Når besiddelsen af vand bliver grundlæggende for et samfunds overlevelse, udvikler problemerne omkring adgang til vandressourcer ¤¤eller mangel på samme¤¤ sig til internationale konflikter.

af Manuel E. Yepe Menéndez
Siden tidernes morgen har det at have adgang til vandforsyninger både været adgangsbillet til magt og årsag til strid.
For omkring 4500 år siden, lige der hvor de USA-ledte besættelsesstyrker i øjeblikket udkæmper en brutal og ulige krig mod Irak, havde to byer et blodigt sammenstød om vandet i de to floder Tigris og Eufrat, et sammenstød som er gået op igennem historien som den første krig af sin art.
Ifølge nogle politiske analytikere er det en afgørende strategi bag den nuværende invasion at få kontrol over disse 'Mellemøstens største floder', eftersom de vækker angribernes appetit endnu mere, end olie gør.
Det er overflødigt at sige, at krige i dag foregår langt udover bystater. Under de nuværende omstændigheder i en unipolar verden, der har udvidet afgrunden mellem et rigt nord og et fattigt syd, er konflikter mellem de fattige og de rige lande den mest sandsynlige slagmark, mere sandsynlig end en åben krig mellem de store supermagter.

Den nyliberale dagsorden
Den nyliberale dagsorden, som verden er blevet pålagt, forhindrer nationale regeringer og folk i at hamle ordentlig op med kommende farer fra et voksende vandunderskud.
Mange regeringer er alt andet end egnet til at ændre den skæbne, der er udlagt til dem, idet deres rolle er reduceret til næsten intet i forhold til den politiske og militære undertrykkelse af sociale bevægelser. Derfor har deres befolkninger ikke andre alternativer end at gribe til vold for at overleve.
En stor del politiske og sociale spændinger har allerede rejst alvorlig ufred i Latinamerika og Afrika, nemlig udbredelsen af ørknerne, underproduktion af mad, flere infektionssygdomme, epidemier og ødelæggelse af økosystemer.
Når besiddelsen af vand bliver grundlæggende for et samfunds overlevelse, udvikler problemerne omkring adgang til vandressourcer 'eller mangel på samme' sig som en regel mere og mere til internationale konflikter.

Privatisering og militarisering
Vand rangerer som en mere og mere værdifuld og knap ressource på verdensplan højt i de store kapitalistiske magters overordnede strategier og indgår i deres mest almene nyliberale opskrifter: Privatisering og militarisering, når man tager i betragtning at et altoverskyggende mål for deres mammut-selskaber er at kontrollere de lovende vandressourcer, der er ejet af 'udviklings landene'.
I kraft af sin rolle som beskytter af USA`s og andre selskabers rigdom, 'foreslår' Verdensbanken, at udviklingslandene privatiserer og udliciterer deres vandreserver til udenlandske firmaer, gør dem til de nye ejere af en ressource, der er på vej til at blive ligeså værdifuld som guld eller olie.
Med nutidens nyliberale globaliserings projekter, har ingen fattige lande råd til at betale for vandforsynings-industrierne, for hvem vand bare er endnu en vare. Regeringerne har heller ikke midler til at støtte de virksomheder, endsige deres 'kunder'.

Vandindustrien
Indtil for nylig var flaskevandsindustriens klientel begrænset til de rigeste lande og de mest velhavende sektorer af de fattige nationer. For ingen andre kunne betale for en dyr væske, næsten identisk med det vand, der bliver pumpet op fra undergrunden på det lokale vandværk under et minimum af driftmæssige og hygiejniske forhold.
Men så snart de store transnationale selskaber kom på scenen, øgede flaskevandsindustrien sit spillerum og udviklede sig til en kilde til vanvittige profitter ved at tage hundreder eller tusinder af gange prisen per liter almindeligt hanevand hvor som helst.
De slår grådigt ned på de sydlige lande, udnytter deres magtfulde politiske indflydelse, som følger med deres korrumperende finansielle ressourcer, og opfordrer myndighederne slaphed, hvad vandkvalitet angår, og skaber eller mangedobler den eksisterende efterspørgelse på deres 'dyre, men sunde' vand.

Militær beskyttelse af floder
USA`s regering samt andre verdensmagter viser en usandsynligt enorm interesse for at tilbyde 'militær beskyttelse' af vigtige floder i nogle lande rundt om i verden, et afslørende tegn på, at deres mellem- eller langsigtede mål er en stadigt mere vulgær og accelererende militarisering af de vigtigste vandressourcer.
Som et resultat af at den udbredte neoliberale globalisering i Latinamerika, hovedsageligt gennem 'frihandels'-aftaler eller andre lignende afstikkere af den art, ser de fattige, forgældede lande sig nødsaget til, 'som den eneste vej ud af krisen', at åbne op for udenlandsk udnyttelse af deres naturressourcer, ofte beliggende på jord, der længe har tilhørt den oprindelige befolkning.
Regeringer og konsortier har fået for vane at opnå sådanne aftaler med totalt fravær af rettigheder for det oprindelige folk. I tusinder af år har de været kloge nok til at passe på 'moder jord og det livsforlængende vand' og har vist sig at være både i stand og villige til at kæmpe succesfuldt for deres rettigheder, de har fortjent solidaritet fra alle sociale bevægelser på kontinentet og resten af verden.

Udplyndringen af Latinamerika
Med verdens største drikkevandsreserver, bliver Latinamerika plyndret så frygteligt, at dets enorme, urgamle regnskov, der allerede nu er groft reduceret, snart vil blive erstattet af ørkener.
Og den smule vand, som disse udenlandske røvere ikke forbruger på deres omfattende plantager, bliver enten forgiftet af de kemikalier, de bruger på deres afgrøder, eller af det, der er tilbage af udvindingsindustrier som for eksempel åbne miner.
Tiderne med spændinger og krige om adgang til drikkevand er i rum sø. Disse kan kun undgås eller nedtones, hvis vi opbygger et system som bunder i relationer, der ikke giver plads til mord på økosystemer, og hvor vand er ment som noget mere end blot en sjælden ressource, der skal kommercialiseres, eller hvad der er værre, en ressource, der skal ende med at være et værdifuldt bytte, begæret af magtfulde røvere.

Manuel E. Yepe Menéndez er advokat og politisk videnskabsmand og arbejder som professor ved Havanas Højere Institut for Internationale Relationer i Havana.