Trepartsforhandlingerne skulle forbedre forholdene for de offentligt ansatte. Men det centrale problem, de alt for lave lønninger, ville regeringen ikke løfte en finger for at løse
af Rikke Lauritzen medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten
I skrivende stund breder der sig et oprør blandt hjemmehjælperne. De kræver mere i løn, og i en række byer har de nedlagt arbejdet.
De netop afsluttede trepartsforhandlinger skulle forbedre forholdene for de offentligt ansatte. Men det centrale problem, nemlig de alt for lave lønninger, ville regeringen ikke løfte en finger for at løse. Også blandt de københavnske hjemmehjælpere har man valgt at nedlægge arbejdet.
I Enhedslisten støtter vi naturligvis de strejkende hjemmehjælpere. De ansatte skal anerkendes for den indsats, de yder, og den lønstigning, de kræver, er på ingen måde urimelig. Alt for længe har plejesektorens ansatte været for uorganiserede, og lønstigninger er derfor typisk gået til mere 'højtråbende' lønmodtagergrupper.
Jeg ser derfor det nuværende oprør som et tegn på en stigende faglig bevidsthed blandt hjemmehjælperne. Og med denne faglige bevidsthed et krav om, at deres store indsats værdsættes af resten af samfundet.
I Københavns Kommune har vi store problemer med at rekruttere og fastholde de ansatte i hjemmeplejen. Typisk fører kun 50 procent af de ledige jobopslag til fastansættelse i første forsøg.
Vi bruger derfor rigtig mange penge på at besætte ledige stillinger med dyrere vikarer. Og da arbejdet i hjemmeplejen i forvejen er hårdt og fysisk nedslidende, gør det ikke sagen bedre, at det også er underbetalt.
Skal vi fortsat kunne opretholde et blot nogenlunde ordentligt serviceniveau i den kommunale plejesektor, må de ansattes rimelige lønkrav selvfølgelig imødekommes.
Men kommunerne kan ikke løfte denne opgave alene. Staten må træde til, og interesserer regeringen sig bare den mindste smule for, at vores velfærd ikke udsultes yderligere, skal der penge på bordet.
Hverken den højt profilerede kvalitetsreform eller den kommende finanslov lægger imidlertid op til, at det vil ske. Lad os derfor håbe, at regeringen kommer på bedre tanker, så de sidste dages ydmyge kamp for respekt ikke har været forgæves.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278