Hamas-styrkernes dramatiske fordrivelse af de amerikansk og israelsk støttede militser fra Gaza er et alvorligt tilbageslag for Bush-doktrinen i Palæstina

af Ali Abunimah
Siden Hamas i januar 2006 vandt det palæstinensiske valg i de besatte områder, har dele af ledelsen af den gennem lang tid dominerende Fatah-bevægelse, herunder præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, og hans rådgivere, konspireret med Israel, USA og flere arabiske staters efterretningstjenester for at svække og omstyrte Hamas.
Denne støtte har indbefattet kanalisering af våben og snesevis af millioner af dollars til de talrige militser, ikke mindst de 'Forebyggende Sikkerhedsstyrker', som anføres af Gaza-krigsherren Mohammad Dahlan, der er en nær allieret af Israel, USA og den Abbas-forbundne 'Præsidentgarde'.
USA`s nationale vice-sikkerhedsrådgiver, Elliott Abrams - som hjalp med at kanalisere penge til den nicaraguanske Contra i 1980`erne, og som blev dømt for at lyve over for Kongressen om Iran-Contra-skandalen - har stået i spidsen for bestræbelserne på at oprette disse palæstinensiske contra`er.
Abrams er berygtet for hjælpe med at skjule massakrer og ugerninger, som blev begået mod civile i El Salvador af de USA-støttede militser og dødspatruljer
To nylige afsløringer understreger omfanget af denne sammensværgelse. Den 7. juni berettede den israelske avis Ha'aretz, at 'højtstående Fatah-officerer i Gaza-striben havde bedt Israel om tilladelse til at modtage store ladninger våben og ammunition fra arabiske lande, heriblandt Egypten'.
Ifølge den israelske avis bad Fatah om 'panserbiler, hundreder af panserbrydende RPG-raketter, tusinder af håndgranater og millioner af kugler til våben af små kalibre', som alt sammen skulle bruges mod Hamas.
Efter sin valgsejr optrådte Hamas pragmatisk og med den hensigt at integrere sig i de eksisterende politiske strukturer. Organisationen iagttog i mere end et år en ensidig våbenhvile over for Israel og havde stoppet de selvmordsangreb mod israelske civile, som gjorde den berygtet.
I et fortroligt notat, som blev skrevet i maj, og som er blevet lækket og offentliggjort i The Guardian, bekræftede FN`s udsending Alvaro de Soto, at det var under pres fra USA, at Abbas afviste Hamas` indledende invitation til at danne en 'national enhedsregering'.
De Soto beretter, hvordan Abbas` rådgivere aktivt bidrog til og tilskyndede Israels, USA`s og EU`s bistandsstop og belejring af de besatte palæstinensere, hvad der førte til massivt øget fattigdom for millioner af mennesker. Disse rådgivere indgik sammen med USA i en 'sammensværgelse' for at 'fremtvinge Hamas-regeringens afgang før tid', skrev de Soto.
På trods af et blodigt kupforsøg mod Hamas fra de Dahlan-ledte styrkers side i december og januar, var Hamas stadig villig til at gå sammen med Fatah i en 'national enhedsregering', hvor Saudi-Arabien fungerede som mægler på topmødet i Mekka.
Dahlan og Abbas` rådgivere var fast besluttet på at sabotere dette. De fortsatte med at samle våben og afviste at placere deres militser under kontrol af en neutral indenrigsminister, som til slut valgte at gå af i frustration.

Et tilbageslag for USA og Israel
Kernen i USA`s strategi i Sydvestasien og Centralasien - især i Afghanistan, Irak, Palæstina og Libanon - er at oprette marionetregimer, som skal bekæmpe USA`s fjender på dets vegne.
Denne strategi ser ud til at slå fejl overalt.
Talibanerne dukker igen frem i Afghanistan.
På trods af sin 'kirurgi' er USA ikke kommet tættere på at knuse modstandsbevægelsen i Irak og kan ikke engang stole på den irakiske hær, som det selv hjalp med at oprette.
Den libanesiske hær, som USA håber at kunne stive af som modvægt mod Hizbollah, har ikke vist noget særligt i kampen mod nogle få hundrede udenlandske kæmpere, som har forskanset sig i Nahr al-Bared flygtningelejren. (Skønt den har forårsaget død og ødelæggelse blandt mange uskyldige palæstinensiske flygtninge.)
Og nu det seneste slag i Gaza.
Israels politik er en lokal version af USA`s strategi - det har også forsøgt og forfejlet sit mål. I mere end to årtier har Israel støttet sig til en stedfortrædende milits, den Sylibanesiske Hær, for at befæste besættelsen af det sydlige Libanon.
I 2000, da de israelske styrker trak sig tilbage i al hast, brød denne milits sammen lige så hurtigt som Dahlans styrker, og mange af dets medlemmer flygtede til Israel. Hamas kalder nu fordrivelsen af Dahlans styrker for 'Gazas anden befrielse'.
Et stadigt element i den israelske strategi har været forsøget på at omgå den palæstinensiske modstandsbevægelse ved at danne quislinge-ledelser.
I 1970`erne betragtede Israel PLO som repræsentant for den sande modstand. Derfor oprettede det 'landsby-ligaer' af kollaboratører på Vestbredden som alternativ.
I 1976 tillod det lokalvalg på Vestbredden som et forsøg på at give denne alternative ledelse en vis legitimitet. Da PLO-kandidater vandt en overvældende sejr, begyndte Israel at myrde PLO`s borgmestre med bilbomber eller tvinge dem i eksil.
Da nogle af de eksilerede PLO-ledere, frem for alt Yasser Arafat, blev villige underentreprenører til besættelsen - et arrangement, der blev formaliseret af Oslo-aftalerne - opstod en ny modstandskraft i form af Hamas.
Israels bestræbelser på at støtte Dahlan og Abbas, Arafats efterfølger, som quislinge-alternativer har nu givet et eftertrykkeligt bagslag.
I kølvandet på Fatahs kollaps i Gaza skrev Ha'aretz, at den israelske premierminister Ehud Olmert vil give præsident Bush det råd at isolere Gaza fra Vestbredden. Dette kan ses som et forsøg på at afstive Abbas, hvis overlevelse Israel betragter som væsentlig for at bevare den illusion, at det ikke direkte hersker over millioner af palæstinensere uden borgerrettigheder.
Et totalt kollaps for det palæstinensiske selvstyre vil afsløre og udstille Israels legale forpligtelse til som besættelsesmagt at sikre velfærd for de palæstinensere, som det hersker over.

Hvad nu for palæstinenserne i de besatte områder
Abbas har erklæret 'undtagelsestilstand' og har fyret Ismail Haniyeh, Hamas` premierminister, såvel som den 'nationale enhedsregering'.
Denne 'undtagelsestilstand' er blot retorisk. Enhver kontrol, som han måtte have haft i Gaza, er forsvundet, og Israel har under alle omstændigheder fuld kontrol over Vestbredden.
Haniyed har i en tale, som Al-Jazeera sendte direkte den 14. juni, afvist Abbas` 'forhastede' træk og har antydet, at de skyldes pres fra udlandet.
Haniyed fremlagde 16 punkter, herunder at 'enhedsregeringen' repræsenterer 96 procent af alle palæstinensere, som lever under besættelsen, og som frit har udtrykt deres vilje ved valget. Han bekræftede på ny, at hans bevægelse bakker op om demokratiet og det eksisterende politiske system, og at Hamas ikke vil påtvinge ændringer af folks levevis.
Han sagde, at regeringen fortsat vil fungere, vil genoprette lov og orden og genbekræfte Hamas` tilslutning til national enhed og Mekka-aftalen. Han opfordrede alle Hamas-medlemmer til at give generel amnesti og garantere alle tilfangetagnes sikkerhed (det var, efter at medierne havde rapporteret om en håndfuld summariske henrettelsen af fatah-kæmpere).
Haniyed slog også fast, at Hamas` kamp ikke var mod Fatah som helhed, men kun mod de elementer, som aktivt havde samarbejdet med besættelsesmagten - en klar hentydning til Dahlan og andre Abbas-rådgivere.
Han skildrede Hamas` magtovertagelse som en sidste udvej af den eskalerende bølge af lovløshed og kollaboratørers kupforsøg og opremsede mange påståede forbrydelser, som til slut havde fået Hamas til at miste tålmodigheden.
Haniyed betonede enheden mellem Gaza og Vestbredden som 'uadskillelige dele af den palæstinensiske nation'. Han gentog også en opfordring til kidnapperne af BBC`s korrespondent Alan Johnston om øjeblikkelig at sætte ham fri.
Kontrasten mellem Abbas` handling og Hamas` svar er slående.
Abbas, der måske presses af den samme klike af rådgivere, ser ud til at optrappe konfrontationen og gør dette på et tidspunkt, hvor der ikke er nogen grund til at tro, at han kan få overtaget.
Hamas, som står fast og på en styrkeposition, talte i en forsonende tone og understregede igen og igen, at organisationen alene har et problem med en lille gruppe inden for Fatah, ikke med dens menige medlemmer.
Abbas, Dahlan og deres støtter må undersøge et nøgternt standpunkt. De kan være fristet til at gå i lag med Hamas på Vestbredden, men omfanget af deres nederlag i Gaza må nødvendigvis kræve en tænkepause.
Begge ledelser er hæmmet. Abbas ser ud til at være totalt afhængig af udenlandsk og israelsk støtte og ude af stand til at tage beslutninger uden om en korrupt, selvisk klike. Og uanset hvilke hensigter Hamas har, vil den sandsynligvis komme til at befinde sig i en endnu tættere belejring i Gaza.
Abbas har med støtte fra Israel og USA opfordret til indsættelse af en multinational styrke i Gaza. Hamas har afvist dette og sagt, at den vil blive betragtet som en 'besættelsesstyrke'. Og faktisk har organisationen grund til at være mistroisk: I årtier har Israel og USA blokeret for opfordringer til en international styrke, som skal beskytte palæstinenserne.
Hamas frygter, at den multinationale styrke ikke skal bruges til at beskytte palæstinenserne mod deres israelske besættere, men at den snarere skal udføre den rolle som stedfortræder, som Dahlans styrker ikke længere er i stand til at udføre for at beskytte Israels interesser.
Og Hamas frygter desuden, at denne styrke skal bruges imod modstandsbevægelsen, ligesom den multinationale styrke angiveligt skulle i Libanon efter krigen i juli 2006.
Kloge ledere i Israel og USA ville erkende, at Hamas ikke er et forbigående fænomen, og at de aldrig kan skabe marionetledere, som vil kunne konkurrere med en folkelig modstandsbevægelse. Men der er ingen tegn på visdom: USA har nu bedt Israel om at 'løsne grebet' om Vestbredden for at give Abbas et pusterum.
Skønt Bush-doktrinen har lidt et tilbageslag, har det palæstinensiske folk ikke vundet en stor sejr. Det beskidte spil på deres bekostning fortsætter.

* Ali Abunimah er medstifter af online-publikationen The Electronic Intifada og forfatter til bogen One Country: A Bold Proposal to End the Israeli-Palestinian Impasse.