11 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Sand og løgne

Sand og løgne

Lørdag, 04. august, 2007, 00:00:00

Tirsdag lagde Danmarks forsvarsminister sig i sandet i Irak. Her havde han chancen for at lægge det ene øre til jorden, lytte og forstå Irak. Han hørte intet

Maj 2003 beslutte den danske regering, at Danmark skulle deltage i USA-koalitionen og føre krig i Irak. En katastrofe var sat i gang, som den danske regering må tage medansvaret for på flere felter:
Irak er smadret og i opløsning.
Der er indført nye standarder for åbenhed og demokrati i Danmark..
Og - ikke at forglemme - den danske deltagelse i koalitionen har været med til at støtte et Bush-regime.
Vi husker godt, da beslutningen blev taget. Grundlaget var godt nok, mente regeringen. Fogh og Møller afviste enhver tale om at undersøge grundlaget for en krigsdeltagelse. Fogh var meget præcis: Irak har masseødelæggelsesvåben. Det er ikke noget, vi blot tror, Vi ved det.
Om krigen sagde Fogh i øvrigt også, da der blev stillet kritiske spørgsmål: Det er 'en teoretisk diskussion uden praktisk relevans. Den kan optage nogle kræfter i medierne og på Christiansborg, men det er ikke noget, som almindelige mennesker går særlig højt op i' .
Tirsdag lagde den danske forsvarsminister sig på maven i sandet sammen med hele det resterende kompagni. Her havde han chancen for at lægge det ene øre til jorden, høre og forstå Irak.
Han hørte intet, bortset fra at basen i Irak var igen udsat for raketangreb. Det er et billede, der siger en del. Militæret på vej ud under militærbeskyttelse. Det endte som det måtte. Det var til at forudsige, selvom regeringen påstår noget andet.
Begrundelsen for at trække Danmark ud af Irak forklares med, at Iraks regering nu siger farvel og tak for assistancen. Men hvad er det for en regering. Den shiamuslimske Moqtada al-Sadr har trukket sine 30 mandater ud af al-Malikis samlingsregering. Forleden trak Den Nationale Front sine 44 mandater.
Opløsningen er i gang, hvor dét fører hen, er til gengæld svært at forudsige. Kurderne er måske også på vej ud på grund af uenighed om olielovene.
Det er bemærkelsesværdigt - og i den grad vores problem - at Fogh-regeringen ikke vil forholde sig selvkritisk til affæren.
Intet er gået galt, intet er fejet under gulvtæppe, intet kan beklages, intet skal læres, intet ansvar, intet ! intet ! intet.
Den stejle nul-indsigtspolitik fik Ombudsmanden på banen, men Fogh blev i sit hul. Jeg taler med, hvem jeg vil, var svaret. Det er virkelig alvorligt. Det er et overgreb på og en fundamental ændring af de demokratiske spilleregler. Hvor meget kan Fogh slippe af sted med?
Deltagelsen i koalitionen og den gentagne støtte til Bush har været med til at styrke denne i sit embede.
I USA breder der sig en dybere og dybere erkendelse af, at Bush-regimet på en lang række punker har opereret ulovligt og udemokratisk. Den ene sag efter den anden vælter op.
Det er bemærkelsesværdigt, at den danske regering, som i flere sager har insisteret på at frihedsrettighedernes er universelle og ubøjelige, helt uden kritik har været en del af Bush-koalitionen.
Der er hundrede danske soldater tilbage i Irak. De bliver der indtil videre. Optrapningen er nu i gang i Afghanistan. Også der er der sand og løgne. Der er også en del viden om, hvad NATO`s krig kan føre til. Det bliver ikke et Irak - det bliver et Afghanistan.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. aug. 2007 - 00:00   30. aug. 2012 - 12:04

Idekamp