Tomrummet er fortvivlende stort, men de uforglemmelige minder om hende er kun af det gode

af Arne Lennartz
Som et strejf af en dråbefik vi lov til at håbepå de ting, der skal kommeførend livet er omme
Merete var ikke den, der spildte tiden og lod livet fare upåagtet hen. Hun levede det fuldt med en næsten troskyldig nysgerrighed. Aldrig har jeg oplevet en sjæl, der som hende kunne parre dybfølt og artikuleret social indignation med en fuldstændig mangel på selvhøjtidelighed, fordomme og reservationer.
Hvor ofte møder man et menneske, der kan le af sine egne dumheder og svagheder, samtidig med at man aldrig ser det stille sig personligt an, når tingene lykkes, når det gælder at slås for retfærdighed i stort som i småt?
Hvor ofte lærer man en kvinde at kende, der lader hånt om alle pæne manerer og konventioner uden at miste ét gran af sin charme, sin kvindelighed og sin værdighed, selv når den i heftige sekvenser er gået fløjten?
Merete så tilværelsens alvor i øjnene og sloges for de små, for børnene, for retfærdighed i verden. Samtidig elskede hun livet og afprøvede det ikke kun videbegærligt, men også til fulde fysisk: cykling, svømning, salsa - you name it. Når hun indtog dansegulvet stod det i flammer. Hos hende hang alvoren og livsglæden sammen.
De, der kender hende bedre, véd måske bedre, men sådan oplevede man hende.
Var hun naiv, var det højest i sin ubetingede tro på fremtiden og dens muligheder - og på alle de venner, hun knyttede bånd til i alle de verdener, hun færdedes i. Men det var også en troskab, vi elskede hende for. Og uden hvilken verden ikke flytter sig en millimeter.
Hun havde sine sorger og uforløste håb, men hun ejede også denne ukuelige, uforstilte livsglæde, som er i underskud i dag, og som tiltrak og smittede alle, der kendte hende. En og anden kan nu føle, at man næsten drev rovdrift på hendes livsmod og generøsitet, når man selv var lidt nede eller havde brug for en håndsrækning.
På vej med hende til én af mange livlige latino-fester, kunne jeg ikke dy mig for at beklage mig over, at hun skjulte sine lange, flotte ben i et par bukser, så hun ikke ville feje henover dansegulvet i kjole, som hun plejede.
- Neeej!, svarede hun.
- Jeg er selvfølgelig faldet på cyklen og har fået en ordentlig afskrabning på knæet. Og den synes jeg ikke liiige, jeg vil vise frem til alle.
Det var ikke en ny historie. Faktisk var det sket så ofte, at man tænkte, at noget alvorligt kommer hun jo aldrig til. Hun rejser sig altid og hopper på igen.
Men under sin egen tour i Frankrig, midt i hendes sommer, styrtede Merete alligevel for altid. Et livsstykke fløj bort, som hun levede - i fuld aktivitet, men alt for tidligt og ufatteligt for os, der efterlades.
Tomrummet er fortvivlende stort, men de uforglemmelige minder om hende er kun af det gode.