De borgerlige har ofte erklæret ideologier og ismer for døde. Bag denne dødsmaske har Fogh-regeringen udviklet sin egen form for gedulgtisme

Der foregår meget bag mange slags døre. I det gedulgte som man siger.
Det borgerlige Danmark har ved flere lejligheder erklæret både ideologier og ismer for døde. Bag denne dødsmaske har Fogh-regeringen udviklet sin egen form for gedulgtisme.
Social- og sundhedsassistenterne har deres hverdag på institutioner, plejehjem og så videre. De er nøglemedarbejdere på et felt, som ministrene undertiden bliver voldsomt optaget af, når der kommer sager frem, ligesom når der afsløres uhyrlige svinetransporter.
Social- og sundhedsarbejdernes indsats skal bare være i orden, det forventes, at det er sådan i den skjulte hverdag. Hverken mere eller mindre - med eller uden kvalitetsreform. Lønnen er derefter - grov underbetaling.
Finansministeren siger, at han kan købe hele verden. Pengene strømmer ind, og de borgerlige i Danmark kan snart ikke vente på få indløst fordelene af det politiske plattenslageri i form af håndfaste skattelettelser. De skal nok komme, og alle analyser viser, at de er til fordel for den rigeste del af befolkning.
Her kan så blive en smal forbrugsfest. Denne vil dog angiveligt ikke være nogen årsag til overophedning af økonomien.
Den tusse, som social- og sundhedsarbejderne gik på gaden for i torsdags, var et beskedent krav, som politisk kunne indfries i et snuptag. Pengene er der, men, men, men! Vi skal tænke på økonomien, hedder det.
Hvis der pludselig pumpes penge ud til forbrug, så bliver økonomien overophedet, og så har vi balladen. Af en eller anden grund, er det altid de lavestlønnedes forbrug, der får økonomerne op af stolene, som om netop deres penge er særligt farlige og rummer gedulgte kræfter, som kun økonomierne kan se.
Hvem vil være skyld i sådan en fadæse? I hvert fald ikke et demokratisk Venstre eller Socialdemokraterne. Fogh har før talt om, at kvalitetsreform også handler om bedre løn og arbejdsvilkår - nu har han chancen.
Risikovilligheden er straks noget større - på vores vegne - når det handler om EU. For at par år siden sagde folk i Frankrig og Holland nej til den nye EU-forfatning.
Fogh aflyste valget i Danmark. Forfatningen var faldet. I det gedulgte blev den puttet i en sort boks, hvor der skete mærkelige ting.
Nu trækkes den op igen som en Fugl Fønix af asken. Det tyske formandskab har formået skabe en ny traktat, som er helt anderledes, men som kan det samme uden egentlig at byde på noget nyt, selvom den betyder, at EU angiveligt kommer til at kører meget bedre.
Summen af dette er for Fogh - med fasthed Helle Thorning samt i særdeleshed Margrete Vestager - en traktat, der ikke skal til folkeafstemning af nogen saglig grund.
Det er ét stort paradoks. Traktaten laves angiveligt for at gøre EU mere demokratisk, men man tør ikke tage noget, der bare ligner en demokratisk proces.
Manøvren er simpel, EU-lederne afdramatiserer traktaten. De afsøger smertegrænsen hos befolkningerne og forsøger at holde sig på den sikre side. Derfor var det nok også et stort emne bag de lukkede døre på EU-topmødet, hvordan undgår vi vore folks vrede?
Det første de vil undgå er, at der bliver folkeafstemning om traktaten i noget land, for så kommer alle de andre folk også rendende, og så ved vi jo godt, hvad der kan ske.
For Fogh er det ikke ubekvemt på de indre linier at få EU-traktaten i hus med støtte fra Socialdemokraterne og De Radikale. EU er i den sammenhæng et fint moment til næste valg, set sammen med muligheden for at dele lidt gaver ud forinden - som et let spind over gedulgtismen.