Fratrækker man for eksempel de rige landes gældseftergivelse til Nigeria i 2005, så faldt den samlede bistand til Afrika syd for Sahara med to procent i forhold til året før.

af Morten Emil Hansen, Folkekirkens Nødhjælp
Holder G8 landene hvad de lover?
* Gennemsnitsalderen i Afrika er kun 46 år.
* 41 procent af afrikanerne lever for under en dollar om dagen.
* Hver eneste dag bliver 7700 afrikanere smittet med hiv.
* Hvert år dør en million afrikanske børn af malaria.
2005 blev et helt usædvanligt år for fattigdomsbekæmpelse. Den britiske Afrika Kommission med Bob Geldof i spidsen satte i starten af året en ny global dagsorden.
Live8 koncerterne blev fulgt af tre milliarder mennesker. Mere end 15 millioner europæere tog del i MAKEPOVERTYHISTORY kampagnen 1) ved at købe hvide armbånd. I Danmark oplevede mere end 200.000 danskere kampagnen i forbindelse med koncerter og events rundt om i landet. Alt dette satte G8 landene under et helt ekstraordinært stort pres, da de mødtes i Gleneagles, Skotland.
G8 landene lovede blandt andet:
* 50 milliarder dollars ekstra i udviklingsbistand i 2010 - heraf 25 milliarder dollars til Afrika. Det er en fordobling af Afrikas nuværende udviklingsbistand!
* 100 procent gældseftergivelse til 24 af verdens mest forgældede lande.
* Aids-medicin til alle med aids i udbrud inden 2010 og en 85 procent reduktion i malariatilfældene i 2015.
* Et gennembrud i WTO forhandlingerne (om verdenshandel) til fordel for verdens fattigste.
Der er nu gået to år siden verdens rigeste lande i Gleneagles gav de historiske løfter, og det er tid til at gøre status. Den danske MAKEPOVERTYHISTORY kampagne bedømmer G8 landenes indsats som værende rutinepræget og særdeles mangelfuld. Karakteren kan derfor kun blive et seks tal. Men håbet lever endnu og sammen med resten af verden stiller vi G8 landene til ansvar for deres egne løfter når de mødes i Heiligendamm. En kvinde og syv mænd kan forsat gøre fattigdom til historie, hvis ellers viljen er til stede. 2)

Bistanden til Afrika falder
På overfladen ser det imponerende ud. Udviklingsbistanden fra verdens rigeste lande var i 2005 på det højeste niveau nogensinde med 106,8 milliarder dollars. Alligevel er der grund til bekymring. Udviklingsbistanden faldt nemlig igen i 2006 til 103,9 milliarder dollars - det første fald i den globale bistand siden 1997 og OECD forudser at bistanden vil falde yderligere i de kommende år.
G8 landene forventes i 2008 at levere mellem 1,7-2,3 milliarder dollars hvilket er omkring en tredjedel af de 6,2 milliarder dollars, som skal på bordet for at efterleve Gleneagles løfterne. Men med den nuværende hastighed vil G8 landene faktisk kun nå op på omkring 20 milliarder dollars af de 50 milliarder dollars ekstra i bistand i 2010, som man lovede i Gleneagles.
Det betyder forskellen på liv og død for verdens fattigste. Ifølge den engelske organisation Oxfam kunne 30 milliarder dollars redde minimum fem millioner menneskeliv, hvis de blev investeret i sundhedsindsatser til kvinder, børn og hiv-smittede.
Bistanden til verdens fattigste er faldende, hvilket er en noget overraskende udvikling i lyset af løfterne fra G8 mødet i Gleneagles. Dette skyldes især gældsaftalerne med de to olierige lande Irak og Nigeria, som har fået gældseftergivelsen til at eksplodere og bringer de to lande til tops på listen over modtagere af global udviklingsbistand i 2005. Da gældseftergivelse som oftest er en skrivebordsøvelse, som flytter penge mellem forskellige ministerielle kasser i de rige lande, bliver der i praksis kun tilført begrænsede nye midler til verdens fattigste lande.
Fratrækker man for eksempel de rige landes gældseftergivelse til Nigeria i 2005, så faldt den samlede bistand til Afrika syd for Sahara med to procent i forhold til året før. Derfor slår de rige landes samarbejdsorganisation (OECD) alarm og efterlyser større ansvarlighed fra de rige lande.
Den langsommelige bistandsstigning risikerer at få alvorlige konsekvenser. Det er nemlig helt urealistisk at forestille sig, at verdens fattigste lande er i stand til at mangedoble deres indsats på for eksempel sundheds- eller uddannelsesområdet, medmindre udviklingen sker gradvist over en årrække. Hvis de rige lande venter til sidste øjeblik for eksempel i 2009/2010 med bistandsstigningen, vil risikoen for fejlinvesteringer og korruption øges og den folkelige opbakning til udviklingsbistanden risikerer at blive svækket.
* MAKEPOVERTYHISTORY opfordrer de rige lande i Heiligendamm til at vise reel vilje og sætte klare tidsfrister for den manglende finansiering. Samtidig er der brug for, at lande som Danmark går helt i front i den bistandspolitiske superliga og lægger et moralsk pres på resten af verden om at følge efter. Et dansk tilbagevenden til én procent af bruttonationalindkomsten i udviklingsbistand vil sende et vigtigt signal.

En handelspolitisk koldkrigssituation
Manglen på resultater på handelsområdet er katastrofale. Selvom WTO ministermødet i Hong Kong i december 2005 undgik et egentligt sammenbrud, blev der hverken afskaffet unfair toldmure eller handelsforvridende landbrugsstøtte. Siden da er den ene deadline efter den anden blevet overskredet. Det har i praksis fået de rige lande til at bevæge sig væk fra de multilaterale forhandlinger og i stedet søge imod de regionale handelsaftaler.
For mange er målet ikke til at tage fejl af! Når der ikke kan opnås global enighed i WTO, må de fattige udviklingslande makke ret i bilaterale forhandlinger.
Der er allerede adskillige eksempler. I de seneste 12 amerikanske handelsaftaler med udviklingslande er patentreglerne langt skrappere end i WTO. Aftalerne mindsker for eksempel udviklingslandenes muligheder for at skaffe billig medicin ved parallelimport og udstedelse af tvangslicenser, selv for lande som er hårdt ramt af hiv/aids.
Ydermere truer USA med at suspendere de fattige landes adgang til det amerikanske marked, hvis ikke de deltager aktivt i regionale frihandelsforhandlinger med USA. På denne side af Atlanten forlanger EU nu markedsadgang til 78 lande i Afrika, Stillehavet og Caribien, hvilket er en klar forringelse af tidligere handelsaftaler mellem EU og verdens fattigste. Forhandlingerne skal være afsluttet inden udgangen af 2007.
Omkring en tredjedel af Afrikas befolkning er underernærede og sultkatastrofer hærger næsten dagligt det afrikanske kontinent. For verdens fattigste lande er det altafgørende at ændre den enorme ubalance i handel med landbrugsvarer, som har eksisteret i årtier. Men udenfor WTO er liberaliseringen af landbrugssektoren i de industrialiserede lande slet ikke til diskussion og fattige udviklingslande har ikke den samme forhandlingskraft og særlige status.
De bilaterale (tosidede, red.) forhandlinger minder mest om en skolegård, hvor de store drenge tæver de små - mens gårdvagten er til kaffepause. Desværre er der ingen tegn på bevægelse. Den amerikanske og europæiske vilje til at bekæmpe global fattigdom ved hjælp af handel befinder sig på et historisk lavpunkt.
* MAKEPOVERTYHISTORY opfordrer de rige lande til at vise fornyet vilje til at genoptage de globale handelsforhandlinger med fokus på markedsadgang for de fattigste lande, handelsrelateret bistand og en liberalisering af landbrugssektoren i de industrialiserede lande. 3)

Gældseftergivelse betyder færre penge
Foreløbig har 18 afrikanske lande fået reduceret deres gæld. Men ifølge det europæiske netværk EURODAD har landene kun fået 64,4 procent gældslettelse og ikke 100 procent som det ellers blev stillet i udsigt. Det vil i fremtiden give problemer med bæredygtigheden i gældseftergivelsen og landene risikerer at ende i en ny gældsfælde. I 2007 vil landene således spare 1,25 milliarder dollars i gældsafbetalinger, men skal forsat betale 1,43 milliarder dollars.
Værre er det, at gældseftergivelse til verdens fattigste er gået hen og blevet en ny afløbsmekanisme, som sikrer at de rige lande lever op til egne eller internationalt vedtagne bistandsmål. Rent faktisk går omkring en fjerdedel af EU landenes samlede udviklingsbistand til gældseftergivelse, men kun en brøkdel af disse frigøres reelt til investeringer i sundhed eller uddannelse. Pengene til fattige landes gældseftergivelse forlader nemlig slet ikke Danmark, men ender i stedet i en ministeriel kassetænkning. Dette til trods for at verdens rigeste lande på FN-konferencen om 'Finansiering af Udvikling' i 2002, tilsluttede sig en erklæring om, at gældseftergivelse ikke måtte belaste udviklingsbistanden og derfor ikke skal medregnes i den normale udviklingsbistand.
Faren ved denne øvelse er naturligvis, at EU's befolkninger tror, at Afrika modtager store summer til fattigdomsbekæmpelse - selvom dette langtfra er tilfældet.
Desuden må vi ikke glemme, at vi selv bærer et ansvar for u-landenes store gældsbyrde. Gælden består nemlig af 20-30 år gamle eksportkreditlån, der som hovedregel blev givet med det formål at fremme vore egne virksomheders eksport snarere end at bekæmpe fattigdom. Samtidig blev lånene ofte givet til militær- og diktatorregimer, som ikke har prioriteret social og økonomisk udvikling for deres befolkning.
Norge er hidtil det eneste land, der har følt sig moralsk forpligtet til at vurdere om tidligere eksportkreditter er legitime og derfor retfærdigvis kan finansieres over udviklingsbistanden. Derfor måtte man sidste år erkende, at eksportkreditlån fra 1970'erne bestående af norske skibsleverancer, snarere sikrede beskæftigelse til en kriseramt norsk skibsindustri end udvikling i verdens fattigste lande. Tilsvarende analyser er aldrig foretaget i G8 landene eller Danmark.
Et aktuelt eksempel er det borgerkrigshærgede land Sudan, som forhåbentlig indenfor en årrække vil opnå varig fred og derefter står på spring til at modtage international gældseftergivelse.
Sudans oprindelige gæld til Danmark er på 505 millioner kroner. Men med 25 års renter og renters rente vil beløbet minimum være det tredobbelte, svarende til mere end ti års dansk udviklingsbistand til Sudan. Burde Danmark ikke i denne situation gå forrest og vurdere om danske eksportkreditlån reelt har bekæmpet fattigdom? Danmark kan dermed sikre at gældseftergivelsen til Sudan ikke blot ender i lommerne på de europæiske finansministre - men også i praksis giver flere penge og dermed den nye chance, som Sudan har brug for.
* MAKEPOVERTYHISTORY opfordrer de rige lande til at arbejde for, at den internationale bistandsstigning til Afrika ikke ender i et gældseftergivelsescirkus, som ikke giver flere ressourcer til global fattigdomsbekæmpelse. Der er naturligvis intet forkert i at eftergive fattige landes gæld. Men det er helt uholdbart, når gældseftergivelsen betyder færre midler til verdens fattigste.

Regeringsleder kan, men vil de...
G8 landene kan naturligvis ikke redde verdens fattigste alene. Alligevel er det beskæmmende at opleve verdens mest indflydelsesrige lande løbe fra sine løfter - kun to år efter de historiske beslutninger på G8 mødet i Gleneagles. Udover at øge afstanden og den potentielle modstand mellem Europas befolkninger og de politiske beslutningstagere, er det samtidig med til at underminere den positive bevægelse, som i de seneste år har fundet sted blandt andet i Afrika.
Verdens fattigste lande har i de senere år øget kapaciteten til at bruge udviklings-bistanden, både kvantitativt og kvalitativt. Gældseftergivelse frigør væsentlige ressourcer som investeres i for eksempel sundhed eller uddannelse og antallet af skolesøgende børn i Tanzania eller brugere af det lokale sundhedsvæsen i Uganda er eksploderet. Et imponerende eksempel er den globale aids-fond, som har været hovedårsagen til at antallet af mennesker på hiv-medicin er øget fra 50.000 i 2002 til hele 2.000.0000 i dag. Selvom der er lang vej til de omkring ti millioner mennesker, som forventes at have akut brug for hiv-medicin i 2010, er det en bedrift, som de færreste havde troet var mulig for blot få år siden.
Vi er den første generation, som har chancen for at udrydde global fattigdom og nå de ambitiøse 2015 mål. For blot 30 år siden var den globale velstand betydeligt mindre, og det ville have krævet langt over én procent af bruttonationalindkomsten at bekæmpe den globale fattigdom.
Halvvejs inde i FN`s globale fattigdomsmål for 2015 (som blev fastsat i 2000, red.) må vi erkende at med den nuværende indsats vil Afrika syd for Sahara ikke når et eneste af målene. Opfyldelsen af 2015 målene er et fælles globalt anliggende, som kræver øjeblikkelig politisk handling.
* MAKEPOVERTYHISTORY opfordrer de rige lande i Heiligendamm til at tage globalt ansvar og leve op til både gamle løfter og de nye udfordringer, som presser sig på grund af klimaforandringerne. En kvinde og syv mænd har pengene og magten til at ændre livet og hverdagen for over en milliard mennesker som lever for mindre end en dollar om dagen. Vil de gøre det? 4)

Noter indsat af Arbejderens redaktion:
1) MAKEPOVERTYHISTORY er et samarbejde mellem IBIS og Folkekirkens Nødhjælp. Direkte oversat betyder de tre sammensmeltede engelske ord 'make poverty history' - 'gør fattigdom til fortid'.
2) Artiklen blev skrevet op til G8-topmødet i Tyskland den 6.-8. juni.
3) Det betyder først og fremmest et stop for statsstøtten/EU-støtten til landbruget i USA og EU samt et stop for eksportstøtte, der dumper overskudsproduktion i fattige lande og udkonkurrerer de lokal landmænd.
4) Svaret blev nej. De fleste er enige om, at med beslutningerne i Heiligendamm, når G8 landene kun op på omkring 20 milliarder dollars af de 50 milliarder dollars ekstra i bistand i 2010, som man lovede i Gleneagles.