09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Ingen skjult dagsorden

Ingen skjult dagsorden

Tirsdag, 31. juli, 2007, 00:00:00

Det er korrekt, at den samlede betaling for el i København er steget, og det vedrører såvel nettariffen som netabonnementet. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at forklare, hvad der ligger bag

af Lars Clausen, koncerndirektør DONG Energy
I et debatindlæg i Arbejderen 4. juli påpeger Eva Sørensen, Jytte Clante, Lis Bested, Marie Frederiksen, Inge Nielsen, Betina Tank Nielsen og Lasse Falver, at prisen på at få leveret el i Københavnsområdet er steget efter, at DONG Energy overtog elforsyningen fra Københavns Energi. Det er korrekt, at den samlede betaling for el i København er steget, og det vedrører såvel nettariffen som netabonnementet. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at forklare, hvad der ligger bag.
Indledningsvis vil jeg dog oplyse, at lovgivningen sætter et maksimum for elnetselskabernes indtægter gennem en såkaldt indtægtsramme, som vi naturligvis følger. Vi kan i øvrigt ikke hæve hverken nettariffen eller netabonnementet som følge af vores omkostninger til tv-reklamer, sponsorater, kundemagasinet Strømninger og lignende.
Årsagen, til at den samlede betaling er steget, er blandt andet, at de københavnske elkunder har fået leveret produkter og ydelser, som de ikke er blevet opkrævet fuld betaling for. Disse manglende opkrævninger hos kunderne blev indtægtsført i Københavns Energis regnskab for 2005 og i KE Elnets regnskab for 2006 som tilgodehavende hos kunderne, der skulle opkræves senere.
Dette tilgodehavende er således overladt til DONG Energy at opkræve, og det gør vi over to et halvt år - det vil sige til udgangen af 2008. Tilgodehavendet har haft betydning for den pris, som Københavns Kommune fik ved salget af elforsyningen i Københavns Energi.

På niveau med andre
Da vi overtog Københavns Energis elforsyning besluttede vi, at de københavnske elkunder skulle overgå til den samme model for fastsættelse af tarifferne, som anvendes i resten af landet, og som anbefales af brancheforeningen Dansk Energi. Det betyder, at de basisomkostninger, som er forbundet med at være kunde hos elnettet, og som er uafhængig af elforbruget, det vil sige udgifter til elmåleren, forsyningssikkerhed, afregning, kundeservice og vagtberedskab, nu betales som et samlet netabonnement.
Nogle af disse omkostninger har elkunderne i København tidligere betalt via nettariffen. Netabonnementet i City er 810 kroner per år og på niveau med netabonnementet i vores nordsjællandske netområde.
I skriver, at omlægningen af basisomkostningerne til netabonnement burde indebære, at prisen per forbrugt enhed - altså nettariffens kWh-pris - ville falde tilsvarende.
Det gør den imidlertid ikke, fordi vi via nettariffen opkræver det føromtalte tilgodehavende hos kunderne frem til udgangen af 2008. På det tidspunkt vil nettariffen blive justeret i overensstemmelse med, at efterslæbet er betalt og i øvrigt i henhold til den generelle situation. Det betyder, at prisen enten vil falde eller i givet fald stige mindre.

Direkte information
I spørger, om vi kan lade afgifter stige med tilbagevirkende kraft. Der er helt i overensstemmelse med gældende lovgivning, at tilgodehavender opkræves efterfølgende. Netabonnementet og nettariffen steg 1. juli 2006,og det blev varslet på vores hjemmeside ultimo juni 2006, der er således ikke tale om prisændringer med tilbagevirkende kraft i forhold til, hvornår de er varslet. Vi har nu etableret procedurer, som sikrer, at vi fremover ved større ændringer vil informere kunderne tidligere og på en mere direkte måde.
I spørger også om vores initiativer i forbindelse med energispareråd og vores fokus på miljøhensyn er varm luft. Vi tager vores ansvar seriøst og har igangsat en række aktiviteter for at medvirke til energibesparelser og til reduktion af CO2-udledningen. Det gælder for eksempel de mange energisparetip og vores nye CO2-beregner, som I kan finde på vores hjemmeside. Her kan alle nemt beregne deres personlige eller familiens samlede CO2-udledning.
Og netop i denne tid sætter vi blandt andet på tv fokus på, hvordan vi alle sammen kan reducere vores stand-by elforbrug. Der er hver dag mellem 100 og 300 kunder, som på vores E-shop vælger at investere i en elspareskinne. Det ser jeg som en indikator på, at vores initiativer for at spare på energien og dermed nedsætte CO2-forbruget bliver godt modtaget til gavn for miljøet og til glæde for vores kunder.
Vi er også hovedsponsor for Miljøministeriets '1 ton mindre' kampagne, der opfordrer alle danskere til selv at reducere deres egen CO2-udledning med et ton gennem et lavere energiforbrug. Alle disse initiativer er ikke varm luft, men derimod et udtryk for, at vi tager vores samfundsansvar seriøst.
Skulle det have jeres interesse, er I meget velkomne til at kontakte mig direkte.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. jul. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp