Hviderusland er ikke noget slaraffenland, men det er en naturlig allieret i den nuværende situation, og det har fremsynede statsledere som Venezuelas Hugo Chavez for længst erkendt

af Sven Tarp, Kommunistisk Partis landsledelse
I 1991 gik Sovjetunionen i opløsning. Årsagerne hertil diskuteres stadigvæk og er ikke emnet for denne artikel. Men uanset hvad man måtte mene, betød Sovjets endeligt et verdenshistorisk nederlag for den internationale arbejder- og folkebevægelse.
Det internationale styrkeforhold ændrede sig afgørende til fordel for imperialismen, der for alvor gik i offensiven i årene herefter. I Vesten erstattede krig og nyliberalisme de tidligere velfærdssamfund.
I alle de lande, som opstod ud af den tidligere Sovjetunion, førte socialismens nederlag til en menneskelig tragedie af endnu større omfang.
I takt med at kapitalismen blev genindført i sin mest rå og brutale form med privatiseringer og hestekure, gjorde også arbejdsløsheden og den massive sociale og moralske forarmelse sit indtog.
Levealderen faldt. Befolkningstallet gik tilbage. Korruptionen og kriminaliteten skød i vejret. Narkohandel og prostitution fik kronede dage, og det samme gjorde mafiaen, der infiltrerede regerings- og statsapparatet.

Lukashenko bliver valgt
Hviderusland skilte sig fra starten ud fra dette billede. Der var ingen chokterapi. Den første regering efter selvstændigheden blev ikke ledt af udenlandske rådgivere.
I de første par år var det den tidligere sovjet-regering under ledelse af Viacheslav Kebich, som styrede landet. Det var en svag regering, som forsøgte at gennemføre visse forsigtige reformer.
I slutningen af 1993 privatiserede regeringen nogle hundrede små og mellemstore virksomheder. Samtidig opstod der i starten af 1994 omkring 2.500 private landbrug. Men alligevel var det stadig kun tre procent af de sovjetiske aktiver, som var på private hænder i 1994.
Regeringen tillod også markedspriser på forbrugsvarer, hvad der førte til store prisstigninger. Befolkningen købekraft og levefod gennemgik et voldsomt fald. Samtidig faldt produktionen med 26 procent i 1992 og 11 procent i 1993. Hundreder tusinder af hviderussere blev arbejdsløse.
Alt dette førte til stor utilfredshed i befolkningen. Resultatet var, at Aleksandr Lukashenko i 1994 blev valgt til præsident. Han stillede op uden parti og uden store økonomiske midler, men vandt alligevel i anden valgrunde med 81 procent af stemmerne takket være sin oratoriske begavelse, intelligens og viljestyrke. Hans valgslogan var: 'Jeg er hverken med højrefløjen eller venstrefløjen, men med folket'. Det var det samme slogan, som han senest blev valgt på i 2006.

Den hviderussiske erfaring
Aleksandr Lukashenkos regering fik hurtigt standset privatiseringsvanviddet. Den genoptog visse planlægningsprincipper fra den sovjetiske periode og genindførte et socialt sikkerhedsnet for befolkningen. Resultatet var, at udviklingen hurtigt begyndte at vende.
En særlig rapport, som den Internationale Valutafond udsendte i 2005, bærer titlen 'Hvideruslands økonomiske vækst: mirakel eller ej?'
Valutafonden konstaterer, at Hviderusland havde haft temmelig stor succes i sin økonomiske udvikling i de foregående ti år, at dets økonomiske nøgletal ikke alene var bedre end de øvrige lande i den tidligere Sovjetunion, men også Polen, Litauen, Ungarn Bulgarien og andre østeuropæiske lande.
Allerede to forinden havde Valutafonden konstateret, at bruttonationalproduktet per indbygger i Hviderusland var dobbelt så højt som i Ukraine og 15-20 procent højere end i Rusland og Kasakhstan.
Valutafonden kunne derimod ikke pege på årsagerne til denne hurtige økonomiske vækst. Den kunne af gode grunde ikke nævne, at de skyldtes planøkonomien, den 'sidste europæiske diktators' kompetente og stabile ledelse eller den kendsgerning, at 80 procent af virksomhederne i 2005 var enten stats- eller kollektivejendom.

Kort vurdering af Hviderusland
Det er klart, at Hviderusland i dag ikke kan kaldes et socialistisk land. Det er stort set kun dets fjender, som gør dette for at hænge landet og dets leder ud.
Hviderusland er snarere en slags statskapitalistisk land med en vis form for planøkonomi og et relativt udviklet socialt sikkerhedsnet. Men det er også et land, hvor beslutningerne i høj grad kommer oppefra og nedefter.
Det er klart, at det ikke er et sådant samfund, som kommunisterne stræber efter på sigt. Men det er lige så klart, at det nuværende Hviderusland er at foretrække frem for den tragedie, som har ramt en stor del af befolkningen i resten af den tidligere Sovjetunion.
Og i en verden, der er præget af aggressiv imperialisme og nyliberalisme, burde det være en naturlig allieret for de lande og venstrepartier, som bekæmper imperialismen og arbejder for at akkumulere kræfter, der efterhånden kan bane vejen for et nyt revolutionært og demokratisk opsving i verden.
Sådan ser i hvert fald lande som Cuba og Venezuela på sagen. Så sent som i sidste uge var Venezuelas revolutionære præsident Hugo Chavez på besøg i Hviderusland, hvor han bekræftede det strategiske samarbejde mellem de to lande.

Omfattende vestlig kampagne
Tilsyneladende har også de mest reaktionære kræfter i verden samme syn på sagen, blot med omvendt fortegn. De kører en omfattende kampagne mod det land, som ikke vil opgive sin nationale selvstændighed og statssektor og åbne op for privatiseringer og 'frie' markedskræfter.
I centrum for deres kampagne mod Hviderusland er præsident Aleksandr Lukashenko, som bliver tillagt de værste egenskaber og udhængt som en brutal diktator. Samtidig bliver der sat fokus på alle mulige reelle eller opdigtede krænkelser af demokratiet og menneskerettigheder.
Målet er at styrte regeringen og præsidenten med næsten alle midler. Således skrev Wall Street Journal den 11. februar 2005:
'For at opnå det må man ty til alt: hjælpe oppositionen økonomisk, vanskeliggøre investeringer i landet, gøre alt hvad der er muligt uden at skulle forsyne modstandsbevægelsen med våben. Vesteuropa mener ikke, at det kan bruge magt for at presse hviderusserne i retning af demokrati. Men hvis det virkelig ønsker at hjælpe den hviderussiske revolution med opnå, hvad de gjorde i Serbien, Georgien og Ukraine, må EU starte med at tage fløjshandskerne af.'
Siden har også EU strammet skruerne.

Den hviderussiske opposition
En af de metoder, som Vesten bruger til at knægte Hviderusland, er at støtte en såkaldt 'demokratisk opposition'. Til det formål blander man sig åbent i landets indre anliggender og hælder store pengebeløb i denne opposition.
Det berygtede amerikanske National Endowment for Democracy brugte således efter egne oplysninger alene 1,8 millioner dollars til dette formål i 2005.
Et af resultaterne af disse bestræbelser var dannelsen af 'Hvideruslands Forenede Demokratiske Kræfter' på en kongres i Minsk i oktober 2005, hvor ni forskellige organisationer gik sammen for at opstille en fælles kandidat til præsidentvalget i 2006.
Blandt de 70 udenlandske gæster på denne 'demokratiske' kongres var de ultra-reaktionære eks-præsidenter fra Polen og Tjekkiet, Lech Walesa og Vaclav Havel.
Og blandt de ni organisationer var de såkaldte 'Hviderussiske Kommunisters Parti'.
Kongressen besluttede at opstille Alexander Milinkevich som sin kandidat ved det efterfølgende præsidentvalg (hvor han fik seks procent af stemmerne). Milinkevich udtalte fra starten, at han var inspireret af den såkaldte 'orange revolution' i Ukraine kort forinden.
Efterfølgende blev han en hyppig gæst rundt om i Europa. Her mødtes han blandt andet med den franske regering, den polske premierminister Kazimierz Marcinkiewicz, den litauiske præsident Valdas Adamkus, den tyske kansler Angela Merkel og EU-bosserne Jose Manuel Barroso og Javier Solana, som alle støttede hans kampagne. Og efter valgnederlaget belønnede EU-parlamentet ham med Sakharov-prisen.

De kommunistiske partier
Der findes i dag to kommunistiske partier i Hviderusland: Hvideruslands Kommunistiske Parti og de nævnte Hviderussiske Kommunisters Parti.
Det første af disse partier, Hvideruslands Kommunistiske Parti, støtter med visse forbehold landets regering og arbejder for en overgang til socialismen. Det fik seks procent af stemmerne ved parlamentsvalget i 2004 og fik indvalgt otte medlemmer i Parlamentet.
Det andet af disse partier, De Hviderussiske Kommunisters Parti, tilhører som nævnt den af udlandet finansierede opposition. Ved valget i 2004 stillede det op i en koalition, som ikke opnåede valg til parlamentet.
Nu har Hvideruslands Kommunistiske Parti sammen med den Russiske Føderations Kommunistiske Parti indbudt til et internationalt festmøde i Minsk til november for at fejre 90-året for Oktober-revolutionen. Denne indbydelse støttes af den såkaldte Athen-gruppe af kommunistiske partier, der årligt afholder internationale kommunistiske konferencer i Athen og andre lande.
Som reaktion herpå har De Hviderussiske Kommunisters Parti udsendt en international bandbulle, hvor det fraråder deltagelse i dette møde, fordi det vil være en prestigemæssig håndsrækning til det nuværende styre, som partiet bekæmper med næb og kløer.
I et læserbrev i Arbejderen den 3. juli støtter Mikael Hertoft fra Enhedslistens Internationale Udvalg denne opfordring. Hans begrundelse er blandt andet: 'At fejre Oktober-revolutionen sammen med Lukashenkos regime vil kompromittere den socialistiske ide'.
Kommunistisk Parti er ikke inviteret med til mødet i Minsk. Men hvis vi var, ville vi deltage.
Vi mener i modsætning til Mikael Hertoft, at det 'vil kompromittere den socialistiske ide', hvis kommunisterne og de øvrige venstrekræfter ikke forstår at finde allierede - om de så er nok så betingede og midlertidige - i den titaniske kamp, som i dag finder sted for gradvist at ophobe kræfter, som efterhånden kan isolere imperialismen og sikre menneskeheden en fremtid.
Hviderusland er ikke noget slaraffenland, men det er en naturlig allieret i den nuværende situation, og det har fremsynede statsledere som Venezuelas Hugo Chavez for længst erkendt. Man må håbe, at også Enhedslisten kommer på bedre tanker.