09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Merete Astrup er død, 55 år

Merete Astrup er død, 55 år

Tirsdag, 31. juli, 2007, 00:00:00

Merete Astrup er død, 55 år. Midt i sommer, midt i livet stoppede hendes hjerte, det hjerte, der altid havde banket for de svage og undertrykte herhjemme og ude i verden

af Tom Reher
Hun var et utroligt rigt facetteret menneske, der brugte livet og gav det mening, dyrkede forskellige former for idræt, læste spansk, dansede salsa og engagerede sig i solidaritetsbevægelser, rejste i de latinamerikanske lande og havde en unik evne til at skabe kontakter med mennesker både herhjemme, i Chile, Guatemala, Nicaragua, Cuba og hvor hun ellers kom frem.
Oprindeligt var hun pædagog, og var som fagligt aktiv med til at starte og redigere pædagogmedhjælpernes blad, Arbejde og Daginstitution, fortsatte i en årrække som journalist på Land og Folk, der blev udgivet af Danmarks kommunistiske Parti (DKP), hvor hun også var aktiv og i en længere periode sad i byrådet for i Slagelse.
Senere redigerede hun LFS Nyt, der blev udgivet af Landsforeningen for Socialpædagoger, arbejdede i nogle år som freelancejournalist og havde i de seneste år ansvaret for udgivelsen af Infoa, medlemsblad for FOA Social- og Sundhedsafdelingen i Storkøbenhavn.
Sideløbende var hun i en kortere periode formand for sine kolleger i Dansk Journalistforbunds 'O-gruppe', hvor fagbladsjournalisterne er organiserede. Både dér og andre steder, hvor hun engagerede sig, blev hun værdsat for sin ligefremme og til tider lettere rapkæftede facon. Hendes fremtræden var sjældent særlig anonym, ingen kunne være i tvivl om hendes synspunkter, og hun fik sat mange fingeraftryk.
'Du var så levende. Du vil mangle i vores liv', skrev familien i hendes dødsannonce. Ja, kunne man tilføje, hvor er det ufatteligt, at hun er død. Hun var, som det hedder i Bjørn Afzelius sang, 'Ljuset' et af 'De strålende blus, som lyser for os'.

Bisættelsen har fundet sted.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


31. jul. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp