Det er bemærkelsesværdigt så smertefuld og så lille en relation og så lidt bekymring og omsorg, der er i Danmark omkring ens nærmeste ældre...

af Loreley Friedmann, København
Og også ofte omkring ens nærmeste yngre. Selvfølgelig er der hjemmepleje, plejehjem, socialrådgiver, læge, lærer, fritidsklub, boligydelse og så videre - mange sociale udbud på flere niveauer og alle sammen forskellige.
Utallige eksempler på uopmærksomhed, på forladte, på statistikker, der har målt ensomhed, selvmord - 15 procent af befolkningen er ældre og denne gruppe udgør en fjerdedel af selvmordene i Danmark.
Så er det man spørger sig selv: Hvordan begynder dette? Med hvilke indikatorer bliver den offentliggjorte så høje lykke hos danskerne målt? Er lykken virkelig målt udfra forventningerne til ens næste? Eller er den nærmere målt udfra en statistik, hos dem der sidder højst på rangstigen? Målt efter hvem der har et hus med veranda, en bil, en yacht, den fede ferie på Mauritius?
Burde det ikke være undersøgt udfra den totale mangel, der er i Danmark, på lyst til at efterleve forventningerne fra ens nærmeste?