I en enhver forhandling må man sælge noget til gengæld for det man vil opnå. Det, som LO har solgt, er legitimering af navnlig regeringens markedsgørelsesstrategi

af økonom, cand. scient. adm. Henrik Herløv Lund, medlem af Den Alternative Velfærdskommission.
Vurderet i forhold til fagbevægelsens traditionelle operationsområde - faglige rettigheder og arbejdsvilkår, herunder uddannelse - udviser trepartsaftalen pæne resultater. Men vurderet velfærdspolitisk er svaghederne til gengæld nok så store.
Trepartsaftalen mellem regeringen, de kommunale organisationer og fagbevægelsen minus FTF ser umiddelbart ud som et flot resultat for fagbevægelsen: 6,4 milliarder kroner over fire år eller godt 1,5 milliard per år.
Ved en nærmere betragtning kan størrelsen af fagbevægelsens gevinst dog diskuteres. I og med der blev indledt trepartsforhandlinger, flyttede regeringen en betydelig del af indholdet af kvalitetsreformen over i trepartsforhandlingerne. Jævnfør regeringens egne oplæg skulle regeringen selv have præsteret udspil til rekruttering til den offentlige sektor, bedre uddannelse af medarbejderne og bedre ledelse - og dermed også have sat midler af hertil.
Ikke mindst er rekrutteringen af nye medarbejdere i de kommende år et stort problem også for de offentlige arbejdsgivere. Disse elementer fremstår som et forhandlingsresultat.

Resultaterne
Det er nok tvivlsomt, om regeringen selv havde tænkt sig helt så stor en ramme, men meget mindre end en milliard om året var finansministeren næppe sluppet med. Reelt vurderet kan fagbevægelsen derfor næppe tilskrives æren for mere en halvdelen af de 6,4 milliarder kroner.
Alligevel må fagbevægelsen og navnlig FOA`s formand, Dennis Kristensen, krediteres for en række resultater i aftalen: Først og fremmest at der afsættes midler til efteruddannelse af ikke-faguddannede (blandt FOA`s egne medlemmer) samt til videreuddannelse. Samt - lidt mere sporadisk - at der kommer et tilbud til deltidsansatte om at gå på fuldtid.
Derimod lykkedes det ikke at komme igennem med håndfaste initiativer til udbygning af muligheder for deltidsbeskæftigelse for ældre og pensionerede medarbejdere.
Navnlig Dennis Kristensen må alligevel anerkendes for i denne forbindelse ikke bare at sætte sig ved forhandlingsbordet og lade sig spise af med regeringens allerede planlagte tilbud, men for reelt at sætte regeringen under pres ved at true med at gå, hvis regeringen ikke kom også fagbevægelsens egne krav i møde.
Det må anerkendes, at han - ved at bruge fagbevægelsens forhandlingsposition mere aktivt end normalt - bidrog til et bedre resultat for fagbevægelsen, end regeringen havde planlagt, og nok også et bedre resultat end hvad LO ville have sagt ja til.
I denne henseende peger trepartsforhandlingerne også positivt frem mod en mere 'kæmpende' strategi ved forårets overenskomstforhandlinger for de offentligt ansatte.
Vurderet i forhold til fagbevægelsens traditionelle operationsområde - faglige rettigheder og arbejdsvilkår, herunder uddannelse - udviser trepartsaftalen altså pæne resultater. Men vurderet velfærdspolitisk er svaghederne til gengæld nok så store.

Store svagheder
Regeringen har villet holde stigningen i de offentlige udgifter indenfor en årlig ramme på omkring fire milliarder kroner, hvoraf halvdelen skulle gå til nye initiativer indenfor uddannelse og forskning. Omkring halvdelen af trepartsaftalen - årligt op mod 750 millioner kroner - omhandler jo netop nye uddannelsesinitiativer, og spørgsmålet er derfor, om de ikke ligger indenfor denne ramme?
Men skal service og kvalitetsniveauet for offentlig velfærdsservice imidlertid fastholdes, og skal der være plads til også løbende forbedringer heraf i takt med velstandsstigningen, kræver det en årlig realvækst på 1,5 procent lig med seks-syv milliarder kroner årligt eller to-tre milliarder kroner årligt ud over regeringens udgiftsloft.
Det lykkedes fagbevægelsen at bryde loftet med op mod en million kroner, men der er fortsat langt til at sikre den fornødne vækst i det offentlige forbrug. Trepartsaftalen sikrer således fortsat ikke tilførslen af de fornødne økonomiske midler til den offentlige sektor.
Og hertil kommer, at trepartsaftalens initiativer til at forbedre rekrutteringen og fylde hullerne efter de kommende års accellererende afgang af offentlige medarbejdere langt fra er tilstrækkelige i betragtning af, at rekrutteringsbehovet om få år vil være mellem fem og 10.000 om året.
Samtidig kræver det voksende antal ældre og pensionister fremover ikke mindst flere hænder i ældre- og sundhedssektorerne. Men trepartsaftalen giver ikke bedre normeringer i hjemmepleje og på plejehjem eller på hospitaler.

Legitimeringen
Selvom regeringen har måttet punge mere ud end planlagt, må regeringens strategi for at holde midlerne til den offentlige sektor indenfor stramme rammer således overordnet set - trods trepartsaftalen - vurderes stadig at være intakt, hvilket indebærer fortsat økonomisk udhuling af offentlig velfærdsservice og dermed fortsat pres på de offentligt ansatte.
Hertil kommer, at en række andre forhold i kvalitetsreformen, der er afgørende for servicen i forhold til borgerne og for velfærdssamfundet på længere sigt, slet ikke berøres af trepartsaftalen.
Det gælder regeringens planer for øget udlicitering, privatisering og frit valg, og det gælder regeringens ønske om med reformen yderligere at udbrede markedslignende styre- og reguleringsformer såsom mål- og resultatstyring, tests, evalueringer, brugertilfredshedsundersøgelser og lignende.
Problemet ved fritvalgs- og udliciteringsstrategien er, at det offentlige herved langsomt tømmes, og der overføres ressourcer fra det offentlige til private udbydere. Hermed trues bredden og kvaliteten i de offentlige tilbud, og samtidig befordres privatiseringen.
Problemerne med øget privatisering kan allerede i dag ses på skoleområdet i form af en opdeling i første- og andenklasses ydelser: En privat leveret førsteklasses velfærdsservice for de økonomisk bedrestillede fra over- og middelklassen og en andenklasses offentligt leveret velfærdsservice for den øvrige, mindrebemidlede del af befolkningen.
Og problemet med den markedslignende styring og kontrol og dertil svarende managementmetoder er, at dette allerede i dag hærger de offentligt ansattes muligheder for at varetage deres kerneopgaver - omsorg, pleje, udvikling, samt uddannelse og forskning.
I stedet tvinger regeringen de ansatte i offentlig velfærdsservice til at bruge mere og mere tid til administrative og bureaukratiske aktiviteter i form af dokumentation, rituelt præget planlægning, evalueringer og rapporteringer.
LO`s formand, Hans Jensen, har fremstillet trepartsaftalen som den rene gavebod ved at hævde, at fagbevægelsen jo ikke skal levere nogen modydelser for resultaterne. Men i en enhver forhandling må man sælge noget til gengæld for det man vil opnå.
Og LO har solgt noget, nemlig legitimering. For så vidt udtrykt med anerkendelsesværdig åbenhed af - igen - Dennis Kristensen, da han under forhandlingerne udtalte, at 'regeringen vil købe vores navn til at legitimere deres proces'.
Det, som LO har solgt, er legitimering af navnlig regeringens markedsgørelsesstrategi, samt i det hele taget af regeringen selv, idet fagbevægelsen med aftalen må vurderes at have taget vinden ud af Socialdemokratiets og oppositionens forsøg på at true regeringen på velfærden.
Uanset trepartsaftalens forbedringer af rekrutterings-, uddannelses- og arbejdsvilkår for offentligt ansatte er det uheldigt, at fagbevægelsen ved at indgå en handel med regeringen om forbedringer af sine medlemmers faglige rettigheder bidrager til at legitimere fortsat økonomisk udsultning af velfærden i forhold til borgerne, til at legitimere fortsat udbredelse af frit valg og udlicitering, samt til at acceptere stigende statsstyring og yderligere markedslignende kontrol og bureaukratisering af den offentlige sektor.