At skulle kaste mange daglige arbejdstimer ind i indvandrerfamilier for at kontrollere, at de taler dansk i hjemmet, er langt ude i hamptågerne eller spekulation i meningsmålinger

af Leif Randeris, kontorleder, Indvandrer-rådgivningen, Århus
Dansk Folkeparti er i rækken af forskruede forslag til tvangs-assimilering - nu sandsynligvis under indtryk af et forestående valg - fremkommet med et forslag om, at indvandrerforældre af bestemt etnisk tilhørsforhold mere eller mindre skal tvinges til at tale dansk i hjemmet med deres børn.
Ikke alene er forslaget utopisk, men det sender tankerne tilbage til en fortid med totalitære diktatorer og fratagelse af et folks sprog, som det hændte i Sovjetunionen og Kina.
Forslaget fra Dansk Folkeparti kunne forekomme sympatisk, men den personlige frihed i Danmark indebærer jo ikke, at et folketingsflertal kan opsætte kamera i disse etnisiteters hjem efter en forudgående indberetning fra skole, børneinstitutioner, socialforvaltninger med videre.
Forslaget røber også manglende kendskab og respekt for de faggrupper, der til daglig har ansvaret for børn og unges fritid og uddannelse. Der kan nok findes personer indenfor faggrupperne, der ikke opfordrer indvandrerfamilier til at tale dansk i hjemmet, men de er få.
Og i det store hele er der lovgivet om så meget andet, disse faggrupper skal udøve i forhold til børn, unge og familier, så det nu er et spørgsmål om at kunne nå det. Men at skulle kaste mange daglige arbejdstimer ind i indvandrerfamilier for at kontrollere, at de taler dansk i hjemmet, er langt i ude hamptågerne eller spekulation i meningsmålinger.
Indvandrerrådgivningen skal opfordre alle seriøse politikere til at værne om den personlige frihed i Danmark og ikke støtte et forslag og en debat, der endnu engang marginaliserer og ekskluderer indvandrerne.
Præsident Clinton var i Danmark i maj og han udtalte: 'Til ethvert vellykket integreret samfund hører tre ting: Gode betingelser for at deltage, en ansvarsfølelse for resultatet og en oprigtig følelse af at høre til.'
Han nævnte bombemændene fra London i 2005 og konkluderer, at de ikke følte tilhørsforhold til det engelske samfund, selvom de var opvokset i England. Videre siger han, at deres identitet var udenfor, ikke indenfor. Han konkluderer, at identitet ikke er eksklusiv, den er altfavnende og han forsætter: 'Jeg er, fordi du er.'
Mr. Clinton og indvandrerrådgivningen er ikke så langt fra hinanden på det område.