekt som hovedregel en eller anden form for borgerlig, småborgerlig eller klerikal kapitalisme.
I et langsigtet national-strategisk perspektiv står de således i modsætning til arbejderklassens socialistiske projekt.
Men i et taktisk delperspektiv er deres kamp mod imperialismen og for national suverænitet - i det omfang de virkelig fører denne kamp - fuldt ud forenelig med den nationale og internationale arbejderklasses kamp for samme mål.
Der er således objektive muligheder og behov for taktiske alliancer, uanset hvor kortvarige, begrænsede eller problematiske de måtte være.
Sådanne taktiske alliancer har i sagens natur ikke til formål at udslette venstrefløjens identitet og skrinlægge de overordnede, strategiske opgaver, men tværtimod at akkumulere folkelige og klassemæssige kræfter med henblik på løsning af netop disse opgaver.
De venstrekræfter, der ikke har øje for disse muligheder, spiller reelt set sig selv af banen.
De kan måske prale af at være 'rene' og principfaste. Men i virkeligheden kaster de befolkningsflertallet i armene på kræfter, der kæmper for alt andet end socialisme, og som undertiden er sorte som kul og tilmed finansieret og manipuleret af imperialismen.

Et eksempel: Hizbollah
Hizbollah nævnes eksplicit af Enhedslisten som en 'højre-religiøs' organisation, som man ikke vil 'samarbejde med eller støtte'.
Hizbollah blev dannet for et kvart århundrede siden i kølvandet på den israelske invasion i Libanon, hvor hverken landets hær eller de forskellige militser var i stand til at sikre landets selvstændighed.
Hizbollah, der betyder Guds Parti, bygger på et shia-muslimsk grundlag og har Libanons nationale suverænitet som et centralt punkt i sit program.
Partiet har i årenes løb gennemgået forskellige faser. Det deltager i dag som ethvert andet parti i landets politiske liv. Det udfører samtidig et stort socialt arbejde blandt landets fattige og råder desuden over en militær gren, som var hovedkraften i den modstandskamp, som tvang Israel ud af Libanon i år 2000 og igen i 2006.
Hizbollah er som følge af denne indsats uhyre populær i befolkningen og er i dag landets stærkeste parti eller bevægelse.
Trods sit shia-muslimske udgangspunkt erklærer Hizbollah, at det kæmper for et verdsligt samfund, hvor de forskellige religiøse befolkningsgrupper kan leve i gensidig respekt.
Denne verdslighed giver sig blandt andet udslag i, at Hizbollah i dag råder over både kristne og sunni-muslimske militsgrupper, og at organisationen i øvrigt arbejder sammen med repræsentanter for de andre trossamfund.

Dolkestød i ryggen
Da Israel i sommeren 2006 angreb Libanon, dannedes der hurtigt en national modstandsbevægelse med Hizbollah som kerne. Den bestod ud over denne shia-muslimske organisation af blandt andet den sunni-muslimske Amal-milits, den kristne general Aouns milits og det ateistiske Libanons Kommunistiske Parti.
Denne nationale modstandsbevægelse tog kampen op mod de zionistiske besættelsesstyrker og var hovedårsagen til, at den 'uovervindelige' israelske hær led sit første store og ydmygende nederlag nogen sinde.
Lige midt i denne situation, hvor de nationale kræfter i Libanon har fundet sammen i en kamp på liv og død mod imperialismen og dens israelske lakaj, går Enhedslisten offentligt ud - i pressen og på demonstrationer - og erklærer, at man ikke vil 'støtte og samarbejde med organisationer som Hizbollah', og at man 'tager skarpt afstand fra Hizbollahs terrormetoder'.
Hvad skal man mene om dette?
Det er i bedste fald endnu et klodset udslag af euro-centristisk bedrevidenhed. I værste fald er det et ubegribeligt forsøg fra den danske venstrefløjs side på at så splid i den nationale enhedsfront, som var blevet skabt i Libanon på et kritisk tidspunkt i landets historie.
Objektivt set - dvs. uanset om man ønskede det eller ej - var dette dolkestød i ryggen på de kæmpende libanesiske modstandsfolk en håndsrækning til deres fjender, dvs. Israel og imperialismen i almindelighed.
Og samtidig var det et effektivt middel til at forhindre dannelse af en hjemlig enhedsfront mellem danske krigsmodstandere og de mange mellemøstlige indvandrere, der sympatiserede med Hizbollah og bar billeder af dets leder på de mange demonstrationer.
Og alt dette på grund af et generelt og stift princip om, at man ikke vil støtte eller samarbejde med 'højre-religiøse organisationer'.
De spørgsmål, man i stedet skulle have stillet, er:
Styrker eller svækker det imperialismen, at Israel er blevet tvunget til at trække sig ud af Libanon?
Står de progressive og demokratiske kræfter i Libanon og i Mellemøsten som helhed i en bedre eller dårligere situation efter Israels historiske nederlag?
Svaret på disse spørgsmål blæser ikke i vinden!