Budskabet fra CEPOS er, at væksten i de offentlige velfærdsudgifter er ved at løbe løbsk og derfor skal nulstilles. Men CEPOS manipulerer

af økonom Henrik Herløv Lund, medlem af Den Alternative Velfærdskommission
CEPOS har hos den såkaldte DREAM-model fået foretaget en fremskrivning af væksten i velfærdsservice fra perioden 2001-2006 frem til 2030. Fremskrivningen munder ud i et sandt dommedagsscenario: Et underskud på de offentlige finanser på 115 milliarder kroner i 2030 - hvilket vil kræve en finanspolitisk stramning allerede fra 2005 på knap syv procent af bruttonationalproduktet (BNP) eller en skatteforhøjelse på 14 procentpoint.
Budskabet fra CEPOS er, at væksten i offentlige velfærdsudgifter er ved at løbe løbsk og derfor skal nulstilles, blandt andet gennem massiv indførelse af brugerbetaling samtidig med, at så store dele af den offentlige sektor som muligt skal privatiseres.
Men CEPOS manipulerer. Stigningstakten i offentligt forbrug 2002-2006 har ikke været særlig høj, tværtimod. I perioden 1995-2001 steg det offentlige forbrug således 2,2 procent mod kun 1,3 procent i perioden 2002-2006. Væksten i det offentlige forbrug er således halveret.
I stedet skyldes beregningsresultatet i virkeligheden den måde, fremskrivningen er lavet på, idet der er lagt en række dybt urealistiske forudsætninger ind i beregningen, navnlig vedrørende stigningstakten i sundhedsudgifter.
Samtidig ignorerer CEPOS bevidst potentialet for at forøge arbejdsudbuddet. Som man råber i skoven, får man svar.

Sundhedsudgifterne
Den største fejlvurdering handler altså om en alt for pessimistisk vurdering af udgiftstrækket de kommende årtier på sundhedsvæsenet og ældrepleje. I beregningerne er forventningerne til levetidsforbedring drastisk opskrevet. Det forventes, at levetiden de næste årtier i gennemsnit vil øges med 1,5 år hvert tiende år.
Men fejlagtigt regner man med, at en meget stor del af levetidsforøgelsen skal tilbringes på plejehjem og sygehus, det vil sige, at den bliver enormt udgiftskrævende.
Og det er forkert. Når levetiden stiger, må det rimeligvis antages at være en konsekvens af, at de ældre er mere raske og dermed raske længere op i livet. Antallet af syge og behandlingskrævende vil derfor ikke vokse i nært samme omfang som antallet af ældre, og væksten i sundhedsudgifter vil derfor være langt lavere end hos CEPOS.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) har i en beregning korrigeret denne og andre fejlkilder hos DREAM/CEPOS og lander hermed på et fremtidigt offentligt udgiftsniveau i 2030, som er 40-50 milliarder kroner lavere end DREAM/CEPOS.

Indvandrernes Erhvervsfrekvens
En anden fejlagtig vurdering i beregningerne handler om, at de aktuelle, lave erhvervsfrekvenser for indvandrere og deres efterkommere holdes konstante i al fremtid.
Hermed bortses fejlagtigt fra, at den kraftigt stigende afgang fra arbejdsmarkedet de kommende årtier vil skabe en stærkt stigende efterspørgsel efter arbejdskraft og dermed fremme, at indvandrere og deres efterkommere kommer ud på arbejdsmarkedet.
Hermed overvurderer CEPOS/DREAM de offentlige udgifter til dagpenge og kontanthjælp, mens skatteindtægterne undervurderes.
AE har tidligere mere realistisk beregnet, at en halvering af erhvervsfrekvenserne over de næste årtier vil kunne øge arbejdsstyrken med 65.000 personer, hvilket vil indebære en reduktion i de offentlige nettoudgifter på mellem 12 og 22 milliarder kroner.

Opsparingen
Sidst, men ikke mindst ligger der en fejlkilde i beregningerne derved, at det forudsættes, at velfærdsreformen i 2006 vil nedsætte opsparingen. Påstanden er, at når de yngre generationer får forlænget deres tid på arbejdsmarkedet og i denne periode får en højere (arbejdsmarkeds)indkomst, så vil de få mindre behov for pensionsopsparing.
Dette vurderes at ville reducere de offentlige indtægter med omkring 1,2 procent af BNP svarende til omkring 20 milliarder kroner.
Det skal ikke afvises, at en senere tilbagetrækningsalder på langt sigt kan indebære, at lønmodtagerne vil prioritere opsparing til pensionslivet lavere. Men eftersom reformen først træder i effekt fra 2015/2019, virker det ærlig talt noget forhastet og tvivlsomt allerede nu at operere med voldsomme offentlige indtægtstab på den konto.
Samlet må CEPOS/DREAM`s beregning af et finanspolitisk stramningsbehov på 115 milliarder kroner uden videre korrigeres ned til godt en fjerdedel eller maksimalt 30 milliarder kroner.

Beskæftigelse
Hertil kommer imidlertid endelig, at CEPOS` beregning helt ignorer mulighederne for at få flere i beskæftigelse og herigennem skabe øget økonomisk vækst og offentlige budgetforbedringer.
Arbejdsudbuddet forudsættes tværtimod af CEPOS at være nogenlunde konstant, hvorfor logisk nok øget offentlig beskæftigelse må reducere den private beskæftigelse tilsvarende og dermed forringe den private sektors bidrag til den økonomiske vækst.
Igen er der tale om alt for pessimistiske forudsætninger for beregningerne. Vi har jo i de seneste år set et historisk fald i ledigheden, som ikke mindst har gjort indhug i antallet af personer udenfor arbejdsmarkedet, hvilket i 2006 nåede ned på 770.000 og højst glædeligt er på vej mod 750.000 efter for få år siden at have ligget på op mod 830.000 personer.
Det er således gørligt at reducere det fortsat meget store antal personer udenfor arbejdsmarkedet, ligesom der også vil være andre kilder til en forøgelse af arbejdsudbuddet.
Antallet af personer på overførselsindkomster kan reduceres yderligere gennem en uddannelsesindsats overfor de ledige, gennem individuelt tilpassede forløb og tilbud til længerevarende ledige samt gennem hurtigere genoptræning af og tættere opfølgning i forhold til sygedagpengemodtagere.
Den nuværende arbejdsstyrke kan udbygges gennem bedre fastholdelse i den offentlige sektor og mere fleksible tilbagetrækningsmuligheder for folk, der vil gå på efterløn. Og sidst har den massive tilstrømning af arbejdskraft fra Østeuropa peget på muligheder for at øge den samlede arbejdsstyrke gennem at åbne op igen for en styret tilgang af arbejdskraft udefra.
Herigennem kan udbuddet af arbejdskraft frem til 2030 samlet øges med omkring 200.000 personer yderligere til gavn for beskæftigelsen både i den offentlige og den private sektor.
Fastholdelse af nuværende ansatte og inddragelse i beskæftigelse af ledige vil nedbringe de offentlige udgifter til overførsler og øge de offentlige indtægter. Samtidig vil øget indvandring af 'østeuropa-typen' øge de offentlige indtægter uden væsentlige udgiftsforøgelser.
Med en forsigtig vurdering vil forøgelse af arbejdskraftudbud og beskæftigelse i ovennævnte omfang reducere de offentlige nettoudgifter med omkring 30 milliarder kroner.
Samtidig vil en sådan forøgelse af beskæftigelsen bidrage til en højere økonomisk vækst.

Sammenfatning
Samlet må CEPOS/DREAM`s beregning af et finanspolitisk stramningsbehov på 115 milliarder kroner uden videre korrigeres for tvivlsomme beregningsforudsætninger ned til godt en fjerdedel eller maksimalt 30 milliarder kroner.
Hertil kommer en budgetforbedring på 30 milliarder kroner gennem flere i beskæftigelse.
CEPOS` skrækscenarier om en offentlig velfærdsservice, der løber løbsk, har således ingen økonomiske realiteter bag sig. I stedet er det for CEPOS - som så ofte før - hensigten, der helliger midlet:
I CEPOS` ideologisk funderede opgør med den nordiske velfærdsmodel og den offentlige sektor kan alle midler bruges - selv særdeles tvivlsomme økonomiske beregninger.